Kritik er videnskabens livsnerve
Leder
ordene redeskidere og bavianer optræder i en verserende sag om forskningsfejl og intern kritik på Aarhus Universitet, som Berlingske har beskrevet gennem de seneste uger. At de stammer fra magtfulde Flemming Besenbacher, formand for Carlsbergfondet, gør ikke sagen mindre speget.
Sagen tager udgangspunkt i en opsigtsvækkende forskningsartikel om kunstig intelligens, som aarhus-forskerne Jacob Sherson og Klaus Mølmer fik publiceret i Nature i 2016. Artiklens konklusion om, at mennesket var stærkere end algoritmerne til at løse en kompleks kvantefysisk problemstilling i et computerspil, viste sig imidlertid at bygge på en simpel fejl i algoritmen.
Den slags sker i videnskabens verden – opsigtsvækkende resultater, der efter peer-review er trykt i anerkendte tidsskrifter, viser sig til tider at være fejlbehæftede. Et friskt eksempel er fundet af molekylet fosfin i Venus’ atmosfære, som en britisk-amerikansk forskergruppe beskrev i Nature Astronomy i 2020. Efterfølgende genanalyserede andre forskere data og stillede spørgsmål til konklusionen, og forskergruppen erkendte en fejl.
Det er da heller ikke fejlen i sig selv, der har ført til furore på det naturvidenskabelige fakultet. Fejlen er blevet til en sag, fordi forskerne var flere år om at erkende den, til trods for at kritikere satte spørgsmålstegn ved resultatet. De har tøvet med at udlevere den algoritme, forsøget byggede på, og først i slutningen af 2019 blev artiklen trukket tilbage, da en kollega fandt fejlen – der var byttet rundt på minus og plus et enkelt sted i algoritmen. I mellemtiden har artiklens hovedforfatter modtaget både forskningspris og fondsstøtte.
Sagen har fået kolleger til at sætte spørgsmålstegn ved forløbet og kritisere Sherson og Mølmer for forhaling. Samme konklusion er universitetets praksisudvalg kommet frem til. De har stemplet arbejdet som »tvivlsom forskningspraksis« og påpeger, at forskerne burde have undersøgt fejlen af egen drift og udleveret koden langt hurtigere.
Nu kunne man så tro, at Flemming Besenbachers hårde ord var rettet mod Sherson og Mølmer – førstnævnte tildelte Carlsbergfondet et legat på 15 mio. kroner i den periode, hvor forfatterne overhørte kritikken, og det kunne måske give anledning til utilfredshed hos fondens formand. Alt ære og respekt til Besenbacher for, at han her respekterer videnskabens væsen og ikke dømmer dygtige forskere ude, fordi de begår fejl.
Besenbachers vrede er i stedet rettet mod de kolleger på Aarhus Universitet, der har tilladt sig at stille kritiske, men berettigede, spørgsmål til forfatterne om forskningsarbejdet og det efterfølgende forløb. Besenbacher kalder disse kolleger ukollegiale og skriver i en mail til rektor sågar, at de har fået et minus i hans bog – en formulering, der let kan læses som en udelukkelse fra fondspenge.
Men lige så vigtigt det er, at der skal være plads til at begå fejl, når man som forsker konstant bevæger sig i ukendt land, lige så vigtigt er det, at der er plads til kritik af såvel resultater som forskningsmetoder og -forløb i det videnskabelige miljø. Særligt i en tid, hvor pseudoforskningen har alt for gode kår med konspirationsteoretikerne som villige markedsføringskanaler, er det alfa omega, at universitetsforskerne holder fanen ekstra højt og konstant arbejder for at finde frem til den bedst opnåelige sandhed.
Sagen fra Aarhus antyder flere udfordringer: Med den komplikationsgrad, hastighed og mængde, forskningen er nået i dag, rækker peer-review ikke som sikkerhed. Af samme grund bruger flere tidsskifter også åbne reviews, og andre tillader forskere direkte at kommentere offentliggjorte artikler. Intern som ekstern kritik skal tages alvorligt, og vi skal have en kultur, hvor det giver lige så meget anerkendelse at finde en fejl ved et opsigtsvækkende resultat som at finde frem til det opsigtsvækkende resultat i sig selv.
Videnskabens kritiske tradition udfordres i en fondsfinansieret forskningsverden. Her er det stjernerne med de opsigtsvækkende forskningsresultater, der løber med såvel æren som pengene. Mens vandbærerne, der gør det mindst lige så vigtige arbejde med at trykprøve den kendte sandhed og efterprøve utrolige forskningsresultater, kan have sværere ved at få plads i Nature og hente deres løn hjem. Her bør både forskningsfonde, politikere og universiteter kigge indad og minde sig selv om, at fremragende forskning og videnskab ikke bæres af stjerneforskere alene.
Mens Besenbachers helt utilstedelige indblanding på Aarhus Universitet nok er det mest sensationelle i sagen, er forløbet internt på fakultetet lige så væsentligt. Berlingskes dækning fortæller også historien om to forskere, der efter at have begået en utilsigtet fejl, som ikke ville have været problematisk, hvis den bare blevet rettet straks, efterfølgende føler sig forfulgt af kollegerne. Det er historien om en usund fejlkultur, som heller ikke hører hjemme i et videnskabeligt miljø. Her skal findes en balance mellem en åben kritisk tilgang forskere imellem og plads til at lave fejl og lære af dem.trb
