Hvem skal reparere vores produkter?
En af strategierne til at realisere et mere cirkulært samfund med en højere ressourceeffektivitet er at sikre produkter længere levetid ved at gøre det lettere at få produkter repareret, og ved at virksomheder systematisk bruger erfaringer fra service, reparationer og kundeklager til at give deres produkter længere levetid. Denne udfordring var en af problemstillingerne på det netop afholdte Miljøstrategisk Årsmøde 2017, der blev afholdt 30. november – 1. december i København, hvor cirkulær økonomi fra et borger- og forbrugerperspektiv var et af Årsmødets to hovedtemaer.
På Årsmødet og i Oplæg til Miljøstrategisk Årsrapport 2017 blev muligheder og udfordringer ved det man kunne kalde ”reparationsøkonomi” præsenteret og analyseret.
Forældelse af produkter
En af årsagerne til at sætte fokus på reparationsøkonomi er de forskellige former for forældelse, som er årsag til at en del produkter kasseres. Mads Nyvold fra Ingeniøren fortalte på Årsmødet med reference til den tyske Miljøstyrelse om forskellige former for forældelse, der er et problem i den nuværende lineære økonomi:
- Mekanisk forældelse: En komponent eller et materiale er af dårlig kvalitet eller gået i stykker.
- Funktionel forældelse: To dele i et produkt kan ikke længere arbejde sammen, eksempelvis hardware og software, på grund af opdateringer.
- Psykologisk forældelse: Et produkt virker stadig, men man er utilfreds med det på grund af nyere, og bedre modeller, som man gerne vil have og anskaffer i stedet for.
- Økonomisk forældelse: Et produkt har brug for en reparation, men det kan ikke rigtig betale sig på grund af for høje omkostninger i forhold til at købe et nyt produkt (eller også er det ikke til at finde reservedelene til en reparation, servicemanualer m.m.).
Frustrationer over produkter der går i stykker og er umulige eller dyre at få repareret og et ønske om at undgå ressourcetab er baggrunden for de senere års græsrodsinitierede danske reparationsaktiviteter. Disse initiativer omfatter bl.a. et dansk reparationsnetværk finansieret af Miljøstyrelsens tidligere program for grønne ildsjæle og et nyt dansk netværk for såkaldte reparationscafeer.
Reparationsværkstedet i Høje Taastrup
Et af reparationsinitiativerne med flest års erfaringer er Reparationsværkstedet, der drives af Miljø- og Energicentret i Høje Taastrup. Fem personer er beskæftiget i værkstedet. På værkstedet repareres mere end 300 produkter om året – køkkenmaskiner, støvsugere, computere m.m. Man betaler 200 kr. i depositum, når man indleverer et produkt til reparation, som modregnes i udgifterne til reparationen og tilbagebetales, hvis det viser sig at produktet ikke kan repareres. Det er centrets erfaring, at omkring en tredjedel af de produkter, der kommer ind på værkstedet, er produkter af dårlig kvalitet. Det er altså dårlig produktkvalitet, som er skyld i at en del produkter går i stykker. En tredjedel af produkterne er gået i stykker fordi de ikke er blevet brugt på den rigtige måde af brugerne, og en tredjedel er gået i stykker, fordi de ikke er korrekt vedligeholdt eller som følge af såkaldt ”naturlig slidtage”. På mange maskiner er det ofte den samme del der går i stykker. De fleste produkter kan repareres af centret. Årsager til at den del produkter ikke kan repareres eller ikke bliver reparereret er, at reservedele overstiger indkøbsprisen for et nyt produkt, at reservedele er svære at opdrive, enten fordi et produkt er produceret for mange år siden, eller fordi produktet er produceret billigt i Asien. Reparationsværkstedet har selv opbygget et lager af reservedele fra kasserede produkter, hvor de også nogen gange kan finde reservedele.
Reparationscafeer
Reparationscafeer eller ”repair caféer” er en slags pop-up reparationsværksted i form af f.eks. månedlige events, hvor lokale frivillige hjælper lokale borgere med at få repareret ting som elektronik, tøj, små møbler m.m. gratis. Konceptet er udviklet i Holland i 2007 og har siden spredt sig over hele verden som et netværk af ca. 1400 initiativer. Den første Repair Café i Danmark blev startet på Østerbro i 2014. Der er i dag fem af disse initiativer i Danmark i København, Odense og Aalborg. Der er for nylig dannet et nationalt netværk i Danmark, og der er udviklet relationer til det internationale netværk af repair cafeer. Repair café Danmark har lavet en guide for afholdelse af repair cafeer.
