Kampen om forbrugerelektronikkens produktlevetid i 2021
Forbrugerelektronikkens levetid har lige som de foregående år været en del i fokus i 2021 i Danmark. Dette lange blogindlæg giver en grundig status og analyse af 2021 og muligheder og barrierer i kampen for at sikre forbrugerelektronik længere produktlevetid. Afslutningsvis peges på seks forskellige tiltag, der er afgørende for, om det går bedre med forbrugerelektronikkens levetid i 2022.
Hvorfor er elektroniks levetid vigtig?
At forbrugerelektronik er relevant at diskutere i et produktlevetidsperspektiv er beskrevet mange steder, blandt andet i de europæiske miljøorganisationers rapport Cool products fra 2019: “Extending the lifetime of all washing machines, notebooks, vacuum cleaners and smartphones in the EU by just one year would save around 4 MtCO2 annually by 2030, the equivalent of taking over 2 million cars off the roads for a year.”
Trods en relativ lille mængde elektronikaffald fra husholdninger - knapt 15 kg pr. dansker pr. år (jf. Affaldsstatistikken for 2019) - er det den store mængde råvarer og dermed også energi, der medgår til produktionen, og som derfor kan siges at være indlejret i produktet, der gør forbrugerelektroniks levetid vigtig. Derfor er der et stort økonomisk tab og ressourcetab, når elektroniske produkter kasseres i stedet for at blive repareret. Danske erhvervsorganisationer har beregnet, at den økonomiske værdi af et elektronikprodukt, der repareres eller genbruges, er mere end 150 gange højere end værdien fra genanvendelse af den tilsvarende mængde materialer.
Helt aktuelt har et forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om Forsyningstilsynet netop været i høring. Baggrunden for lovforslaget er ”den politiske aftale om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi som regeringen indgik i juni 2020 med V, R, SF, K, LA og ALT.” Det bemærkes i høringsbrevet, at håndtering af affald omfattet af udvidede producentansvarsordninger for blandt andet elektronik er reguleret i særlovgivning. Lovforslaget ændrer ifølge høringsbrevet ikke ”ved de eksisterende producentansvarsordninger eller fastlægger de nærmere rammer for den konkrete udmøntning af de nye producentansvarsordninger.”
Oversigt over tiltag og aktører i 2021
Det er vigtigt at karakterisere de forskellige tiltag og initiativer med fokus på forbrugerelektronik ud fra hvor i elektronikkens produktlevetid tiltagene fokuserer. De typer tiltag, der især har været i fokus i 2021, er:
Type 1: Tiltag, der skal sikre design af produkter med lang levetid
Type 2: Tiltag, der skal forlænge produktlevetiden hos forbrugeren
Type 3: Tiltag, der skal sikre længere produktlevetid gennem genbrug af produkter, som forbrugeren ikke længere har behov for
Type 4: Tiltag, der skal forlænge produktlevetid gennem genbrug af produkter, som forbrugeren har kasseret
De centrale aktører, der indgår i kampene om forbrugerelektronikkens levetid er producenter og forhandlere og deres organisationer, professionelle reparationsvirksomheder samt civilsamfundets initiativer fra lokale reparationscafeer (repair cafeer) til den internationale reparationsbevægelse og dens samarbejde med forbruger- og miljøorganisationer.
Når jeg anvender vendingen ”Kampen om forbrugerelektronikkens produktlevetid” skyldes det kontroverser om blandt andet hvilke krav, der kan og bør stilles til produkterne og deres reparationsmuligheder, samt hvem der har ret til at reparere produkterne. Det er kontroverser, som både udspiller sig på internationalt niveau i form af lobbyvirksomhed i EU fra både erhvervs- og miljøorganisationer, og i Danmark i forbindelse med Folketingets forhandlinger i 2018 om klimaplanen for affaldssektoren og planens endelige vedtagelse i 2020, om strategier for affaldsforebyggelse, om reklamationsperiodens længde og om hvem, der har ret til at reparere elektronik.
De følgende afsnit analyserer tiltag og erfaringer fra 2021 inden for hver af de fire nævnte former for tiltag.
Analyserne fokuserer på hvorvidt og hvordan tiltagene medvirker til at forlænge produkters levetid, og hvilke former for produktforældelse og ressourcetab de bidrager til at reducere.
Type 1: Tiltag, der fokuserer på design af produkter med lang levetid
EU’s planer for regulering af design af forbrugerelektronik med henblik på at længere produktlevetid er ikke imponerende.
Det er kun få grupper af forbrugerelektronik, der nævnes i det seneste studie udført for EU-Kommissionen af potentialet for cirkulær økonomi for elektriske og elektroniske produkter, nemlig routere og lignende netværksudstyr samt eksterne strømforsyninger (Preparatory study for the Ecodesign and Energy Labelling Working Plan 2020-2024) . Som MULIGT tiltag, der kan få betydning for produkters levetid, nævnes et krav om at fremtidige eksterne strømforsyninger skal kunne bruges på forskellige produkter.
Et andet krav, der kan medvirke til at sikre lang produktlevetid, er EU’s krav, som trådte i kraft i 2021 i form af en forordning, der blandt andet kræver adgang til software- og firmwareopdateringer for elektroniske skærme – dvs. blandt andet computerskærme og fjernsyn. Sådanne opdateringer skal være til rådighed ”gratis eller til en rimelig, gennemsigtig og ikkediskriminerende pris i mindst otte år, efter at den sidste enhed af en bestemt produktmodel er bragt i omsætning”.
