Sorter hvor det giver mening
Leder
Regeringen er flere gange – også på denne lederplads – blevet kritiseret for at basere alt for store andele af Danmarks CO2-besparelser på endog særdeles umoden teknologi. Kritik har der også været af regeringens uvilje mod CO2-besparende tiltag, der stiller krav til borgerne i form af f.eks. ændrede mad- og rejsevaner.
Når det kommer til regeringens affaldsstrategi, er verden imidlertid vendt på hovedet. Her sværger regeringen til, at vi borgere nu selv skal sortere vores skrald i hele ti fraktioner – uagtet at det ikke er godtgjort, at det giver bedre mulighed for genanvendelse eller større klimagevinst med vores plastaffald eller gamle mælkekartoner.
tværtimod viser en ny Cowi-rapport bestilt af Miljøstyrelsen, at sorteringsanlæg kan sikre mindst lige så god kvalitet for disse fraktioner, som når hr. og fru Danmark møjsommeligt står og skyller makreldåserne af for at lægge dem i skraldebeholder nummer 10, mens plastikken omkring dåsen er smidt i en anden beholder, resterne af makrelmaden ryger i bio-spanden og frokostservietten i den gode gammeldags skraldespand under køkkenvasken.
Det virker ikke rigtig gennemtænkt på et område, hvor man rent faktisk er ret langt med de teknologiske løsninger til at gøre livet lettere for borgerne – eller i hvert fald ikke gøre det mere besværligt. Mens vi nøje regner minutters sparet pendlertid med, når vi taler indretning af vores infrastruktur, er tiden brugt til skraldesortering i hjemmet med indretning af sindrige skraldesystemer i familiens centrale køkken-alrum eller det lille lejlighedskøkken, tilsyneladende ikke noget, der indgår i den samfundsøkonomiske kalkule, når vi taler om affald.
Lægger man dertil, at kildesortering hos borgerne koster kørsel med flere – og dyrere – skraldebiler med tilhørende støj, forurening og CO2-udslip, at de mange beholdere til diverse fraktioner optager sparsomt udeareal i villahaverne og især i bykarreernes gårdmiljøer, og at kildesorteringen aldrig bliver så præcis, at der alligevel ikke skal eftersorteres, kan man godt forstå, at mange kommuner tøver med at indføre regeringens nye skralderegime og beder om udsættelse.
I de fynske kommuner har man beregnet, at kildesortering af plast alene i oplandet vil pålægge borgerne en ekstraregning på 30 millioner kroner årligt. Penge, som ifølge Cowis rapport kan spares, hvis plastikken forbliver i skraldespanden med tørt restaffald og udsorteres på et centralt sorteringsanlæg. Hertil kommer en CO2-besparelse på mindre kørsel ved central sorteringsløsning.
Jamen, det giver større samfundssind og ansvar for vores forbrug, når det bliver tydeligt for os, hvor meget og hvad vi smider væk, lyder et af argumenterne for mere kildesortering. Ud over at argumentet taler ned til befolkningens intelligens, er problemet, at der også kan argumenteres for den stik modsatte effekt: Jeg bliver måske mindre tilbøjelig til at købe refill af f.eks. sæbe og vaskemiddel, når jeg nu sorterer min plastik og med god samvittighed kan smide de hårde beholdere ud til genanvendelse i stedet for at genbruge dem hjemme hos mig selv. Kildesortering i hjemmet kan på den måde lige så vel være med til at legitimere vores brug-og smid-væk-kultur som den kan være med til at begrænse den.
Skal vi have gjort noget seriøst ved mængderne af vores affald, er den oplagte vej at kigge på den oprindelige kilde, nemlig producenterne, og til det udspil om producentansvar for emballager, som ventes at komme i 2025. Her vil det være fornuftigt dels at nudge producenterne mod mindre, renere og mere genanvendelig emballage, dels at se på ordninger, hvor vi kan tilbagelevere emballager, dér hvor vi køber varerne, a la flaskepant ved supermarkederne eller som visse vareleverandører, der tilbyder at tage kasser og anden emballage retur, når de kommer med leverancer næste gang .
Regeringens mission om at skubbe på den cirkulære økonomi og sikre bedre og mere genanvendelse er al ære værd. Men Cowis rapport kalder på et genbesøg af den nye affaldsstrategi. Miljøminister Lea Wermelin kunne i den anledning med fordel kigge mod nabolande som Norge, Sverige og Holland, der er gået den modsatte vej og satser på mere central eftersortering. Lad dog de teknologiske løsninger tage skraldet, hvor de kan, til glæde for både miljø, klima og borgere.trb
