Danmark har over 7.000 kilometer kystlinje og en stærk tradition for offentlig administration. Alligevel er der slet ikke styr på, hvordan vores kyster og havnebyer beskyttes bedst mod vandmasserne.
På Vestkysten sørger Kystdirektoratet for at fodre med nyt sand, når havet æder sig ind på kysten. Men andre steder i landet er beskyttelsen lagt i hænderne på dem, der ejer grunde ved kysten. Som Ingeniøren har afdækket i en stribe artikler, betyder det, at nogle grundejere lader stå til, mens andre slår sig sammen om at sikre en lille strand – med det resultat, at det går hårdere ud over nabostranden.
Den manglende styring og organisering af kystbeskyttelsen har størst konsekvenser i de områder af landet, som med stadigt kortere intervaller bliver ramt af stormflod og oversvømmelser. Senest var det tæt på at gå galt i Limfjorden, hvor stormen Egon gav rekordvandstand i Lemvig. Kun kommunens egen betonmur på havnen forhindrede den helt store oversvømmelse.
Skal resten af Limfjordsbyerne beskyttes, kræver det enten kilometervis af lokale diger eller en sluse eller høfdeforlængelse ved Thyborøn, som helt eller delvist kan lukke Vesterhavet ude, når højvande truer. Det sidste er det billigste, men det kræver statslig regulering og samordning, der tillader kommunerne at bidrage til en fælles løsning.
Tilsvarende gælder for Roskilde Fjord. En slags dæmning med barrierer, som kan rejses fra fjordbunden i tilfælde af højvande, kan enkelt holde vandet ude af de områder, der blev oversvømmet ved stormen Bodil.
I København er byens politikere ikke i tvivl: Det er både smartere og billigere at bygge en barriere ved havneindløbet end at hæve hver eneste bygning omkring havnen for at undgå de massive oversvømmelser, som truer mod slutningen af dette århundrede. Men også her efterlyses statslig stillingtagen.
Skal de danske fjorde og havne sikres, kræver det, at staten blander sig og i det mindste fastlægger retningslinjer, som gør det muligt at opføre og betale for de nødvendige dæmninger og sluser.
Indtil videre er kystbyborgmestrenes bønner om statslig handling imidlertid prellet af på Christiansborg. Skiftende ansvarlige ministre har henvist til, at en ny analyse, skrevet af ministerielle embedsmænd, skal afklare, hvordan den danske kystlinje fremover bedst kan sikres. Analysen skal være færdig ved udgangen af i år, og arbejdsgruppen er båndlagt af et kommissorium, der fastlægger en forudsætning om, at det også fremover er grundejernes eget ansvar at holde vandet ude af deres ejendom.
Det vidner om en manglende forståelse for, at indbyggerne i Lemvig, Jyllinge og andre udsatte byer bliver nødt til at finde sandsække frem, hver gang DMI varsler forhøjet vandstand, lige indtil de får en permanent løsning. Når nu beregningerne viser, at nye barrierer er den bedste løsning, så er borgmestrenes frustration forståelig. For jo længere vi venter, des større er risikoen for, at den næste storm giver flere ødelæggelser end de foregående.