Type 2: Tiltag der fokuserer på at forlænge produkternes levetid hos forbrugeren
Mulighederne for at reparere et produkt kan være afgørende for at kunne forlænge produktets levetid, hvis det på en eller anden måde bliver defekt.
Ud over de før nævnte krav om adgang til software- og firmwareopdateringer for elektroniske skærme stiller EU fra 1. marts 2021 krav for nogle få grupper forbrugerelektronik krav om tilgængelighed af visse reservedele samt krav om, at disse reservedele skal kunne udskiftes med almindeligt forekommende værktøj uden at beskadige produktet (!). Kravene blev vedtaget i 2019 og er ind til videre udviklet og nu altså trådt i kraft for vaskemaskiner, opvaskemaskiner og elektroniske skærme. Selvom kravene er begrænsede, er det værd at huske på, at det at der overhovedet er EU-krav til reparationsmuligheder er et resultat af den europæiske reparationsbevægelses kamp for reparérbare produkter i kamp med industriorganisationers lobbying for, at der kun skulle stilles krav produkternes genanvendelighed.
En survey af forbrugernes reparationsbehov og -erfaringer i 2019-2020 og offentliggjort i 2021 i forbindelse med projektet ”Affald og ressourcer på tværs” peger på, at det ikke er reservedeles tilgængelighed, der begrænser omfanget af reparationer i Danmark, men snarere relativt dyre reparationer sammenlignet med prisen for et nyt produkt. Det betyder, at en del produkter kasseres uden at blive repareret – med tab af økonomisk værdi og ressourcemæssig værdi til følge.
Surveyen viste et stort reparationsbehov for relativt nye (dvs. mindre end 5 år gamle produkter) mobiltelefoner, computere og køkkenmaskiner. Surveyen viste endvidere, at reparationen af 50-85% af forbrugerelektronik med et reparationsbehov opgives. Den primære årsag til at reparationer opgives er IKKE manglen på reservedele, men prisen på reparationer sammenlignet med udgiften til at købe et nyt produkt til erstatning af det gamle produkt.
Omvendt kan et krav om adgang til reservedele, som forbrugeren selv kan udskifte, være vigtige for at forlænge et produkts levetid – som f.eks. adgang til en ny elektrisk pære til et køleskab eller en fjernbetjening til et fjernsyn. Det er dog en forudsætning, at prisen for reservedelene er rimelig i forhold til anskaffelse af et nyt produkt – eksempelvis kan en ny trådkurv til en opvaskemaskine sagtens koste op til 1/3 af detailprisen for en ny opvaskemaskine på tilbud fra samme producent, hvilket kan betyde at produkter kasseres, selvom de fungerer, og erstattes af et nyt produkt
Billigere reparationer ved hjælp af fradrag og reduceret moms?
Dansk Erhverv havde håbet, at håndværker- og servicefradraget fra 2022 også kunne omfatte reparationer af blandt andet forbrugerelektronik for at stimulere forbrugernes incitament til at få produkter repareret. Denne ændring blev dog ikke en del af finansloven for 2022, idet håndværkerfradraget udfases, og servicefradraget fra 2022 kun omfatter udgifter til børnepasning, rengøring, vinduespudsning og havearbejde og dermed ikke reparation af eksempelvis forbrugerelektronik.
En del EU-lande, herunder Holland og Belgien, har indført reduceret moms på reparationer – dog synes forbrugerelektronik ikke at være omfattet. Sverige har også indført reduceret moms på reparationer - og her er forbrugerelektronik omfattet - samt statsligt tilskud til reparationer udført af håndværkere i hjemmet. Danmark halter altså bagefter nogle andre lande på dette område.
Køkkenmaskiner – en produktgruppe med behov for forbedring
Den førnævnte survey viste, at elektriske køkkenmaskiner er et produktområde med relativt hyppige reparationsbehov og få gennemførte reparationer. Ca. 10% af husstandene har i løbet af et år behov for at få en køkkenmaskine repareret, og samtidig er det relativt nye produkter, der går i stykker - 57% af reparationsbehovet opstår således hos produkter, som er mindre end 5 år gamle.
Problemet forstærkes af et lavt omfang af gennemførte reparationer af køkkenmaskiner – ca. 13% af maskiner med et reparationsbehov repareres, hvilket er en væsentligt lavere reparationsandel end for mobiltelefoner (ca. 45%) og computere (ca. 50%). De væsentlige årsager til at køkkenmaskiner ikke repareres er i følge surveyen, dels at udstyret ikke kan repareres – måske fordi maskinen er samlet med snapfix, så den ikke kan adskilles uden at blive ødelagt, dels manglende tilgængelighed af reservedele. Køkkenmaskiner er således et produktområde med behov for bedre kvalitet og bedre muligheder for reparationer. Der er dog endnu ikke tegn på, at EU tager fat i dette produktområde.
Branchekilder har sagt, at problemet med produkter inden køkkenmaskiner måske især forekommer hos såkaldte ”non-brand” produkter i form af eksempelvis butikskæders private label mærker. Alt i alt er køkkenmaskiner således et produktområde, hvor forhandlere i Danmark med fordel kunne se kritisk på deres sortiment og f.eks. kun sælge produkter, der kan repareres, og hvor der er adgang til reservedele til rimelige priser.
