Drømmen om dansk vaccineproduktion er langt fra mål
Leder
Mens Hendes Majestæt Dronningen meget velvalgt i sin nytårstale hyldede forskerne for deres indsats i denne hundredårs sundhedskrise, hvor corona hærger verdens samfund, så er der grund til at dvæle ved, om vi er gode nok til at tænke flere år frem og sikre, at næste generation af både vacciner og behandling mod kommende varianter af den plagsomme virus udvikles så hurtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre.
En ting står i hvert fald lysende klart: Statsminister Mette Frederiksens ambition fra foråret 2021 om, at vi allerede fra dette år selv skulle kunne producere coronavacciner på en fabrik på dansk jord – og det skulle i øvrigt allerhelst være en af mRNA-typen – faldt på kort tid til jorden med et brag.
Hatten af for, at statsministeren reagerede på de skridt til national protektionisme, som Tyskland, Frankrig, Italien og Holland tog i allerede i foråret 2020 i kapløbet om de eftertragtede vacciner. Glemmes skal ikke, at landene – i største fortrolighed – indledte et samarbejde om opkøb af vacciner til sig selv. Det endte heldigvis med et fælles EU-indkøb for alle EU-lande, for Danmark kunne meget vel være blevet kørt over op til de første stik.
Men statsministeren gik ikke ud og tordnede mod de store landes usolidariske mission. I stedet indledte hun en bizar rundrejse til nationalistisk orienterede politikere i Israel og Østrig i håb om at etablere en fælles vaccineproduktion mellem de tre lande. Det endte dog i ingenting. Mette Frederiksen er imidlertid ikke den, der river plastret af og erkender et politisk selvmål.
I stedet fik vi et hudfarvet coverup i form af en markedsundersøgelse, der skulle afdække, om medicinalbranchen var interesseret i at bygge en fabrik i Danmark. Det faldt ej heller godt ud. Regeringen var alt for tidsoptimistisk omkring, hvor hurtigt en produktion kan stables på benene – det var i hvert fald et gennemgående svar til myndighederne fra de fremmødte medicinalvirksomheder, viser referater. Eller også havde virksomhederne slet ikke et produkt klar.
Statsminister-ambitionen blev også afvist med, at det danske marked simpelthen var for lille til investeringer i den milliardklasse, som vaccinefabrikker er. Pfizer og Moderna – som ellers pt. står på sejrsskamlen for vellykket vaccineudvikling – mødte slet ikke op. Kun Bavarian Nordic var positiv, men deres dygtighed ufortalt har selskabet for det første ikke en færdigudviklet vaccine og kunne ikke love en ren dansk vaccineproduktion. Produktion i hele produktionskæden forankret i ét land findes ganske enkelt ikke.
Det er nemt at være bagklog, men havde statsministeren gjort sit forarbejde bedre, havde hun vidst, at det er umuligt på halvandet år at stable en rent national vaccineproduktion på benene. Sagen endte i stedet med en afplukket national ambition, hvor Bavarian Nordic fik et løfte om op til 800 millioner statsstøttekroner til at færdigudvikle deres coronavaccine, mod at selskabet gennemfører fase 3-forsøg og det lidt uklare ‘opskalering af den kommercielle produktion’.
Heldigvis er Bavarian Nordics fase 2- forsøg gået godt, ifølge selskabet selv, og i bedste fald kan der indgives ansøgning om godkendelse af vaccinen i slutningen året. Trods den utilslørede statsinitierede pick the winner-mission, skal der gives cadeau for at støtte de danske forskere ikke alene i en nytårstale, men også ved konkret at afhjælpe et finansieringshul til patientforsøg. Det er regeringens bedste udgang i jagten på en vaccinefabrik, hvor man endnu ikke ved, om mRNA-vaccinerne kan få os endeligt ud af pandemien.
Men vi er langt fra i hus, for ingen ved, hvilken teknologi der vinder på den lange bane. Bavarians Virus Like Particles-teknologi (VLP) er kendt for at være sikker og effektiv, men ingen kender langtidseffekten. Derfor skal vi fortsat have øje for andre og nye vaccinetyper, der kan blive nødvendige alternativer, når vi skal have 5., 6. og 7. stik.
Desuden er det værd at bemærke, at Bavarian Nordic netop har meldt ud, at fase 3- forsøget for en virusvaccine mod luftvejssygdommen RSV, de også udvikler på, koster over 1,6 milliarder kroner og forventes klar om et år. Det er bestemt ikke urealistisk, at samme tids- og omkostningsniveau gælder sidste del af udviklingen af selskabets corona-vaccine ABNCoV2, der udspringer af forskning på Institut for Immunologi og Mikrobiologi på KU med professor Ali Salanti i spidsen.
Statsstøtten går alene til forskningen – som altså er dyr – og ikke til den industrielle del, ligesom tidshorisonten forekommer optimistisk, set i lyset af RSV-udviklingen. Især hvis man medtager den tid, det tager at bygge vaccineproduktion op. Vaccineudvikling og -produktion er voldsomt dyr, tager lang tid og kræver tung myndighedsbehandling.
Det er samfundssind – og i øvrigt god samfundsøkonomi – at have fuldt fokus på at give de mest optimale betingelser for at kunne drive udviklingen mod både styrket coronavaccineproduktion og nye vaccinetyper i mål. De første skridt er taget – nu må regeringen sørge for en fast lane til sidste del af missionen.
Killerargumentet er, at vores nuværende coronaindsats er voldsomt dyr. Det estimeres fra landets sundhedsøkonomer, at alene testindsatsen sidste år kostede landet 10 milliarder kroner. Dertil kommer dyre hospitalsindlæggelser for ikke at tale om både tabte arbejdstimer og tabt omsætning, der følger sygdom og restriktioner.hm
