Hvor længe kan Sterling opdatere software?
Den 10. juli i det herrens år 2006 skrev jeg historien "Sterling laver softwareopdateringer i højsæsonen".
Den går på, at Sterlings check-in-automater i Kastrup lufthavn ikke kan bruges, da Sterling er i gang med at opdatere softwaren på dem - midt i højsæsonen.
Det skulle man så måske tro, at de var færdige med, nu hvor kalenderen viser over en måned efter. Men ak, for under punktet "Airports and Check-in" på Sterlings hjemmeside står der stadig følgende ud for Copenhagen:
Note: Due to software updating, the Sterling 'Self check in' kiosks are not available for check in use at the present time.
Her må man da sige, at »present time« er et subjektivt begreb. For Sterling er det over en måned, for andre (som for eksempel mig) er det væsentligt mindre.
Eller måske er check-in-automaterne opdateret, mens Sterling bare er dårlige til at opdatere deres hjemmeside. For da softwareopdateringerne begyndte, skrev Sterling det også på forsiden af hjemmesiden i nederste venstre hjørne, men der er det ikke nævnt længere.
Er der nogen, der har været i Kastrup Lufthavn for nyligt, der kan kaste lys over disse famøse check-in-automater? Jeg glemte nemlig selv at kigge efter.