Bedre vedligeholdelse kan forlænge produktlevetiden
Forebyggende vedligeholdelse som service kendes fra professionelle produkter for at undgå nedbrud på maskiner og dermed tab af kostbar produktionstid. Inden for forbrugerelektronik har en ny forretningsmodel set dagens lys: Virksomheden Fixrs er baseret på, at forbrugere vil betale for at undgå reparationer. Fixrs tilbyder således forbrugere via SMS at blive erindret om, hvornår deres hårde hvidevarer skal afkalkes for at forhindre nedbrud og reparationsbehov.
Kan et reparationsindeks udvikle et marked for reparérbare produkter?
Den franske stat har indført et reparationsindeks for fem grupper forbrugerelektronik, som producenter skal selvdeklarere deres produkter med, og som forhandlere skal gøre synligt for forbrugerne.
Ind til videre omfatter det franske indeks kun fem produktgrupper (vaskemaskiner, smart phones, laptops, fjernsyn og elektriske plæneklippere), hvor produktets reparationsmulighed vurderes af producenten på en skala fra 1 til 10 ud fra scores for:
Tilgængelig og forståelig information om produktets brug
Beskrivelse af hvordan produktet adskilles med henblik på reparation
Reservedeles tilgængelig og leveringstid – det er ikke en forpligtelse at sørge for tilgængelighed af reservedele, kun til at informere om deres tilgængelighed og leveringstid
Prisen på reservedele – sammenlignet med prisen på et nyt produkt
Muligheden for gratis online assistance med fejlfinding
Den internationale reparationsbevægelse ser det franske initiativ som en vigtig milepæl i kampen for billigere reparationer og for forbrugerens ret til reparation af sine produkter. Bevægelsen peger dog også på en række begrænsninger i initiativet: ”While this index is a key milestone for the Right to Repair in Europe, it isn’t without limitations. From how easy it is to obtain a good grade to self-declared scores by manufacturers and no sanctions until 2022, it comes with challenges that are important to acknowledge and discuss.”
Den franske regering har varslet, at reparationsindekset i 2024 vil blive udbygget til et holdbarhedsindeks. Et forberedende studie - igangsat af den franske styrelse for bæredygtig omstilling (ADEME) og med involvering af en række forskellige aktører - har analyseret og peget på en række produktkarakteristika, der bør indgå i en mærkningsordning baseret på et holdbarhedsindeks med kriterier for de enkelte produktgrupper. Kriterieområderne foreslås at skulle omfatte produktets pålidelighed/driftssikkerhed (”reliability”) samt muligheder for reparation og opgradering af produktet.
EU-krav kan udvikles bottom-up gennem nationale tiltag
Selvom det nuværende franske reparationsindeks - og måske også et kommende holdbarhedsindeks - har sine begrænsninger, så viser erfaringer fra andre politikområder, at etablering af en obligatorisk mærkningsordning kan skabe et marked, der giver forbrugerne mulighed for at vælge produkter ud fra mere produktinformation end pris. Endvidere kan mærkning betyde, at producenter begynder at orientere deres produktudvikling og forretningsmodel efter en mærkningsordnings kriterier, jf. den energieffektivisering der synes at være sket af en række hårde hvidevarer som følge af introduktionen af EU’s energimærkning.
Set i et omstillingsperspektiv kan nye EU-tiltag udvikles på baggrund af nationale tiltag i en række EU-medlemslande. Da EU i sin tid udarbejdede en restriktiv procedure for godkendelse af GMO-fødevarer efter i en række år at have været tøvende, skete det fordi regeringer og miljøorganisationer i en række EU-medlemslande havde etableret restriktive ordninger. Den franske regering synes at være bevidst om muligheden for at påvirke fremtidig EU-regulering, da aktiv lobbying i EU nævnes som en af strategierne i udviklingen af holdbarhedsindekset.
Inspireret af det franske reparationsindeks kunne forhandlere af forbrugerelektronik i Danmark begynde at konkurrere om at komme først med at ”rationalisere” dele af deres sortiment ved hjælp af det franske reparationsindeks og synliggøre det for forbrugerne – eller måske allerede nu orientere sig efter det kommende holdbarhedsindeks. Da det primært er internationale virksomheder, der producerer og sælger forbrugerelektronik i Danmark, vil erfaringer fra Danmark kunne anvendes i andre lande, hvor virksomhederne er aktive.
Der er altså ingen grund til, at hverken danske myndigheder eller virksomheder i Danmark skal holde sig tilbage og afvente, at der kan blive enighed om nye EU-krav.
Reparationsbevægelsens krav om right to repair
Forskellige landes og EU’s tiltag i retning af at skabe grundlag for længere produktlevetider er blandt andet inspireret af de nationale og internationale reparationsbevægelser som Right to Repair i Europa og The Repair Association i USA og af den spirende forskning i en række lande af muligheder og barrierer for at sikre længere levetid for forbrugerprodukter.
Både den amerikanske og den europæiske reparationsbevægelse er blevet stærkere i de senere år, trods begrænsninger på at afholde lokale reparationsaktiviteter med frivillige og borgere som følge af Corona-restriktioner. Også det danske netværk af reparationscafeer er aktiv i den internationale reparationsbevægelse.
Reparationsbevægelsen sætter blandt andet fokus på retten til gennem reparation at kunne forlænge levetiden for de produkter man ejer. Den globale reparationsbevægelse i USA og EU og deres kamp for retten til at kunne få repareret produkter sker under sloganet ”Right to repair”. Bevægelsen mener, at hvis man ejer et produkt, så har man ret til at reparere det eller få det repareret. Ifixit anvender sloganet ”If you can't fix it, you don't own it” i sit “self-repair manifesto”.
