Lad os stoppe inuits flugt fra naturen
Celebrating the nature of nature, sådan lyder sloganet for BLOOM festivalen om natur og videnskab, som blev afholdt under Søndermarkens grønne træer i denne weekend.
Både vejret og programmet var fantastisk. Til forskel fra Roskilde Dyrskue, som jeg også havde glæden af at overvære denne weekend, var der på BLOOM god plads til at nyde, lytte, lege og lære. Selvom programmet bød på videnstunge temaer som gravitationsloven & relativitetsteorien, epigenetik, social intelligens og partikelfysikkens standardmodel, for ikke at nævne frokostfysik med Holger Bech Nielsen, så fik man meget ud af at lytte. Selv uden ekspertise og også selvom man tilfældigvis kom forbi midt i en debat, var det både spændende og relevant.
Særligt et programpunkt ramte noget i mig. Søndag klokken 12.30 var der symposium under titlen Menneskets flugt fra naturen med Rane Willerslev, professor og ny direktør for Nationalmuseet, og Frank Erichsen kendt fra tv-programmet Bonderøven på DR.
Disse to ellers ret forskellige herrer havde en meget enstemmig samtale omkring menneskets flugt fra naturen. Samtalen handlede mest om, hvordan vi ikke længere videregiver evnen til at leve i og af naturen. Evner som de kalder handlingsbåret kundskab. Frank Erichsen beskriver det som viden, der ikke kan overdrages via skrift men kun via handling. Rane Willerslev tilføjer, at det er denne type viden, den handlingsbårne kundskab, som er lært gennem erfaring og derfor er ægte viden. Til forskel fra viden opnået gennem bøger, der er potentiel viden. Han understreger også, at tilegnelse af erfaring og dermed ægte viden bygger ryggrad og selvtillid. Denne viden er afhængig af, at der er erfarne personer i det rigtige miljø, der videregiver viden til efterkommere. Sådan som samfundet er bygget op i dag, er der mindre og mindre plads til denne type viden.
Selvom jeg er stor tilhænger af velfærd, lighed og sygesikring, så er dette for mig et konkret eksempel på, at det moderne vestlige samfund ikke nødvendigvis kun bevæger sig i retning af noget bedre. Lige netop dette er interessant for mig som grønlænder, da jeg ofte finder mig selv prøve at forstå, hvad de grønlændere, som vil væk fra Danmark, ønsker i stedet for. Det er svært for mig at forestille, at nogen kunne ønske sig ringere velfærd og mindre sikkerhed for fremtiden. Til gengæld kan jeg godt se, hvordan man kunne ønske sig at bevare tætte relationer til den bredere familie, evnen til at bruge naturen og dens ressourcer og den selvsikkerhed, der kommer med disse. Alle ting, som er vigtige elementer i den grønlandske kultur. Nok også i højere grad end mange steder i hvad vi kunne kalde den vestlige verden.
Jeg tror på, at vi i Grønland stadig har muligheden for at bevare og udnytte en stor andel af vores handlingsbårne kundskaber. Men ligesom mange andre steder, så forsvinder denne viden hastigt i disse år. I Grønland kan dette i nogen grad også skyldes en bevægelse mod det mere vestlige, hvilket for mig kan forklare en del af den modvilje, som nogle grønlændere kan have mod Danmark og det danske.
Hvad kan vi gøre i Grønland for at videregive de grønlandske kundskaber, inden de er væk for altid?
Min personlige forhåbning er, at man kunne lade de kulturelt vigtige kundskaber indgå som en del af de formelle uddannelsessystem. Dette betyder for mig ikke at oversætte lærerbøger til grønlandsk og bytte H. C. Andersen ud med Sassuma Arnaa, der skal mere til.
Indenfor det næste år ønsker man eksempelvis at oprette en naturvidenskabelig universitetsuddannelse i Grønland.
