Leder: Forskningen får brug for milliard-stor hjælpepakke

Det er altså en smule til den firkantede side når der står at for det medicinske område er der Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden at ty til, mens for fx AI og digitalisering "... er der knap så mange rige fonde at ty til, hvis statens bevillinger svigter." Jeg vil påpege at Villumfonden gennem mange år har været en særdeles stor spille på den bane, og de sidste par år har nu også Novo Nordisk Fonden lanceret en ambitiøs Natur- og Teknisk Videnskabelig satsning. Der arbejder jeg og mine kollegaer med nye strategiske og konkurrenceudsatte midler til Nat-Tek området, bl.a. med godt 0,5 mia. til Data Science for nyligt. Novo Nordisk Fonden er også sammen med de andre private fonde med til at financiere de såkaldte pinoercentre, med totalbudget på 1 mia. kr.

Ellers er det fine pointer, og det er særdeles vigtigt at 1% BNP ikke bliver målet i 2021 hvor Coronakrisen nok stadig driver kispus med vores økonomi, men at vi tør sætte forskningen og udviklingen i højsædet til gavn for de fremtidige generationer.

Disruptive udviklinger fremmes ikke af det nuvaerende system.

Det er jo en fantastisk uting, at dansk erhvevsliv sidder så tungt på de danske universiteter! Det, som udspiller sig i universitetsregi, er ikke ret meget andet end offentligt finansieret produktudvikling til privatøkonomiske aktører.

Den måde, som midlerne anvende på, strider desuden mod alt, hvad man ideologisk hævder at gå ind for i de kredse, som styrer "forskningen".

På de økonomiske fakulteter doceres den ideologi, man officielt står for over hele linjen, nemlig at markedet og den fri konkurence om at anbringe de værdier, som skabes på markedet, målt over bruttonaltionalproduktet, er garanten for udviklingen frem mod den bedste af alle verdener. Det er, med andre ord, markedsideologien, der dyrkes også inden for fagøkonomien, og derfor markedet, der skal råde, hvis udviklingen skal sikres.

Men det er ikke markedet, der styrer forskningen. Det er navngivne virksomheder og navngivne virksomheders donationer til projekter. Det er i stor stil repræsentanter for navngivne danske virksomheder, som sidder i universiteternes styringsorganer. Og en meget stor del af de såkaldt frie offentlige midler bindes op på projekter, som navngivne dansker virksomheder sætter i værk. Det er sådan, at for hver krone, en virksomhed lægger i et forskningsprojekt, som den selv definerer, så skal det offentlige spæde til med en tilsvarende, for at dette kan udspille sig i universitetsregi.

Det siger sig selv, at forskningen ikke kan være almennyttig på den måde.

Det, som udspiller sig på universiteterne nu, som følge af de seneste årtiers omkalfatring i markedets navn, er ikke i overensstemmelse med den ideologi, som erhvervslivet helst vil stå for ud ad til.

Hvis markedskræfterne skulle virke i forhold til at optimere anvendelsen af forskningsmidler, så skulle der være overensstemmelse mellem den pris, som forskningen har i forhold til det at udvikle markedsværdi. Det er der ikke. Virksomhederne kan styre forskningen uden om markedets love. Derfor anbringes de mange offentlige og private midler slet ikke optimalt, rent markedsøkonomisk. Det er brud på den ideologi, som de økonomiske fakulteter betales af private og offentlige kasser for at sprede. Man sigter uøkonomisk og ueffektivt mod noget, der kan være til egen fordel, binder de offentlige midler, som kunne have været brugt almennyttigt.

Det strider mod alle principper og det er forfærdeligt økonomisk og set ud fra en almennyttige betragtning, som ikke selv er bundet op på markedsideologien.

Forskningen i de grænsefelter, hvor den manglende overensstemmelse mellem privatøkonomiske og almennyttige interesser kunne afsløre sig, er forsømte, perverterede af den måde, som forskningen styres på. Man forsker med andre ord ikke i det, som videnskabeligt kunne afsløre den gældende forskningspraksis´ virkelige funktion for samfundet.