Det er vigtigt at forstå den tætte kobling mellem kampen for lettere og billigere reparationer OG mængden af produkter, der enten kasseres og afleveres på en genbrugsplads eller gemmes i skuffer og skabe hos forbrugerne i håb om, at det en dag vil være muligt at få produktet repareret. Jo vanskeligere og jo dyrere reparationer, jo flere produkter kasseres.
Reparationsbevægelsens krav i USA og tech-giganternes kamp imod
Den amerikanske reparationsbevægelse arbejder for at sikre retten til at kunne få sine produkter repareret med henvisning til, at den amerikanske monopollovgivning forbyder en producent at nægte andre virksomheder at reparere dens produkter.
Kampen i USA kæmpes fra delstat til delstat. De lokale amerikanske reparationsinitiativer bliver inspireret af hinanden, men lige så snart lovgivning er vedtaget i en delstat, bliver der ofte anlagt retssager fra virksomheder, brancheorganisationer og deres advokater for blandt andet at forhale implementering af lovgivningen. Disse kontroverser er beskrevet detaljeret i en gennemgang på Wikipedia under opslaget ”Electronics right to repair”.
Den amerikanske bevægelse har formuleret fire hovedkrav til (forbruger)elektronik:
Produktet skal være konstrueret og designet, så det let kan repareres. Eksempelvis bør komponenter ikke være limet fast eller på anden måde fastgjort, så de ikke kan udskiftes
Forbrugeren (“end user”) og uafhængige reparationsvirksomheder skal på rimelige markedsbetingelser (”fair market conditions”) have adgang til originale reservedele og værktøjer (både software og fysisk værktøj).
Design og programmering må ikke forhindre reparation. Reparationsbevægelsen peger på, at ”komponentparring” (”part pairing”) er en gammel metode, der i stigende grad er blevet brugt af producenter af forbrugerelektronik for at forhindre andre virksomheder eller forbrugeren i at reparere sine produkter. Eksempelvis har Apple gjort det mindre attraktivt at udskifte et display på en smart phone ved, at nogle funktioner ikke længere fungerer optimalt med et nyt display.
Et produkts reparérbarhed skal kommunikeres klart af producenten.
Senest har Apple dog tilkendegivet, at de vil leve op til kravet om, at uafhængige reparationsudbydere kan tilbyde iPhone- og Mac-reparationer, som ikke er dækket af garantien. Tilbuddet gælder også i Danmark. Ændringen skyldes måske, at Apple i USA er blevet identificeret som en af de virksomheder, der sammen med Amazon, Google og Microsoft står bag forsøgene på at stoppe amerikansk lovgivning baseret på ”right to repair”.
Flere danske reparationscafeer startet
I Danmark er der de sidste par år startet en række nye reparationscafeer i regi af Repair Café Danmark, så der nu er mere end 60 lokale reparationscafeer.
Repair Café Danmark samarbejder med LB Forsikring om udvikling af cafeerne og deres netværk gennem blandt andet støtte til lokale cafeers køb af værktøj. En række cafeer bruger lokaler i kommunale bygninger til deres månedlige reparationsarrangementer. Corona har både i 2020 og 2021 været en udfordring for cafeerne, hvor frivillige og brugere er forsamlet i et lokale, og frivillige hjælper brugere med at reparere mindre forbrugerelektronik og tøj.
Mens de fleste reparationscafeer hidtil er startet i større byer, er der i 2021 etableret reparationscafeer i fire mindre byer i Lejre kommune finansieret af Landdistriktpuljen. Cafeerne skal både bygge på eksisterende sociale relationer og udvikle nye sociale relationer i de fire mindre byer.
Nationalt og internationalt samarbejde i reparationsbevægelsen
Repair Cafe Danmark er som nævnt medlem af den europæiske reparationsbevægelse Right To Repair [repair.eu], hvor også det internationale netværk af reparationscafeer og The Restart Project deltager. Repair Café Danmark er desuden medlem af Forbrugerrådet Tænk’s rådsforsamling af landsdækkende organisationer.
Repair Café Danmark er endvidere sammen med Aalborg Udvikling ved at udvikle en miljøberegner, der kan beregne miljøgevinsten ved at reparere produkter, som typisk repareres i en reparationscafé.
Civilsamfundets reparationserfaringer kan anvendes fremadrettet ved at blive systematiseret og analyseret. Anvendelsen kan både være intern gennem erfaringsudveksling mellem reparationscafeer om hvordan bestemte produkter kan repareres og ekstern ved at gøre borgerne opmærksomme på mulighederne for og vigtigheden af at reparere produkter.
Vellykkede og mislykkede reparationer kan anvendes til at stille krav til nuværende og fremtidige produkter. Et fælles initiativ er europæiske og amerikanske reparationsorganisationers oprettelse af The Open Repair Alliance: “The Open Repair Alliance is an international group of organisations committed to working towards a world where electrical and electronic products are more durable and easier to repair”. Alliancen vil skabe bedre muligheder for civilsamfundets reparationsaktiviteter: “We’re building an Open Repair Data Standard to enable community repair groups around the world to collect and share open data on electronics repairs performed at their events.”
Læring og indflydelse fra reparationserfaringer
The Open Repair Alliance har samlet erfaringer fra mere end 50.000 reparationer af såkaldt "småt elektronik” – forstået som produkter, der kan bringes hen til en reparationscafé og er i gang med at analysere dataene.
