Matematik kan også misbruges
Leder
Elbphilharmonie, Reperbahn og Hafen City i Hamborg har de senere år været et yndet udflugtsmål for dem, der vil tage et afbræk fra Danmark og nyde suset af en international metropol med over 5 millioner indbyggere i regionen. Og netop turisme spiller sammen med bosættelser på hver sin side af Østersøen og arbejdspendlere en betydelig rolle, når Femern A/S forventer, at den nye forbindelse over Femern Bælt vil give ‘et betydeligt potentiale’ for øget jernbanetrafik. Om corona har ændret på det, vil tiden vise.
Såkaldte gravitationsmodeller søger at modellere de potentielle trafikale effekter af den nye og bedre forbindelse mellem den tyske og den danske region, og de udgør i stigende grad et beslutningsgrundlag for store vej-, bro- og tunnelprojekter. Og heldigvis for det. Trafikpolitiske beslutninger bygger dermed i højere grad på helhedsvurderinger, hvor de ofte store investeringer vægtes op imod (modellerede) effekter på klima, miljø, sikkerhed og velfærd.
Udvikling er blandt andet gjort mulig som følge af en lettere adgang til data fra geografiske informationssystemer, stærkere computerkraft, sammenkobling af offentlige registre, en regulær faglig kvalitetsudvikling af modellerne samt en øget brugervenlighed. Lige så væsentligt er det, at rene trafikmodeller i højere grad er blevet integreret med konsekvensberegninger på et bredere felt.
Det lykkelige i den udvikling er, at der er større chance for at undgå opførelse af f.eks. motorveje eller letbaner, som står halvtomme, skader naturen unødigt eller bare er alt for dyre at opføre i forhold til de gevinster, de bibringer samfundet. Tiden, hvor det var byttehandler i Christiansborgs såkaldte trafikmafia, der ud fra lokalpatriotiske hensyn afgjorde, hvor investeringerne skulle lægges, bør være forbi.
Ulykkeligt er det imidlertid, når modellerne bliver politisk magt i sig selv og får lov til at stå alene som beslutningsgrundlag. I den aktuelle coronakrise har modellerne indledt et triumftog i dansk sundhedspolitik til at estimere kontakttal, sygehusbelastning og effekter af genåbning. Et imponerende arbejde leveret af landets skarpeste matematiske hjerner. Men det har også tydeliggjort, at matematiske modeller ikke er ufejlbarlige. Eksempelvis var beregningen af mørketallet i pandemiens start meget fejlbehæftet, har den uafhængige researchgruppe CUVAK vist.
Især har man ramt forkert, når det gjaldt effekten af genåbninger, f.eks. på indlæggelsestallet. I øjeblikket er coronakrisen præget af hotspots med udbredt smitte i bestemte kommuner i bl.a. det sydøstlige Jylland og på den københavnske vestegn, men modellerne viser regionale udviklinger, og restriktionerne er i mange tilfælde landsdækkende. Det viser, at den matematiske virkelighed hurtigt kan komme til kort, særligt i en situation, hvor der er mange ubekendte og hurtige forandringer.
Det må aldrig glemmes, at matematisk modellering altid er behæftet med både usikkerheder og mangler, ligesom en færdig beregning kan blive udfordret af ændringer i virkeligheden, der påvirker modelgrundlaget – eksempelvis da man politisk besluttede at dele skoleklasser i to, hvilket ikke indgik i åbningsmodelleringen. Både når det gælder corona- og trafikmodellering, er præcisionen også præget af erfaringsdata om f.eks. adfærdsmønstre, sæsoneffekter eller nye varianter. Det betyder, at der typisk er store usikkerhedsintervaller, som desværre ofte går tabt i formidlingen – også i herværende medie er der brug for at stramme op.
Det må heller aldrig glemmes, at modellering kan misbruges. Det er stærkt betænkeligt, når det anvendes til at retfærdiggøre allerede vedtagne beslutninger. Blandt de grelleste eksempler er Hovedstadens Letbane, hvor en alternativt indhentet beregning ifølge en borgmester viste, at letbanen gav god samfundsøkonomi. Det var forkert. Og efter vedtagelsen af Sundhedsplatformen fremlagdes en beregning, der viste et stort overskud på det milliarddyre it-system, selv om en tidligere beregning gav et helt andet billede. Modeller kan slet og ret også bruges til ikke at tage beslutninger, som når regeringen har afvist skoleåbninger på kommunalt plan med henvisning til, at det ikke indgår i modellerne.
Corona-modellerne beskyldes nu for at tage fejl og indirekte være skyld i, at børn bliver ensomme, og erhvervsdrivende går konkurs, selv om smitteudviklingen faktisk er inden for modelleringens spænd. Det er her ikke modellerne, den er gal med, men derimod særligt regeringens unuancerede brug af beregningerne til at hænge egne politiske beslutninger op på.
Vi har som samfund brug for modeller, hvad enten vi bekæmper en pandemi eller skal finde ud af, hvordan vi bedst indretter vores infrastruktur. Men modellering er og bliver et bud på en begrænset del af virkeligheden og må aldrig erstatte sund fornuft og blik for overordnede visioner. Det må aldrig glemmes, at modellerne ikke er bedre end den viden, vi har, når de laves, de forudsætninger, vi lægger i dem og – ikke mindst – den vægt, de tillægges i et beslutningsgrundlag.hm/trb
