Hvad er værst: For meget eller for lidt tro på sig selv?

Der er de problemer, der kun er inde i dit hoved, og de problemer, du skal løse. Det har været svært for mig, at adskille de problemer. Men så blev alt også meget lettere. Du kan gå op på 15 etage og kikke ned på gaden og forestille dig, at de der går dernede har samme problemer som du. Hvilket råd ville du give dem? Vi er alle forskellige, hvad der virker for dig, kan jeg ikke udtale mig om. Bedste håb for dig. Preben

Det “gode” svar er selvfølgelig at finde den gyldne middelvej, den helt rigtige balance, hvor man tillader sig selv at tvivle og at undersøge tingenes rette sammenhæng tilpas i dybden til at kunne eliminere tvivlen - og samtidig opnår fremskridt imod de foruddefinerede mål.

Den der følelse, når ti-øren falder..</p>
<p>...er fantastisk - og den er netop, efter en lille uges fejlsøgning og problemløsning, kommet til mig:-)

For godt tredive år siden havde jeg i ca. fem år en udsendelse, "Danske Opfindelser" i DR. Der blev produceret ca. 60 udsendelser og for at få de udsendelser i "kassen", researchede jeg henved 300 mulige emner. Bag ved de udsendelser der blev produceret, var der i de fleste tilfælde kontakt med én person, en opfinder eller iværksætter, som havde haft afgørende betydning for det bestemte produkt. Det var kreative mennesker, alt fra ufaglærte til mennesker med en længere akademisk uddannelse. Min bedste lærdom fra disse kontakter er, at man skal passe meget på med at tro på folk som er meget sikre på at de ved hvad deres egen succes skyldes! Tænk på hvad de mange "presse-darlings", folk med egen succes, har fået ud af deres forsøg på at hjælpe andre; jeg tror at man selv kan sætte navne på!

Succeser skyldes mange forhold. Naturligvis skal der nogen form for tro på egne evner til, men det skal være i kombination med en sund selvkritisk indstilling. De fleste succeser kræver et et forholdsvis gnidningsfrit samarbejde med mennesker som kan støtte ens idéer, så en vis træning i at samarbejde med andre mennesker er altid en god idé, men mange af de socialt gode egenskaber har med den tidligste opdragelse at gøre og efter 3-4-årsalderen er det meget begrænset hvad man kan forbedre der!

Pædagogik, især forståelse for at at mennesker forstår og løser problemer forskelligt, er en god egenskab at have med i bagagen; igen, er det jo noget hvor en god socialisering fra barndommen spiller ind!

John Larsson

...er fantastisk - og den er netop, efter en lille uges fejlsøgning og problemløsning, kommet til mig:-)

Jeg taler ikke om at være afslappet, det er at gå for langt i den retning. Det jeg prøver at sige er, at man ikke skal gå i panik og dermed stille spørgsmål ved hele.

For lidt tro på sig selv er for så vidt en positiv egenskab, hvis man beslutter sig for at kæmpe. Jeg VIL f***** finde ud af det her, selv om det virker umuligt. Jeg MÅ kunne lære det, selv om jeg føler mig dum. Jeg KAN løbe banen rundt, selv om jeg godt ved, jeg gisper efter vejret, når jeg er halvvejs.

Ofte er tendens til, at opgaver vurderes "omvendt", så en opgave vi tror er nem, viser sig at være svær, mens en svær opgave, viser sig at være nem.

Spørgsmålet var, hvad der er værst (eller bedst): For meget eller for lidt tro på sig selv.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at for lidt er bedst.

For meget tro på sig selv fører nemt til 'dovenskab' og selvgodhed. Man kommer nemt til at forsvare løsninger, der måske ikke er gode nok. Hvis det ikke er nemt, så er det nok fordi, der ikke er en løsning.

For lidt tro på sig selv er for så vidt en positiv egenskab, hvis man beslutter sig for at kæmpe. Jeg VIL f***** finde ud af det her, selv om det virker umuligt. Jeg MÅ kunne lære det, selv om jeg føler mig dum. Jeg KAN løbe banen rundt, selv om jeg godt ved, jeg gisper efter vejret, når jeg er halvvejs.