Formålet er – gennem hvad man kan kalde citizen science - dels at systematisere hvordan erfaringer fra reparationscafeer skal registreres for at gøre dem sammenlignelige, dels at analysere reparationserfaringer inden for specifikke produktgrupper og gøre dem egnede til anvendelse i politisk arbejde.
20 reparationsfrivillige har blandt andet i 2019 ved en såkaldt ”fixfest” analyseret ca. 600 reparationer af computere, og som del heraf blandt andet systematiseret hvordan forskellige fejl skal beskrives.
Senest har man i juni og juli 2021 lanceret dels en BattCat, dels en TabiCat, hvor man systematiserer erfaringer fra reparationer, som har involveret henholdsvis batterier og laptops. Valget af disse produktgrupper skyldes dels at disse reparationer ofte er vanskelige, dels fordi EU er i gang med at udvikle krav til holdbarhed til produkter med batterier og laptops.
Reparationsbevægelsen ønsker blandt andet at finde ud af om de vanskelige reparationer skyldes, at køb af nye batterier er meget dyre, eller batterierne er vanskelige eller umulige at udskifte. Bevægelsen er utilfreds med, at udkastet til EU-regulering for laptops IKKE omfatter krav til tilgængelighed til reservedele og vil søge at påvirke EU’s regulering på baggrund af sine analyser af reparationserfaringer.
EU synes også at anerkende den voksende reparationsbevægelse, idet EU’s INTERREG-program finansierer projektet ”SHAREPAIR - Digital Support Infrastructure for Citizens in the Repair Economy”, hvor et antal byer og universiteter i Nordvesteuropa samarbejder om at fremme lokale reparationsinitiativer gennem udvikling af digitale værktøjer med henblik på “decrease WEEE from consumer products by scaling up citizen repair initiatives through the use of digital tools”. De digitale værktøjer skal “stimulate and facilitate citizen repair by collecting repair solutions and making them easily accessible to citizens.”
Enkelte virksomheder er efter sigende begyndt at vise interesse for at kunne lære af civilsamfundets reparationserfaringer i forhold til design af fremtidige produkter.
Lige som de internationale netværk er Repair Café Danmark og Aalborg Universitet i gang med at analysere erfaringer fra mere end 1000 danske reparationer, og se hvilken læring om produktdesign og tilgængelighed til reservedele m.m., der kan fås ud fra både gennemførte og mislykkede reparationer.
Lokale reparationsinitiativer kan kombinere reparation, uddannelse og beskæftigelse
Bedre og billigere lokale reparationsmuligheder kan måske skabes ved at koble ønsket om at forlænge produkters levetid sammen med mulighederne for at skabe flere lokale arbejdspladser og et stærkere lokalt civilsamfund.
På denne blog blev der i 2020 beskrevet et koncept for at udvikle lokale reparationsstrategier, hvor der på baggrund af de lokale reparationsbehov og -erfaringer samt den lokale reparationskapacitet i civilsamfundet og hos lokale virksomheder udvikles en strategi for, hvordan den lokale reparationskapacitet kan videreudvikles gennem etablering af flere reparationscafeer og større eller flere kommercielle reparationsvirksomheder. Flere lokale reparationer kan betyde besparelser for borgerne, skabe flere arbejdspladser og skabe stærkere lokale sociale relationer.
Nogle af de kommuner, der har udviklet deres klimaplaner for 2050 i regi af projektet DK2020 nævner ovennævnte kombination af erhvervs-, beskæftigelses- og miljøpolitik i deres planer - om end det ikke er klart om fokus er på de produkter, som forbrugerne stadig tillægger værdi og derfor ønsker repareret og/eller på genbrugelige produkter, som borgerne ikke længere tillægger værdi og derfor ønsker at skille sig af med.
I Albertslund kommunes klimaplan er sociale indsatser beskrevet som del af indsatsen for cirkulær økonomi: ”Sociale indsatser prioriteres: Vi prioriterer fællesskabsorienterede cirkulære indsatser som reparationsværksteder, der inddrager jobsøgende og unge uden uddannelse, og aktiviteter med genanvendelse og genbrug målrettet børn og unge i Albertslund.”
I Køge kommunes klimaplan nævnes med henvisning til et tidligere forslag fra Dansk Affaldsforening, at man vil ”[U]nderstøtte en socialøkonomisk reparationsvirksomhed, der kan arbejde med genbrug og reparation af elektronikaffald. …. Dansk Affaldsforening har derfor foreslået, at kommunerne, efter belgisk forbillede opretter socialøkonomiske (reparations) virksomheder, der kan styrke den cirkulære økonomi og samtidigt hjælpe borgere, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet”.
Affaldsaftalen fra 2018 kræver, at kommunale genbrugspladser skal have et område for genbrugelige genstande:
”Flere kommuner har allerede i dag et område, hvor borgerne kan stille ting til genbrug. Fremadrettet forpligtes alle kommunale genbrugspladser til at stille et sådant område, container el. lign. til rådighed, hvor borgerne kan levere genstande til direkte genbrug. Genstandene skal først gøres tilgængelige for private aktører, herunder frivillige organisationer og borgere.”
Det vil derfor antagelig give kommunerne færrest problemer i deres understøttelse af lokale reparationsmuligheder, hvis de fokuserer på produkter, der ikke allerede er kasseret og er afleveret som affald, og hvis deres initiativer involverer både velgørende organisationer og lokale virksomheder.
