Masseproduktion af kød er fortidens succes
Leder
En retfærdig harme er rullet ind over Danmark i kølvandet på det skandaløse grundlovsbrud ved straks-nedlukning af minkerhvervet i Danmark. Men når man skraber den åbenlyse skandale væk, kaster hele historien lys på et landbrug, som alt for længe har udviklet sig mod stadigt mere masseproduktion med adskillige kritiske følger i stedet for at bevæge sig op i værdikæden med udnyttelse af moderne teknologier, som et land som Danmark burde være i stand til.
Udfordringerne ved svineproduktionen omfatter antibiotikaresistent husdyr-MRSA, som på ti år har spredt sig til stort set alle landets svinebesætninger. Bakterierne fra staldene er hvert år årsag til blodforgiftninger og i enkelte tilfælde også dødsfald blandt mennesker. En tydelig sundhedstrussel, der følger med en svinebestand på 13 mio. svin. Den aktuelle sag om det enorme virusreservoir, som 17 mio. mink udgjorde med højrisiko for mutantudvikling af coronavirus, tydeliggør, at sundhedsrisikoen ved masseproduktion af husdyr ikke er uvæsentlig.
Kritiske konsekvenser har det også, når afføring fra svin spredes på markerne, fordamper ammoniak til luften og udleder store mængder kvælstof til vandmiljøet. I et 30-årigt perspektiv er Danmarks kvælstofudledning, hvoraf langt det meste kommer fra landbruget, faldet, men de seneste ti år er den faldende kurve vendt til en stigning, efter alt at dømme som følge af stadigt større svineproduktion.
Desuden er der klimabelastningen fra landbruget, som udgør godt en femtedel af den samlede danske udledning af klimagasser. Der er intet i vejen med masseproduktion i Danmark, hvis den kan foregå bæredygtigt og sikkert. Historien viser bare, at det ikke kommer til at ske, når det handler om masseproduktion af kød. Røster vil indvende, at vi ikke må risikere at skubbe produktionen til lande, hvor klimabelastningen er større. Men der er årelang konsensus om, at Danmark både skal være miljø- og klimaforegangsland og leve af højteknologiske arbejdspladser – uanset om det gælder landbrug eller industri. Og faktisk er dansk landbrugsproduktion ifølge miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen slet ikke blandt de mest klimavenlige i EU.
Alene de forhold kalder på en åben debat om, hvorvidt fremtidens landbrug i Danmark skal bevæge sig væk fra masseproduktion og op i værdikæden. Men også økonomien taler for at udvikle dansk landbrug væk fra en mere end 120 år gammel tradition med at eksportere bacon og smør til lave udsalgspriser. Der er meget langt fra en supermarkedspris i Storbritannien på 55-60 kr. pr. kg dansk bacon til en spansk sortfodsskinke til 1.500 kr. pr. kg eller det ellers højt besungne danske Lurpak-smør til samme kilopris, hvor fransk luksussmør med Fleur de Sel sælges 50 pct. dyrere.
Det er bestemt ikke første gang, at en branche i Danmark må igennem en større transformation for at matche global konkurrence. Den danske tekstilindustri toppede i midten af 1970’erne med 60.000 i ansatte, men høje lønninger pressede arbejdspladserne til især Asien. Tilbage er specialiserede job i design, markedsføring og salg, som bærer både høje lønninger og en eksport på over 3o mia. kr.
Årsagen til, at dansk landbrug har overlevet trods en relativt lav udvikling i værdikæden, er en syvdobling af produktiviteten siden 1966. Med langt færre ansatte til en relativt høj timeløn. Men langt ind i Landbrug og Fødevarer lyder erkendelsen også, at høj konkurrenceevne ikke er nok – det halter med innovationen, hvorfor organisationen selv kalder på udvikling mod mere forædlede fødevarer, mere planteforædling, højere fødevaresikkerhed og mere forarbejdning.
Det er oplagt, at forbrugerne er villige til at betale mere for fødevarer med en tydeligere historie, en større smagsoplevelse, lokal tilknytning, brug af historiske bearbejdningsmetoder eller fødevarer, som stammer fra en produktion, der er i trit med dagens forbrugerkrav til sikkerhed, klima, miljø og dyrevelfærd.
Heldigvis findes der en underskov af innovative danske fødevareselskaber inden for f.eks. fremstilling af øl og konfekture. Det er glædeligt, når dansk plantebaseret hakkekød gør sit indtog i Storbritannien. Og når gamle giganter som Arla viser nye takter med Unika-serien, og Carlsberg forfiner de gyldne dråber i Jakobsen-serien. Men vi skal længere ud over markstepperne end med karamelliseret hvidskimmelost, sydesalt og urtesnaps, som fortsat kun bidrager med ganske få procent af en samlet landbrugseksport på 170 mia. kr. Det er nødvendigt, at der skabes et partnerskab om at booste danske luksusprodukter på verdensmarkedet. Fødevareproducenterne skal være bedre til at udnytte mulighederne, der følger af verdens begejstring for det nye nordiske køkken, som restaurationsbranchen i det mindste frem til corona har svævet på.
At skubbe danske fødevarer op i værdikæden kræver teknologi. Til at sikre produktions-, hygiejne- og ingrediensudvikling samt avanceret smagsbedømmelse og til udvikling af bæredygtige emballager, der både honorerer sundhedskrav og et iøjnefaldende design. Her bør Danmark have en styrkeposition.
Tilskud til at bygge nye stalde eller udvide de gamle, så de kan øge omfanget af svineproduktionen, fastholder dygtige landmænd i et masseproduktions-spor. Lad os hellere reservere støtten til at fremme landbrug og fødevarevirksomheder, som arbejder mod kvalitet frem for kvantitet og som har fokus på at sætte danske madvarer på verdenskortet.hm
