Vi lukker grønne ingeniøruddannelser, fordi de foregår på engelsk
LEDER
I den forløbne uge kom det frem, at de fleste danske universiteter lukker studier, der foregår på engelsk. Mellem dem er en række tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, herunder til ingeniør, som erhvervslivet skriger efter. Lukningerne viser, hvor slemt det kan gå, når udlændingespørgsmålet – i dette tilfælde for SU-turister fra Østeuropa – inficerer andre områder af den politiske beslutningsproces, hvor fornuften normalt er i højsædet.
De engelsksprogede studier lukker efter pålæg fra uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V), som igen følger en fem år gammel politisk aftale med bred opbakning i Folketinget. Aftalen lægger et loft over SU-betalingerne til andre EU-landes borgere på 400 mio. kr., for at undgå at den danske statskasse bliver drænet for SU-betalinger til udlændinge. Den blev vedtaget, umiddelbart efter at en EU-dom i 2013 fastslog, at studerende fra andre EU-lande har ret til SU i Danmark, hvis de arbejder mere end ti timer om ugen her i landet.
Loftet blev overskredet sidste år, og det vil ministeren nu sikre ikke sker igen. Danmark må imidlertid ikke udelukke EU-studerende fra at melde sig ind på universiteterne herhjemme. Men vi kan sætte en sprogbarriere med dansk som undervisningssprog på så mange studier som muligt. Derfor kræver Tommy Ahlers, at universiteterne lukker engelsksprogede uddannelser, så der kommer mindst 1.000 færre studerende fra EU til næste år, end der var i år.
Inden vi opremser de uheldige konsekvenser, så lad os lige gennemgå præmisserne for den politiske beslutning. Antallet af udenlandske studerende, der modtager SU, er naturligvis steget, siden en dom fastslog, at de har ret til det. Men ifølge ministeriets egne rapporter, der fokuserer på de nye og knap så velstående EU-lande i Østeuropa, er væksten ikke tiltaget efter dommen. Vi har altså ikke fået SU-turisme.
Rapporterne fra ministeriet fokuserer på, at kun hver tredje af de udenlandske studerende bliver i Danmark og arbejder. Resten bliver en underskudsforretning for den investering, vi foretager ved at betale deres uddannelse og evt. SU. Rapporterne fastslår imidlertid også, hvad tidligere rapporter fra institutioner har fremhævet: Den tredjedel, som bliver i landet, skaber så store indtægter, at det betaler regningen for de to tredjedele, som rejser hjem – og mere til. Samtidig har rapporterne ikke forsøgt at estimere værdien af, at der i andre EU-lande sidder velkvalificerede borgere med indgående kendskab til vores lille land fra deres studietid.
Desuden viser ministeriets egne rapporter to tendenser: 1) Jo længerevarende uddannelse der er tale om, desto større er chancen for, at kandidaterne bliver i Danmark og ovenikøbet til en løn svarende til danskernes. 2) Hvis der er tale om en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse, så øger det yderligere chancen for at holde på udlændingene i forhold til samfundsvidenskab og humaniora.
Ser vi på, hvilke engelsksprogede uddannelser der lukker, går teknologi og naturvidenskab ikke fri. DTU er friholdt for lukninger, men må til gengæld ikke oprette nye engelsksprogede studiepladser for at afbøde ingeniørmanglen. Københavns Universitet skærer hovedsageligt ned på de naturvidenskabelige fag, og på Aalborg Universitet går nedskæringerne primært ud over den bæredygtige ingeniøruddannelse i afdelingen i København.
Der er vel at mærke tale om studier, som har en overvægt af danske studerende, selv om de foregår på engelsk. Ingen har overblik over, hvilke studier de unge danskere i stedet vil vælge.
Både Aalborg og de øvrige universiteter forsvarer sig med, at de har fået en bunden opgave af ministeren. Om den kunne være løst på andre måder, er vanskeligt at vurdere udefra. Sikkert er det dog, at ministeren vasker hænder ved at lægge ansvaret for nedskæringerne ud til universiteternes selvstyre, i stedet for at sikre at det er studierne med den ringeste værdi for samfundet, der står for.
Skadevirkningerne er til at få øje på. For det første barbarer vi antallet af studiepladser til fremtidens teknisk funderede arbejdskraft ned, selv om industrien skriger på kandidaterne. For det andet lukker vi for at tage de bedste og mest oplagte udenlandske studerende til landet, selv om det er en god forretning for os. For det tredje markerer vi på vores universiteter, at vi lukker os om os selv ved hjælp af vores sprog.
Verden bliver stadigt mere globaliseret, og både industrien og universiteterne selv opfordrer danske studerende til at tage ud i verden og få den erfaring, som skal til at klare sig i en globaliseret verden.
Hvis bare der så var tale om enkeltstående dumhed, men de lukkede studiepladser rammer ind i en tendens til, at frygten for det fremmede – i dette tilfælde en invasion af polakker og rumænere på jagt efter dansk SU – kommer til at stå over fornuften. Et andet eksempel er vores behandling af udenlandske topforskere, som vi truer med udvisning, hvis de formaster sig til at berige os med deres talenter ud over de snævre rammer i deres kontrakt med et universitet. Et tredje eksempel er dagpengeregler, som straffer danskere, der tager arbejde i udlandet.
Det er ikke dansk, når det er dejligst. Det er dansk, når det er dummest.mbr
