Kan jeg overbevise dig på 4 minutter?
Vores institutdirektør på DTU Fotonik har en ambition om, at medarbejdere, herunder alle ph.d.-studerende, skal være dygtige til at sælge deres videnskabelige arbejde. Derfor arrangeres der "Pitch Workshops", hvor vi som ph.d.-studerende på kort tid skal sælge vores projekt, herunder specielt samfundets behov for vores arbejde.
Til aften deltog jeg sammen med tre andre ph.d.-studerende, og vi havde hver især forberedt korte præsentationer til vores pitches. Udgangspunktet var, at projektet skulle præsenteres for et publikum med teknisk baggrund, men som ikke har specialviden inden for vores specifikke forskningsområde. Endvidere var der en stram tidsbegrænsning på fire minutter for præsentationerne.
Tit laver vi præsentationer for andre, som arbejder på samme type problemer eller inden for samme forskningsfelt, og i disse præsentationer kan mange basale elementer tages for givet. I mit område er det eksempelvis velkendt, hvad en fotonisk krystal og et kvantepunkt er, samt at bølgenaturen af lys er vigtig, når lyset vekselvirker med materialer på mikro- og nanoskala.
Disse selvfølgeligheder var det dog nødvendigt at lægge væk, og som en stor fysiker en gang sagde:
"If you can't explain it simply, you don't understand it well enough"
Det var interessant og lærerigt at tænke på de store linjer i sit ph.d.-projekt; I dagligdagen er det nemt at glemme det langsigtede perspektiv, når man sidder fordybet i detaljerne.
Har jeg overbevist dig? Hvis ikke, så tag et kig på min "Elevator Pitch".
