Leder: En dansk vaccinefabrik er ikke svaret på næste pandemi
Vaccinér hellere beredskabet
Leder
Forestil dig, at vores statsminister Mette Frederiksen 11. marts 2020 kunne have sluttet sin tale til nationen i forbindelse med den historiske nedlukning af landet af med at sætte vores egen danske vaccinefabrik i gang med at udvikle en vaccine til danskerne mod udyret covid-19. Og forestil dig så, hvilken forskel det ville have gjort.
Nu har vi jo ikke en dansk vaccineproducent, men tankeeksperimentet er alligevel vigtigt, når nu Mette Frederiksen faktisk vil sætte gang i en sådan for at sikre rigelige vaccineforsyninger til danskerne i fremtiden. Og konklusionen på tankeeksperimentet vil højst sandsynligt være, at en dansk vaccineproduktion i bedste fald ingen forskel ville have gjort, og i værste fald ville statsministerens nationalromantiske krav om ‘danskerne først’ have sat os ud af spillet om adgang til de hurtigst producerede og mest effektive vacciner.
Når det lykkedes at fremstille brugbare vacciner hurtigere, end nogen havde turdet håbe på, er det hverken enkelte stater eller vaccineselskaber, vi kan takke. Det er derimod et forbilledligt samarbejde mellem nationer, multinationale medicinalselskaber og forskere verden over. Her har internationaliseringen virkelig vist sit værd, og trods skønhedsfejl kan vi også takke EU for, at vi har vacciner nok i Danmark i dag – også til, at vi kan tillade os at være kræsne og vælge nogle fra.
Havde vi haft en dansk vaccineproduktion, havde det sandsynlige – og i hvert faldt mest fornuftige – scenarie været, at denne var gået med ind i internationale samarbejder. Med den styrke, vi traditionelt har på medicinalområdet, er det ikke helt langt ude at forestille sig, at et dansk selskab også var endt med en egnet kandidat – eller i hvert fald kunne have bidraget med en del af fremstillingen, som det er set i Belgien, hvor Pfizer-Biontech-vaccinen produceres. Faktisk har der allerede været forlydender om, at samme Pfizer-Biontech har drøftet vaccineproduktion i Danmark på Bavarian Nordics spritnye fabrik i Kvistgård i Nordsjælland. Det er dog værd at bemærke, at der her er tale om kapacitet til påfyldning og ikke selve produktionen af de væsker, vi har så hårdt brug for. Som det er fastslået fra forskerside også i dette medie, er det alt for omfattende at forestille sig, at et land som Danmark kan dække alle dele af produktionskæden.
Selv hvis man forfølger den utopi, at vi kunne få stablet en A til Z-produktion af vaccine på benene, ville det ikke have gjort en forskel for danskerne, så længe vi er med i et EU-samarbejde. Præcis som med den belgiske produktion ville de danskproducerede vacciner i dette tilfælde ryge ind i den europæiske pulje, hvoraf Danmark ville få sin andel på lige fod med andre EU-lande. En dansk statsminister, der i vores tankeeksperiment ville insistere på, at den danske vaccine først og fremmest var til danskerne, havde ikke alene gamblet med fremtidigt internationalt og europæisk samarbejde, men også med danskernes adgang til vacciner, i fald ‘vores egen’ skulle fejle.
Problemet med Mette Frederiksens ønske om en vaccineproduktion på dansk jord er ikke produktionen i sig selv. Det er måske ikke en tosset idé, at Danmark med sit stærke life- science-miljø bidrager til EU’s ambition om at stå stærkere på vaccineområdet. Det er den nationalromantiske begrundelse, den er helt gal med. En europæisk vaccineproduktion bør lægges, hvor det giver bedst mening for hele EU. Som flere forskere – herunder den netop afgåede direktør fra Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz – foreslår, ville Danmark kunne yde et vigtigere bidrag med et stærkt forskningscenter inden for vacciner og pandemibekæmpelse end en egentlig produktion. Vi har allerede et godt udgangspunkt for mere forskning med de to vaccineudviklingsprojekter, der foregår på dansk jord.
Vil Mette Frederiksen sikre danskerne bedre næste gang, en pandemi kommer på gennemrejse, skulle hun således hellere få skruet op for vores videnskapital og sikre en stærk europæisk arbejdsdeling på vaccineområdet. Og så skulle hun koncentrere de nationale kræfter om at blive bedre beredt – ikke med den vaccine, som vi ikke aner om er det rigtige våben til næste udyr – men med et langt bedre og hurtigere beredskab, end vi havde ved indgangen til 2020. Med styrkede bottom up-meldinger fra almen praksis-læger, så vi får opdaget smittemønstre hurtigere og med klare kommunikationslinjer mellem de forskellige myndigheder, så vi ikke spilder tid med uklare meldinger og rodet rådgivning.
Forestil dig, at skiturister hjemvendt fra Østrig i vinteren 2020, som ringede til deres læger med symptomer, der lignede ‘det dér covid-19’, man havde hørt om, var blevet taget alvorligt og sendt til test og hjemmeisolation. Forestil dig, at lægerne havde haft et meldesystem, som havde slået alarm, fordi der pludselig tegnedes et mønster, der lignede det, man havde set i Italien. Forestil dig en sundhedsstyrelse, der havde reageret prompte på denne alarm og et veletableret og øvet beredskab, der vidste præcis, hvem der skulle gøre hvad hvornår, og hvad der skulle sættes i gang. Mon ikke det havde ændret mere på de sidste to års historieskrivning end vaccinefabrikken i vores første tankeeksperiment. trb/hm