Erfaringerne fra en af de københavnske repair cafeer illustrerer konceptet. Repair Café Nørrebro har fire gennemgående frivillige, hvoraf to arbejder ved symaskiner med tøjreparation, og to arbejder med reparation af især elektriske og elektroniske produkter. Der er i alt tilknyttet omkring 20 såkaldte ”fixere”, som kan kontaktes forud for hver event. I løbet af Repair Café Nørrebros første år (2016) fik de frivillige fixere indleveret knapt 250 produkter til reparation af omkring 200 borgere. Knapt 200 af disse produkter – svarende til 80% - er blevet repareret. Cirka halvdelen af de reparerede produkterne er tøj, og den anden halvdel er bl.a. forskellige elektriske og elektroniske produkter.
Kan reparation og direkte genbrug skabe nye arbejdspladser?
En af de andre reparationsstrategier, der blev præsenteret på Årsmødet, er muligheden for at sætte system i at reparere og sælge de mange produkter, der hvert år kasseres af danskerne og afleveres på f.eks. genbrugspladser. Ifølge Dansk Affaldsforening er der produkter som kan genbruges med det samme, en del produkter kan genbruges efter let forberedelse, og andre produkter kan genbruges efter reparation. Både ressourcemæssigt og økonomisk har et repareret produkt væsentligt større værdi som produkt end som materiale. Beregninger fra Dansk Affaldsforening præsenteret på Årsmødet antyder en ti gange så høj salgsværdi for et repareret produkt sammenlignet med den indtægt, der kan opnås ved salg som materialer. I Flandern i Belgien reparerer den socialøkonomiske virksomhed De Kringwinkel produkter og sælger dem med garantiperiode i forskellige byer. I 2013 havde De Kringwinkel 113 butikker med 5000 ansatte og 4,6 millioner kunder. Virksomheden giver beskæftigelsesmuligheder til borgere, der har vanskeligt ved at komme ind på arbejdsmarkedet. I Danmark har bl.a. den socialøkonomiske virksomhed Kofoeds Skole i København visioner om at udvikle stærkere relationer med sit lokalområde gennem reparations- og salgsaktiviteter. De kommunale affaldsselskaber i Dansk Affaldsforening foreslår i deres strategi for cirkulær økonomi fra 2017 ”Fuld skrald på den cirkulære økonomi” bl.a. udvikling af en ny model for socialøkonomiske reparationsvirksomheder som strategi for at øge det direkte genbrug via genbrugsbutikker og socialøkonomiske virksomheder. Ankestyrelsen har tidligere godkendt, at kommuner og kommunale affaldsselskaber må forberede affald til genbrug og sælge det i egne genbrugsbutikker; godkendelsen omfatter dog ikke elektronikaffald.
Nye kommercielle forretningsmodeller baseret på reparation og direkte genbrug
Inden for meget specifikke produktområder som computere og mobiltelefoner er der udviklet forretningsmodeller reparation og salg af brugte produkter. En lang række mindre værksteder og butikker for reparation af mobiltelefoner og salg af brugte telefoner er etableret landet over, og virksomheder som Refurb og Tier1 Assets har udviklet deres virksomhed omkring salg af kasserede og renoverede computere til nye brugere.
Hvordan udvikles stærkere fokus på produktlevetid og reparation?
Miljøstrategisk Årsmøde 2017 viste altså, at der er mange muligheder for at sikre flere produkter længere levetid. Grundlæggende er der behov for mere viden om hvilke former for forældelse, der er medvirkende til at så mange produkter taber værdi for brugere og forbrugere og kasseres. Der kunne også være et potentiale i at anvende erfaringer fra reparationsværksteder og reparationscafeer til at lægge pres på producenter og detailhandel til at sikre længere produktlevetider og lettere adgang til reparation af produkter. Men antallet af reparationsværksteder og reparationscafeer er begrænset, så spørgsmålet er hvilket pres der kan skabes på producenter og detailhandel på den måde. Andre overvejelser om hvordan der kan udvikles et stærkere fokus på produktlevetid, forældelse og reparation er:
- Hvilke former for reparationsaktiviteter kan udbredes gennem kopiering og/eller opskalering?
- Vil nogle producenter og detailhandel selv udvikle bedre muligheder for reparation inspireret af det stigende fokus på cirkulær økonomi og anvende erfaringerne fremadrettet i deres produktudvikling og produkttilpasning for at sikre sig en konkurrencefordel ved at være ”first movere” inden for længere produktlevetid?
- På hvilke produktområder er mulighed for at udvikle selvstændige kommercielle reparations- og genbrugsvirksomheder?
- Hvilke former for danske socialøkonomiske reparationsvirksomheder kan udvikles inspireret af de belgiske erfaringer fra De Kringwinkel?
Jeg vil gerne invitere bloggens læsere til at bidrage med kommentarer om erfaringer og strategiske overvejelser om reparation og produktlevetid som borgere og forbrugere eller som ledere og medarbejdere i virksomheder inden for produktion og salg af produkter.