Jeg taler ikke om at være afslappet, det er at gå for langt i den retning. Det jeg prøver at sige er, at man ikke skal gå i panik og dermed stille spørgmål ved hele.

På et tidspunkt skal det fremlægges for andre. Man fremlægger den overskuelige, og simple løsning, som man er kommet til i den sidste ende, efter lang tids knoklen og overvejelse. Og hvad må man så høre fra tilhørerne? Jo, det kunne jeg da have fundet ud af på en halv time.

Hvorefter jeg tænker - kan det være korrekt?

For ikke længe siden, fandt jeg en simpel løsning på et almindeligt elektronik problem, der burde være løst mange gange, og som også er løst flere gange. Det foregik som sædvanlig, med de 3 faser. Da jeg til sidst, følte mig flov, og havde fundet den endelige løsning, efter flere måneder, der kun indeholdte et par flipflops og en gate, begyndte jeg at søge på nettet for at se, om andre havde fundet den samme. Der var mange løsninger. De fleste med mange komponenter. Og stort set alle havde ulemper. De levede ikke op til mine krav. De virkede dårligt. De var dyre. Og der var ingen elegance. Efter lidt tid, fik jeg tilliden lidt tilbage. Egentligt ufatteligt, at et simpelt og almindeligt problem, åbenbart har så mange dårlige løsninger.

Og ikke en af dem jeg fandt, havde fundet den rette. Ingen duede.

Hos mig er der tre faser: Fase 1: Jeg grubler over tingene - og har svært ved at finde ud af det. Ofte, er jeg sikker på, at der er en løsning. Og en form for logik i mig, siger at det er det. Og, det er også min erfaring, at der kommer en løsning, når man tænker nok. Måske går der uger, måneder, eller endog år.

Fase 2: Jeg finder løsningen, og er så glad for mig selv. Sikker på, at det er enestående.

Fase 3: Jeg får overblik over løsningen. Ofte, finder jeg en mere simpel måde at anskue det på. Problemet bliver enkel og lige til. Faktisk, så simpel, at jeg føler mig dum.

Men - trods alt - så er min erfaring, at selvom jeg måske føler mig lidt flov i den sidste ende, så er det med til at øge min evne til at finde løsninger og anskue dem på en enkel måde. Når det bliver enkel, så er det nemmere at huske, at behandle, at forstå, at være overbevist om korrektheden, og at bruge. Men, jeg tænker ofte på, om man ikke burde springe sidste fase over, og forblive glad og "naiv".

-en løsning skal nok dukke op, hvis man arbejder fornuftigt med tingene, dvs. tro på din metode og husk på, at det er de færreste, der kommer så langt som til at skrive en Ph. d. så selvfølgeligt er det vanskelligt, hvis det var let, så kunne alle klare det.

Som jeg skrev om før jul (http://ing.dk/blog/holder-phd-studerende-juleferie-aar-senere-173172), havde jeg nogle pressede dage op til juleferien, hvor der var tvivl om en væsentlig ting i mine beregninger - som jeg skulle bruge først i det nye år hernede i Lausanne. Jeg arbejdede systematisk med tingene, men følte mig helt klart meget i tvivl og presset undervejs - hvilket i sidste ende førte til en løsning (som beskrevet i indlægget). Hvis jeg bare havde været afslappet hele vejen igennem, er jeg ikke overbevist om, at jeg havde fundet denne løsning. Dette er selvfølgelig en påstand, men det har ikke desto mindre ofte været min oplevelse, at man finder løsninger, når man er presset og tvivler undervejs.

...er stor tro på egne evner gavnligt for den individuelle præstationsevne mens en realistisk tro på egne evner er gavnligt for præstationen i samarbejde med andre.

