Hva’ så, Roooskilde – er I der?
Kære Ingeniør - jeg har tænkt på dig i min ferie. Nu er jeg imidlertid tilbage på arbejdet. Jeg er ikke ekspert i hverken lyd eller ventilation – mit fagområde ligger indenfor alt det, ingen ser.
Det er mig, som laver hullet i jorden, når du skal bygge og holder styr på geoteknik, forurening og grundvand. Jeg arbejder subsurface, så du kan få det hele til at stå stabilt og solidt. Men jeg behøver heller ikke at være ekspert i hverken lyd eller ventilation for at sende dig en skål og et par tanker fra de vådeste og sjoveste 4 dage i min sommerferie: Roskilde festival 2014.
Scenen var sat, festivalpladsen sydede af boblende energi, og smilet på alles læber var ikke til at tage fejl af - ikke mindst da årets sjoveste rockfest blev åbnet torsdag kl. 17 med et brag af jubel. Vi fik den berømte mavepuster af bassen fra Orange Scene - så var vi lissom i gang.
(Jagger, Orange Scene, Roskilde 2014. Privatfoto)
Kære ingeniør, du er jo Mick Jagger bag scenen
Der gik heller ikke lang tid, før den lille Gloriascene blev forvandlet til et dampbad, fuld af stor svedende glade festivalgængere. Så stod vi der, på den lille intimscene og måtte smide, hvad der normalt må betragtes som upassende meget tøj… men hvad, det er jo Roskilde. Der hvor hæmningerne strittes ud til højre, og festen gør sit overdådige indtog. Vi havde det sgu sjovt.
Men måske man alligevel skulle have lettet bare lidt på låget og fået lidt kølig frisk luft ind?
Så var det jeg tænkte, kære ingeniør, jeg ved du er på Roskilde. Du går måske ikke på scenen, men du er jo alligevel selveste Mick Jagger på holdet bag scenen, omkring scenen, over scenen – overalt i det usynlige. For det er jo det vi kan, få det hele til at spille, på den fede måde.
Uden os kunne de ikke spille
Men please, vil du ikke sende lidt frisk luft ind på Gloriascenen næste år? … det var tæt på uudholdeligt varmt. Eller måske var det i virkeligheden dit lille stille kunstværk, kære ingeniør, at få os til at svede for meget og smide tøjet?
Ha - det er sgu cool nok at være ingeniør. Og i forlængelse heraf:
Måske vi og I sammen kan arbejde på også at gøre den tekniske og naturvidenskabelige branche mere synlige i det kommende år. For vi fortjener også mere af æren, når de kreative talenter folder sig ud. Uden os kunne de hverken spille eller skinne i rampelyset.
Det er da værd at tænke over, og rette ryggen i stolthed over. Også når vi alle sidder trygt tilbage på vores kontorer i det, der snart vil forandre sig til efterår.