For mig at se er det helt oplagt, at man tager denne mulighed for at lave en anderledes naturvidenskabelig uddannelse med et særligt grønlandsk fokus. Ikke kun ment på den måde, at den skal omhandle den grønlandske natur, hvilket selvfølgelig er oplagt. Jeg mener på den måde, at de studerende lærer om naturen ikke bare gennem bøgerne og med et konventionelt naturvidenskabeligt udgangspunkt, men at de studerende samtidig lærer om naturen gennem brugen af den og ved at lære, hvordan man begår sig i den under vejledning fra de få i Grønland, som efterhånden har denne type af viden. De studerende skal ikke læse om, hvordan man fermenterer søkonger i sælskind, de skal fermentere søkonger i sælskind.
Det er selvfølgelig vigtigt at sikre sig, at de studerende ikke uddanner sig til arbejdsløshed, fordi de tillærte kompetencer ikke er efterspurgte. Helt konkret skal uddannelsen være meritgivende til videreuddannelse og give kompetencer, der er efterspurgt i samfundet. Set i lyset af symposiet med Frank Erichsen og Rane Willerslev, så vil man kunne uddanne unge med bedre selvtillid og et dybdegående kendskab til den grønlandske natur. En natur som har stor international interesse grundet transportmuligheder, råstofudvinding, forskning og klimaforandringer.
Det vil ikke være ligetil at lave en sådan uddannelse. Man vil ikke bare kunne tage den danske model og skalere ned til Grønland. Det er netop en del af pointen – Grønland kan noget særligt, og det skal udnyttes. Det er heller ikke altid, at den danske måde at gøre tingene på, er den rigtige for Grønland. Natur og viden om naturen er et område, hvor det vil være oplagt at gøre det på den grønlandske måde.
Mange grønlændere er trætte af, at man forsøger at leve op til vestlige standarder i samfundet. En kamp, som ofte er tabt, og som sætter Grønland øverst på de kedelige lister og nederst på de positive lister. Her har vi muligheden for at forsøge at være gode til noget, som vi engang og måske stadig er gode til, nemlig vores forhold naturen. Her er der potentialet for, at man kan lave noget nytænkende, som udnytter lige netop det, som gør Grønland og grønlænderne til noget særligt.
Det er de færreste unge grønlændere, der ikke har fanget og tilberedt fisk og fugl. Det er stadig i dag en naturlig del af det at vokse op i Grønland. Dette er noget, som der er en værdi i ikke bare for den enkeltes selvtillid og forhold til naturen, men også for samfundet som helhed. Dels er brugen af naturen et stærkt kulturbærende element i Grønland, men der er også en vigtig sundhedsfordel, som nogle måske overser.
I vores del af verden er nutidens største problem, at vi har for nem adgang til mad og for lidt incitament til at bevæge os. Dette resulterer som bekendt i diverse livsstilssygdomme. Det kræver ganske enkelt for få kalorier at skaffe sig en kalorie. Hermed et andet område, hvor den moderne verden heller ikke bevæger os i en udelukkende positiv retning. I Grønland er mange stadig delvist selvforsynende. Hvis man gjorde det til en politisk målsætning, et nationalt kostråd, at vi i Grønland bør fange og fiske egne råvarer som vi før har gjort, så sørger man samtidig for at folk bevæger sig, bruger tid sammen i familien og spiser sund mad, der oven i købet vil være mere klimavenlig end det meste importerede mad. Det kræver dog, at vi lærer de kommende generationer at fange og fiske og udnytte naturen. Heri ligger også, at vi sikrer os, at det bliver gjort på en bæredygtig og forsvarlig måde. På måder der sikrer sundhed og fremtidige generationer baseret på den nyeste viden, der kan opnås via skrift.
Det er min tro, at flere og flere af verdens unge søger denne type af viden og praktisk erfaring i naturen, og at en sådan uddannelse derfor vil kunne tiltrække internationale studerende og at Grønland, hvis vi er modige nok, kunne blive et forbillede.