Måske er det sådan, man er i hvert fald nødt til at tro på, hvad man gør og laver - ellers er det svært at ride stormen af, når der er knas i arbejdet, og der for alvor skal problemløses.

og mht. til tro på sig selv - så bliver det altid bedre, hvis man kan dele det med nogen.. mailinglister, irc fora osv. har jeg altid benyttet mig af til at "snakke op imod" - og ofte får man super kompetente indspark, som sparer én for en masse hovedbrud.. bare man så husker at give tilbage :)

I den videnskabelige litteratur er der i min optik en tendens til at udelade detaljer, som i princippet ikke betyder noget - men som i praksis kan være forskellen på, om tingene virker eller ej. Måske fordi sådanne detaljer ikke er sexede nok til at "fortælle den gode historie". Det er lidt en skam, fordi sådanne detaljer ofte kan være særdeles brugbare i en problemløsnings- og udviklingsfase.

-en løsning skal nok dukke op, hvis man arbejder fornuftigt med tingene, dvs. tro på din metode og husk på, at det er de færreste, der kommer så langt som til at skrive en Ph. d. så selvfølgeligt er det vanskelligt, hvis det var let, så kunne alle klare det.

Først skimmes problemet meget hurtigt, dernæst nogle hovedpunkter løsningen skal indeholde (kan altid redigeres senere), og endeligt begyndte jeg løse opgaven. Ikke altid i rækkefølge, og rækkefølgen blev ofte senere ændret så det passede bedre ind i helheden efterhånden som den dukkede op.

Endeligt lavede jeg så detaljerne for de enkelte punkter, og ofte kom punktet dermed til at "overlappe" andre punkter. Det blev så til senere redigering hvor punktet sluttede med at være, men den tid - den..

Når jeg så sluttede min opgave / løsning var jeg ofte blandt de 10-15% hurtigste fordi jeg ikke spildte tiden, men foretog mig noget relevant.

Det blev yderst sjældent superløsningen over alle opgaveløsninger, men også kun sjældent en dårlig løsning. Og hvilken løsning er den allerbedste. Det afhænger altid af øjnene og omstændighederne hvor den ses. Men jeg klarede mig.

Jeg er klart fortaler for at finde den billigste løsning (ifht. pris - og her har ens tid jo også en pris :) - så jeg ville klart også vælge "køb en ny mus"-løsningen :)

Men nogen problemer skal jo desværre løses, når investeringen har været stor nok til at det bliver den billigste løsning :)

...er stor tro på egne evner gavnligt for den individuelle præstationsevne mens en realistisk tro på egne evner er gavnligt for præstationen i samarbejde med andre.

Ideen om at hvis vi bare tænker og undersøger længe nok, så kommer der en løsning er vist meget typisk ingeniører.

Det er vel næsten noget vi ubevist opsøger, fordi vi bliver ved med at opgradere forventningerne til os selv, indtil vi støder på noget som er så svært at vi stopper og virkelig må tænke over det.

Det stopper iøvrigt ikke efter studiet.

En mus til PC'en som ikke virker - Min bedre halvdel går ned og køber en ny (100 kr og 15 min) jeg bruger aften og nat på at troubleshoote...

Jeg prøver at lære elektronik for tiden, det er mere tilgivende - På den måde at det selv siger stop når der er brugt (for) mange timer på det. Før eller siden lykkedes det at forsøge et eller andet setup som lukker alt røgen ud af alle IC's, og der er desværre ingen mulighed for at loade en tidligere save op....

I min optik drejer det sig primært om ens evner til problemløsning.

Evnen til at stille tingene op på en måde så man kan overskue hvad man har af veje at gå for at løse problemet - og lære sig at blive bedre og bedre til at nedbryde og isolere problemet, indtil man finder en løsning.

Så det er vel mest din egen tro på at du KAN overskue og nedbryde problemet, til noget du så kan nedbryde igen.. og så fremdeles :)

Og især gælder det jo altid, at man skal passe på med ting man "ved".. problemet viser sig ofte at være gemt der ;)

og mht. til tro på sig selv - så bliver det altid bedre, hvis man kan dele det med nogen.. mailinglister, irc fora osv. har jeg altid benyttet mig af til at "snakke op imod" - og ofte får man super kompetente indspark, som sparer én for en masse hovedbrud.. bare man så husker at give tilbage :)