Det bliver kaldt en brydningstid. Industri 4.0, et paradigmeskifte på arbejdsmarkedet - med blodsprængte øjne bliver der råbt ”disruption - omstil dig eller dø!”
Det er grove løjer.
Men når det kommer til mit felt - 3D-print – så er det eneste, jeg hører: ”Ulven kommer!” Debatten er unuanceret og skal tilbage på sporet. 3D-print vil ikke ændre alt, hvad vi ved og kender til i dag eller i morgen. Ændringerne vil ske over en noget længere periode.
3D-print er fremtiden
3D-print går en lysende fremtid i møde. Det begyndte faktisk allerede at lysne helt tilbage i midten af halvfemserne, da min søster og jeg startede vores virksomhed og begyndte at arbejde med 3D-print. 3D-print vil være én blandt flere afgørende teknologiske, der i fremtiden ændrer vores liv - på arbejdet og i hjemmet.
Allerede nu har 3D-print sine forcer. Teknologien er på visse områder den billigste og hurtigste produktionsform. 3D-print giver altså industrien nye muligheder, som kan reducere omkostningerne og sætte fart på produktionsudviklingen af nye produkter.
Debatten er unuanceret
Så langt så godt.
Men i disse år bliver der kommunikeret mangt og meget om disruption og om 3D-printets fortræffeligheder. Her i landet er det dog ganske få, som har ekspertise eller blot erfaring med at betjene de nyeste 3D-print teknologier. Det betyder desværre, at debatten om 3D-print bliver unuanceret.
I bedste fald medfører al den fornyede snak om moderne IT, at vi vil være klædt bedre på til fremtidens samfund. Det er eksempelvis positivt, at KEA og andre ingeniøruddannelser begynder at undervise i 3D-print. Og jeg får også flere henvendelser fra forskelligartede virksomheder, som ønsker at prøve kræfter med 3D-print.
Men i værste fald frygter jeg, at al den unuancerede debat om 3D-print vil medføre, at markedet med tiden mister troen på 3D-print. For det er som eventyret ”Drengen og Ulven”. De første gange drengen råber ”Ulven kommer!” tror alle, at fåreflokken er ved at blive ædt. Men de bliver narret. Til sidst er der ingen der tror på drengen.
3D-print er fremtiden. Men det vil ikke revolutionere produktionen i dag, i morgen, om et år eller ti. Udviklingen tager ganske enkelt tid.
