Selv om det er med et sørgeligt bagtæppe - den brutale invasion af Ukraine - er beslutningen om oprustning af Danmarks forsvar det eneste rigtige at gøre, når den sikkerhedspolitiske situation har forandret sig i rekordtempo. Vi taler om et løft i de årlige forsvarsudgifter på over 18 milliarder kroner til godt 53,4 milliarder kroner i 2033.
Når det er sagt, så rejser den meget store milliardcheck en uundgåelig bekymring for, at Forsvaret ikke har de fornødne kompetencer, når der skal købes nyt grej ind. Det kan spænde over nye radarer og overvågningsudstyr, flere kampfly, forsvarsskibe, kampvogne, kamphelikoptere og redskaber til cyberforsvar. Forsvarets annaler er fyldt med sager, hvor milliarddyre teknologiindkøb fejlede eller skuffede som følge af dårlige kontrakter.
For 20 år siden var det EH101-helikoptere, der anvendes til redning og troppetransport, som ikke kunne præstere den forventede operationstid. Leverandøren kunne imidlertid ikke holdes op på det som følge af en ringe kontrakt. Springer man 20 år frem i tiden, er der tydelige tegn på, at de nye kampfly, F-35, larmer mere end beregnet. Men tvivlsomt er det, om staten kan sende en ekstraregning for kompensation til husejere videre til leverandøren Lockheed Martin.
Der var også det ubemandede spionfly Tårnfalken, der aldrig kom i luften fra dansk grund og i 00’erne måtte sælges for en slik til Canada, og Challenger-flyet, der i samme periode blev heftigt kritiseret af fagfolk for at have vanskeligt ved at manøvrere i hårdt vejr.
Desuden er der kommunikationssystemet DACCIS, som ifølge forsvaret selv ikke virkede efter hensigten, hvilket efter en retssag førte til, at Saab i midten af 2010’erne måtte betale cirka 200 millioner kroner til Forsvarets Materieltjeneste. It-systemet DeMars (Dansk Forsvars Management- og Ressourcestyringssystem) til over en milliard kroner har været under heftig kritik for at være en klods om benet på medarbejderne, og endelig har vi radarsystemet OceanEye fra 00’erne til 130 mio. kroner, der heller ikke virkede.
Den hårde konklusion er, at Forsvaret ikke magter større teknologiindkøb. Den mere nuancerede er, at en række forhold kan influere på, at Forsvaret langt fra altid får det bedste materiale til det givne behov til den billigste pris. Dels er der industrielle særinteresser, hvor muligheden for eksport af komponenter fra danske underleverandører, hvis man vælger et bestemt udenlandsk leverandør, kan føre til et valg af løsning, der ikke er optimal.
Der er også et syndrom i form af en statusjagt, hvor de enkelte værn - Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet - kæmper om at købe materiel og IT-udstyr af nyeste generation, uanset at en mere velafprøvet hyldevare måske kan dække et behov både billigere og bedre og uden børnesygdomme.
Materiel- og Indkøbsstyrelsen i Forsvarsministeriet har 2700 ansatte, og en del af dem har en uddannelse fra DTU. Der er i særklasse også behov for tekniske fagfolk, som i samarbejde med jurister kan få formuleret de rette tekniske krav, så der ikke opstår uforudsete fejl og mangler efter indkøbet. Mangler som i værste fald kan betyde, at materiellet ikke kan bruges - eller kræver dyre ekstraindkøb, for at udstyret kan fungere i den danske infrastruktur.
Eller hvad værre er: Man har undervurderet driftsomkostninger i form af udgifter til personel, operationer og vedligehold. Især det sidste er dyrt at overse: Regninger for vedligehold er de hurtigst voksende i vestlige forsvar, fordi stadig mere højteknologiske enheder kræver stadig mere vedligehold.
Der er måske ikke grund til bekymre sig for indkøbsskandaler i samme liga som gældsinddrivelsessystemet PSRM i skatteforvaltningen eller ejendomsvurderingssystemet, der er steget i pris fra 82 millioner til flere milliarder kroner. Listen af massive fejlinvesteringer på it-fronten er lang, og fælles for mange af dem er en malplaceret strategi om at udvikle nye og smarte løsninger på problemer, der måske kunne løses med en tilpasset hyldevare. Så galt behøver det ikke at gå her - forsvarsmateriel til Danmark udvikles ikke fra bunden.
Problemet kan mindskes, hvis Forsvaret vælger at bestille mere af det materiel, man allerede har. Alligevel er der grund til at oprette en central overvågningsenhed - en slags rigsrevision for Forsvaret - som kan gribe ind over for kontrakter og særinteresser, inden det når til ekstraregninger eller fejlslagne indkøb.
Folketinget kunne med fordel se mod Norge, hvor forslag til investeringer lægges ud til offentlige høring. Man kunne også se til Storbritannien, hvor en central uafhængig enhed, Government Digital Services, under Cabinet Office som høge holder skarpt øje med teknologi-investeringer - dog især på it-området - og også har trukket stikket på projekter, som vurderes aldrig at ville kunne fungere.