Det gælder især i miljøspørgsmål, hvor der er stor divergens mellem virksomhedernes umiddelbare økonomiske interesser og samfundets generelle behov for ren natur og almene værdier. Selv ministerier er tilbøjelige til at slagte de videnskabelige principper, når det fx handler om dansk landbrugs miljøpåvirkning. Sandheden er for dyr for de gældsatte bønder, og den finanssektor, som har finansieret det. Det ved man i det politiske system og alle leverandørerne af kemi, maskiner osv. til erhvervet vil ikke vide af disse sammenhænge. Det har vi ikke råd til!

Noget af det mest relevante, som der kunne forskes i, var netop sammenhængen eller mangelen på samme mellem det, som kan kaldes almeninteresser og privatøkonomiske interesser i forbindelse med det, som forfølges på universiteterne. Men det vil man ikke, fordi det handler om den orden, som lederen implicit tager udgangspunkt i.

Når man ser på den måde, som det såkaldte forskningsbaserede grundlag for vejledning af det politiske system i forbindelse med coronakrisen, har udspillet sig på, er det indlysende klart, at forskningen også her er gennemsyret af en snæver økonomisk ideologi, uden kontakt med proportionerne i udfordringen. Når statsministeriet op til d. 11/3 måtte be sundhedsmyndighederne om at springe op og falde ned på de sædvanlige snævre økonomiske overvejelser af hensyn til noget så uberegneligt som et forsigtighedsprincip, reagerede de liberaler medier ekstremt forudsigeligt i konfrontationen med budskabet om, at den sædvanlige form for økonomisk lummer faglighed var blevet sat i skammekrogen, netop af hensyn til det alt for abstrakte forsigtighedsprincip.

Det, som man kan håbe i forbindelse med den største udfordring, som vort såkaldte liberale samfund er blevet sat over for i nyere tid, er, at forskningen bliver fritstillet i forhold til de interesser, som sidder på universiteterne nu.

Det var snævre økonomiske interesser bundet op på et markedskommunistisk diktatur, der gjorde, at Covid-19 ikke blev stoppet i opløbet i Wuhan. Det kunne den fri verden godt se. Men den kan ikke se, at det er samme ideologi, der styrer den fri verden, bare mindre konsekvent!

Det er også snævre økonomiske interesser, der står i vejen, når de danske myndigheder nægter, at to mennesker er blevet smittet med Covid-19 af mink i Holland . Simpelt hen fordi at man ikke har råd til at tage konsekvenserne af den viden, som man har fra Holland. De danske minkfarme kunne blive nødt til at lukke og slukke, hvis man virkeligt indrømmede, at smitten går fri mellem mennesker og mink, hvad den faktisk gør i Holland. Derfor vælger myndighederne mod bedre viden at lade som om, at der kun er tale om en hypotese.

Det næste Wuhan kan derfor meget vel blive Danmark!

Vi trænger til fri forskning. Om der kommer flere eller færre midler til universiteterne på de gældende vilkår, er ligegyldigt.

Hvis virksomhederne tror, de har nogle gode ideer til produkter, så må de betale for udviklingen af disse produkter selv.

Grundforskningen og hele uddannelsesdelen i universitetsregi skal stilles frit ud fra en ikke ideologisk base, en moderne indstilling til forskning og samfund, hvor funktionsdiferentieringen igen får lov. Dvs. hvor erhversliv er erhvervsliv, hvor offentligt finansieret forskning er offentligt og defineret ud fra virkelige videnskabelige kriterier for at afgøre hvad der er sandt og værd at kvalificere som videnskabelig sandhed.

Videnskab for sig og økonomiske interesser for sig.

Det vi har nu er hverken eller, uanset hvor mange midler der hældes i lortet.

Lederen bekræfter lortet, fedter sig ind i det sædvanlige fnidder, hvor enhver dyrker sit og hvorfor ingen får ordentlig viden ud af noget som helst, af det, som udspiller sig inden for elendigheden.

... sådanne store samfundsomkostninger til BNP, når nødvendigheden af dem ikke er i direkte korrelation.