Type 3: Tiltag der skal sikre længere produktlevetid gennem genbrug af produkter
Der kan stadig være en økonomisk værdi for borgeren i et brugt elektronikprodukt, som man ikke længere har brug for. Der er i de senere år således etableret flere nye forretningsmodeller baseret på, at forbrugere ønsker at sælge fungerende produkter, fordi de ønsker at købe et nyt produkt eller af andre grunde ikke længere har behov for et produkt. Dermed kan sådanne forretningsmodeller kan forlænge produkters levetid.
Kommercielle genbrugsmodeller for forbrugerelektronik
Flere virksomheder, herunder Blue City, Greenmind og Power har i nogle år tilbudt at købe brugte mobiltelefoner og for Blue Citys vedkommende også brugte laptops og computere af private forbrugere. Virksomhederne tjekker, at produkterne fungerer og reparerer dem eventuelt, og giver en reklamationsperiode eller en garanti ved salg det brugte produkt (jf. f.eks. Blue City’s handelsbetingelser).
Senest har kæden Power under navnet Repower udvidet deres køb af brugte produkter til at omfatte alle former for forbrugerelektronik. Her får forbrugeren imidlertid IKKE penge for at sælge et brugt produkt, men kun points, der kan anvendes til at købe andre produkter i Power.
Set i et ressourceforbrugsperspektiv bliver det interessant, om et initiativ som Repower forlænger eller forkorter forbrugerelektroniks levetid. Hvis en forbruger føler sig lokket til at udskifte et produkt tidligere end ellers planlagt og køber et nyt produkt i stedet, og hvis det samtidig viser sig vanskeligt at få solgt de brugte produkter, så kan sådanne ordninger måske forkorte levetiden for en del produkter – og dermed øge ressourceforbruget!
Socialøkonomiske og kommunale genbrugsinitiativer for elektronik
En del frivillige organisationers genbrugsbutikker og en del kommunale affaldsselskabers sælger også brugt forbrugerelektronik (og mange andre produkter), som forbrugerne ikke længere har behov for og donerer til genbrug. Disse butikker foretager normalt ikke reparation, men forbereder produkterne til at kunne genbruges, f.eks. ved at de rengøres.
Store netværksbaserede socialøkonomiske virksomheder med fokus på skabelse af arbejdspladser gennem reparation og salg af blandt andet genbrugelig forbrugerelektronik (og andre forbrugerprodukter) kendes blandt andet fra Frankrig i form af den socialøkonomiske virksomhed Envie og fra Flandern i Belgien i form af Kringwinkel. Kringwinkel beskriver deres beskæftigelsesindsats således: ”Social employment: De Kringwinkel offers employment and training to people who have a hard time finding a job on the labour market”.
Sådanne erfaringer inspirerede i 2021 en roadmap for øget reparation og genbrug af elektronik i projektet Affald og ressourcer på tværs til at beskrive ideen om at skabe flere arbejdspladser i Region Hovedstaden gennem øget reparation, vedligehold og genbrug: ”Tiltaget skal etablere et netværk af aktører ved dels at skabe flere reparations- og vedligeholdelsesmuligheder for borgere, dels at skabe socialøkonomiske arbejdspladser for både yngre og ældre udsatte borgere.”
Type 4: Tiltag der skal forlænge produktlevetid gennem genbrug af kasserede produkter
En af de kontroverser om forbrugerelektronik, som fyldte en del i pressen i efteråret 2021, var kontroversen mellem producentansvarsorganisationen Elretur, producentforeningen for forbrugerelektronik Applia og blandt andet affaldsselskabet AVV i Vendsyssel om kommunale affaldsselskabers mulighed for at frikøbe kasserede hårde hvidevarer af Elretur og derefter sætte hvidevarerne i stand og derefter sælge dem til forbrugere.
Det var en ordning, som AVV og flere andre affaldsselskaber havde praktiseret i nogle år, men organiseret på forskellige måder (ordningerne er tidligere beskrevet på denne blog.
Kontroverser om sådanne kommunale genbrugsinitiativer er set tidligere. I 2017 tilkendegav Ankestyrelsen på baggrund af en henvendelse fra Dansk Industri, at kommuner (og dermed også de kommunalt ejede affaldsselskaber) må ”tage imod genbrugsgenstande, når det sker som en naturlig afrunding af kommunens opgaver på affaldsområdet, herunder opgaven med at forebygge affald.”
Kommunale ordninger med reparation og salg af kasserede hvidevarer
Hos AVV bliver hvidevarerne solgt gennem en kommunal genbrugsbutik, hos Aalborg Forsyning gennem De Grønne Hvidevarer, mens ARC har en aftale med virksomheden Recirk om at istandsætte og sælge genbrugelige hårde hvidevarer indleveret på ARC’s genbrugspladser.
De Grønne Hvidevarers forretningsmodel er udviklet i samarbejde med AVV og Aalborg Forsyning og er blandt andet baseret på erfaringer fra stifterens erfaring som montør med at en del hvidevarer kasseres for tidligt: ”….der findes flere typer af kasserede hvidevarer. Den ene type er dem der rent faktisk er udtjente, og hvor det derfor giver rigtig god mening at miljøbehandle dem (adskille materialerne, omsmelte og lade dem indgå i produktionen af nye) Den anden type derimod, er alt for tidlig kasseret og slet ikke i nærheden af at være udtjente og da det stod klart, blev ideen til ”De Grønne Hvidevarer” født!”
