I mange af de ting, jeg skriver og læser i forbindelse med mit arbejde, er der en del ligninger, og ganske ofte er der behov for referencer til nogle af disse ligninger, både inden for og på tværs af dokumenter. Hertil er det af stor praktisk betydning, at ligningerne er nummereret, og som jeg tidligere har vist, nummererer jeg også selv ligninger i egne noter.
Men sommetider støder man på tekster, hvor kun udvalgte ligninger - dem, som teksten selv refererer til - er nummereret. Et argument for dette valg kan muligvis være, at dokumentet, hvis det indeholder mange ligninger, bliver en anelse lettere læst, hvis der er færre ligningsnumre.
Rent praktisk kan jeg godt forstå, at man tidligere, uden computere og automatiseret nummerering, kan have haft grunde til kun at give udvalgte ligninger numre. Men i dag hvor nummereringen i eksempelvis LaTeX som standard og helt automatisk indføres og opdateres, når dokumentet revideres, kan jeg ikke forstå, hvorfor man fravælger at give alle ligninger et nummer. Dette valg indikerer for mig en forventning om, at ingen andre vil læse ens dokument, idet man ikke regner med, at der senere bliver behov for at henvise til de unummererede ligninger.
I eksempler som dette må man så ty til formuleringer som "den anden ligning fra toppen på s. 41" - hvilket i sagens natur er en smule omstændeligt sammenlignet med "ligning (2.7)".
Ovenstående beklagelse over en uheldig praksis i visse videnskabelige tekster er i øvrigt - udover flere personlige oplevelser - inspireret af en tekst af den legendariske fysiker N. David Mermin.
