Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Holder ph.d.-studerende juleferie.. To år senere?

23. december 2014 kl. 21:422
Artiklen er ældre end 30 dage

Ahhh, juleferie og knap to uger med god mad, familien, julefrokoster og hvad julen i øvrigt byder på. Og intet arbejde for os ph.d.-studerende - eller hvad?

Illustration: Privatfoto.

("Piled Higher and Deeper" by Jorge Cham, www.phdcomics.com)

For to år siden var jeg nyligt startet i mit ph.d.-projekt ved juletid, og jeg lagde uden at blinke arbejdet på hylden i hele juleferien.

Sidste år fik jeg (eller mere præcist mine computersimuleringer) kort før jul hukommelsesproblemer, og så hastede det pludselig med en midlertidig løsning og delkonklusioner før julen - og så nogle mere permanente løsninger, da jeg var retur fra endnu en arbejdsfri juleferie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I år er jeg ved juletid i gang med det tredje - og sidste! - år i mit ph.d.-projekt. Ydermere skal jeg i begyndelsen af 2015 på et eksternt forskningsophold i Schweiz, hvor jeg skal bidrage med computersimuleringer af lysudsendelse og -udbredelse i mikro- og nanostrukturerede systemer, f.eks. til design af effektive og robuste enkeltfotonkilder.

Før jeg rejser til Schweiz, skal beregningsværktøjerne være helt klar, og dette tog jeg i sommers de første, spæde skridt til, at de skulle blive - hvilket er fortsat i løbet efteråret. Og for cirka to uger siden så det ud til, at pengene passede.

Der var bare lige en lille, subtil detalje, som ikke helt passede. Men som skulle passe.

Og så fik jeg travlt, tangerende til en mild omgang stress; var julefreden og -ferien, for en gangs skyld, truet, fordi mit ph.d.-projekt nærmer sig slutfasen, og fordi jeg skal være klar til Schweiz primo januar?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Truslen var ægte og reel, men når man mærker presset, bliver man ditto mere fokuseret og effektiv - og tidligere i dag viste sig, hvad jeg vurderer til at være løsningen på problemet.

Min hypotese om løsningen er nu testet og afprøvet, hvilket er grundigt dokumenteret og journaliseret. Ligeledes er der lagt en detaljeret plan for, hvor arbejdet i 2015 starter.

Således er jeg - forhåbentlig som mange andre ph.d.-studerende - klar til endnu en fredfyldt og arbejdsfri juleferie. For en sådan behøver man for at være knivskarp og topmotiveret, når vi tager tråden op i 2015.

Glædelig jul og godt nytår!

2 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
14. januar 2015 kl. 21:03

Jeg læste for nyligt denne artikel: <a href="http://www.johnskylar.com/post/107416685924/a-career-in-science-will-co…;
<p>Det får mig da til at tænke to gange mht. at forfølge en PhD og forskerkarriere, men trods alt ved jeg også at danske og amerikanske forhold kan være meget forskellige. Hvor meget af det kan du genkende?

Hej Gandalf,

Jeg har gemt artiklen i Pocket og vil læse den ved lejlighed.

Men generelt kan jeg varmt anbefale at tage en ph.d.; det er sjovt, udfordrende og udviklende - både fagligt og personligt - og man lærer nogle generelle metoder og teknikker samt en tænkemåde, man ikke får mange andre steder.

Samtidig forstår jeg dog godt din bekymring, idet det ikke er nogen dans på roser at slippe igennem nåleøjet til en permanent stilling inden for forskning. Men hvem siger, at man skal være forsker på et universitet, fordi man tager en ph.d.? Der bliver i dag uddannet så relativt mange ph.d.'er, at der langt fra er en forskningsstilling til alle.

Personligt er jeg endnu ikke afklaret om, hvad jeg skal efter min ph.d., men jeg har absolut ingen fortrydelse over at være i gang med et ph.d.-projekt - uanset om jeg vil fortsætte i forskning eller lave noget andet bagefter.