Kontroversen i 2021 om reparation og salg af genbrugelig forbrugerelektronik
Den seneste kontrovers om disse ordninger opstod i efteråret 2021, da Elretur ønskede at hæve prisen for at frikøbe kasserede hårde hvidevarer af Elretur i forbindelse med Elreturs plan om i samarbejde med HJ Hansen og Stena Recycling i 2022 at etablere to sorteringsanlæg for elektronikaffald i henholdsvis Øst- og Vestdanmark.
Nogle af de centrale problemstillinger, der har været fremme i forbindelse med kontroversen, er:
Vil der være reparationsvirksomheder, som vil være interesserede i at købe genbrugelig forbrugerelektronik fra de to sorteringsanlæg?
Vil en central ordning for genbrug og genanvendelse håndtere genbrugelige hårde hvidevarer så skånsomt, at de genbrugelige produkter faktisk kan genbruges – og dermed udbrede modellerne fra blandt andet AVV, ARC og Aalborg Forsyning til hele landet?
Vil Elreturs ordning betyde øget genbrug af andre former for forbrugerelektronik end hårde hvidevarer, f.eks. elektriske køkkenmaskiner? En analyse, som Elretur har fået foretaget viser, at 5% af de kasserede produkter inden for ”småt elektronik” kan repareres og genbruges
Vil Elreturs kommende ordning betyde øget genanvendelse af komponenter sammenlignet med den nuværende shredder-skrotning af elektronikaffald, der primært er fokuseret på materialegenanvendelse?
I et produktlevetidsperspektiv vil det være spændende, hvis Elreturs medlemmer blandt producenter og forhandlere af forbrugerelektronik anvender erfaringer med hvilke kasserede produkter, der kan repareres (de omtalte 5%), og hvilke der ikke kan repareres (de resterende 95%), i fremtidige beslutninger om design af fremtidige produkter, valg af butikssortiment af forbrugerelektronik samt udvikling af rådgivning af forbrugerne om brug, vedligeholdelse og reparation af de forskellige former for forbrugerelektronik.
Hvornår kommer der en modernisering af det danske producentansvar for elektronik?
Det er interessant, at kontroversen mellem blandt andet AVV, Applia og Elretur er opstået i en periode, hvor der ventes på, at miljøministeren skal udforme regler, der skal muliggøre og lovliggøre forretningsmodeller som blandt andet AVV’s og De Grønne Hvidevarers ved – jf. et lovforslag fra februar 2020 - at ”modernisere indsamlingen og behandlingen af elektronikaffald” således, ”…..at flere affaldsaktører får mulighed for at indsamle elektronikaffald fra husholdninger uden om den etablerede producentansvarsordning, som i dag bl.a. omfatter en kommunal indsamling af elektronikaffaldet fra husholdningerne.”
Der er som tidligere nævnt en tæt kobling mellem reparationsbevægelsens kamp for lettere og billigere reparationer og mængden af for tidligt kasseret forbrugerelektronik. Denne form for økonomisk produktforældelse var således sammen med udviklingen af nye forretningsmodeller for reparation og genbrug af elektronik i stil med AVV’s og De Grønne Hvidevarers en del af baggrunden for, at miljøministeren i 2019 fik hjemmel til ”implementering af affaldsdirektivets minimumskrav til eksisterende udvidede producentansvarsordninger, indførsel af udvidet producentansvar for emballage og modernisering af indsamling og behandling af elektronikaffald”.
Vil en modernisering af udvidet producentansvar for elektronik forlænge produkternes levetid?
Ovennævnte hjemmel førte som nævnt til fremsættelse af et lovforslag i februar 2020. Lovforslaget skal for elektroniks vedkommende implementere affaldsdirektivets minimumskrav til eksisterende udvidede producentansvarsordninger og samtidig modernisere indsamling og behandling af elektronikaffald. I bemærkningerne til lovforslaget fra 2020 beskrives at, ”[U]dvidet producentansvar betyder, at producenterne af bestemte produkter skal tage ansvaret for deres produkter, når disse bliver til affald. Det betyder i praksis, at producenterne får ansvaret for håndtering af affaldet for så vidt angår indsamling, sortering og endelig behandling.”
I bemærkningerne til det nævnte lovforslag kaldes ”udvidet producentansvar et vigtigt element i den cirkulære økonomi og tankegang” ved at ”….. skabe et incitament til udvikling af mere miljøvenlige produkter. Dette kan f.eks. være ved at sørge for, at produkterne indeholder genanvendte materialer, er teknisk holdbare og lette at reparere, eller at de, når de er blevet til affald, er egnede til forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelse i overensstemmelse med affaldshierarkiet.”
Der er ind til videre ikke udarbejdet nye regler i forlængelse af lovforslagets formulering om at ”[M]iljøministeren fastsætter nærmere regler om producenters og importørers pligt til at sikre særskilt håndtering, herunder pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for håndtering af affald af elektronisk og elektrisk udstyr.” og herunder ”regler om certificering af affaldsaktører involveret i indsamling og behandling af elektronikaffald.”
Kan affaldsgebyrer virke forebyggende?
Miljøministeriet synes ifølge den danske handlingsplan for cirkulær økonomi fra juli 2021 at regne med, at den nævnte modernisering af det såkaldt udvidede producentansvar for elektronik sammen med en modulering (=graduering) af affaldsgebyret for elektronik kan have betydning for forbrugerelektronik’s levetid. Ministeriet regner i hver fald med - ifølge handlingsplanen - at ”miljørigtigt design i højere grad stimuleres, bl.a. ved at indføre en miljøgraduering af de bidrag, som producenterne betaler for affaldsbehandlingen.”
Som tidligere nævnt på denne blog skal der antagelig etableres en radikal graduering af gebyrerne med en faktor på 10 eller 100 mellem bedste og værste produkter i forhold til deres muligheder for genanvendelse, hvis en modulering af affaldsgebyrer for elektronik rent faktisk skal stimulere udvikling af produkter, der er lettere at adskille og reparere og dermed potentielt har en længere levetid, eller medvirke til en ”sortering” af forhandlernes sortimenter efter hvor store affaldsgebyrer produkter er pålagt.
Opsamling og nødvendige tiltag i 2022
Som analysen i denne blogartikel har vist, var der i 2021 initiativer inden for fire forskellige tilgange til at forlænge forbrugerelektroniks levetid:
1. Tiltag, der skal sikre design af produkter med lang levetid er der ikke mange af. Mest lovende er måske EU’s krav om tilgængelige software- og firmwareopdateringer for at undgå, at et produkt bliver funktionelt forældet. Frankrigs kommende holdbarhedsindeks i 2024, der skal videreudvikle det nuværende franske reparationsindeks, kan måske bidrage til udvikling af produkter med længere levetid.
2. Tiltag, der skal forlænge produktlevetiden hos forbrugeren: Pres fra den internationale reparationsbevægelse førte i 2019 til udvikling af EU’s krav om tilgængelighed af reservedele for nogle produktgrupper. Disse krav er trådt i kraft i 2021. Kravene løser ikke problemet med dyre reparationer og dyre reservedele, men viser at det er muligt at presse krav til produktlevetid i gennem i EU. Danmark halter bagefter EU-lande, der fremmer forbrugerelektronikkens levetid gennem reparationsindeks og tilskud til reparationer.
Reparationsbevægelsen har udviklet en international vidensinfrastruktur, hvor man er begyndt at analysere og anvende reparationserfaringer internt i bevægelsen og eksternt i forhold til forbrugere, virksomheder og myndigheder.
Den internationale reparationsbevægelsens arbejde med at analysere reparationserfaringer og en survey om forbrugernes reparationserfaringer fra projektet Affald og ressourcer på tværs har bidraget med viden om dynamikken bag forbrugerelektroniks levetid og viser potentialerne i denne form for forskning. Der er blandt andet peget på køkkenmaskiner, batterier og laptops som produktområder, hvor der er behov for offentlig regulering og pres på producenter og forhandlere for at sikre udvikling og salg af mere holdbare produkter samt adgang til reservedele og billigere reparationer.
3. Tiltag, der skal sikre længere produktlevetid gennem genbrug af produkter, som forbrugeren ikke længere har behov for: Der er udviklet nye kommercielle forretningsmodeller for genbrug af forbrugerelektronik. Internationalt findes flere socialøkonomiske virksomheder, der inden for forbrugerelektronik kombinerer hensyn til ressourceforbrug, forbrugerens økonomi, uddannelse og beskæftigelse. Nogle danske kommuners klimaplaner indeholder lignende overvejelser.
4. Tiltag, der skal forlænge produktlevetid gennem genbrug af kasserede produkter: Der var i efteråret meget fokus på kontroversen om forskellige modeller for at reparere og sælge hårde hvidevarer, som forbrugere har kasseret. Det er usikkert hvad Elretur’s nye model for sortering af forbrugerelektronik vil betyde for forlængelse af produkters levetid.
Der er endnu ikke sket en modernisering af reglerne for det danske producentansvar for elektronik og heller ikke etableret en graduering af affaldsgebyrerne for elektronikaffald, som i den danske handlingsplan for cirkulær økonomi er beskrevet som et meget vigtigt værktøj i en cirkulær økonomi strategi for elektronik.
Nødvendige tiltag for en positiv udvikling i 2022
En positiv udvikling i Danmark i 2022 for forbrugerelektroniks levetid afhænger af følgende tiltag fra forskellige aktører:
I. At reparationsbevægelsen og forskere nationalt og internationalt fortsætter deres arbejde med at synliggøre og analysere reparationserfaringer og anvende dem fremadrettet
II. At der skabes rammer for at gennemføre årlige nationale surveys og analyser af danske forbrugeres reparationsbehov og -erfaringer inden for forbrugerelektronik (og andre produktområder)
III. At danske afdelinger af producenter og forhandlere anvender erfaringer fra reparation og brug fremadrettet i produktudvikling, salgsstrategier og rådgivning til forbrugere. Blandt køkkenmaskiner er et område med store problemer
IV. At danske forhandlere af forbrugerelektronik anvender det franske reparationsindeks til at synliggøre reparationsmuligheder for deres produkter og eventuelt rationaliserer deres sortiment inspireret af reparationsindekset og ideerne i det kommende franske holdbarhedsindeks
V. At kommuner udvikler lokale reparationsstrategier med fokus på en kombination af reparation, sociale relationer, uddannelse og beskæftigelse som del af deres klima- og erhvervsstrategier
VI. At der sker en ambitiøs modernisering af den danske model for udvidet producentansvar for elektronik og udvikles en radikal graduering af affaldsgebyrerne for at sikre, at disse gebyrer virker forebyggende og sikrer længere produktlevetid.
