At holde rumkapslen ovenvande
Kære læsere
Allerførst lidt jubel.
Rum-ballute færdig!
Vi er lykkedes med at komme i mål med at lave den første ballute, som er klar til en tur tilbage fra rummet.
Med sine 3,2 kg er den lidt af en basse, men det skyldes materialevalget, som jo skal være stærkt og kunne tåle den varmepåvirkning vi forventer på vej ned igennem atmosfæren.
Det sædvanlige tidlige forsøg med at smide den ud fra en altan 12,5 meter oppe var denne gang ikke nok til at få den til at folde sig helt ud, så vi er kommet op i den kategori af emner, som er virkelig sjove. Som jeg plejer at sige, når folk spørger om ikke jeg lige kan fikse noget tøj: ”jeg syer ikke på emner der er mindre end 2 m^2” :-)
En ikke helt udfoldet ballute
Næste punkt bliver at smide den ud fra CS’ nabobygning, S2, hvor Urban Ranger Camp har hjemme. Det er altid en spændende oplevelse at kravle op på taget med alt udstyret – inklusive den masse der skal trække balluten ned. Heldigvis skal vi ikke slæbe det ned igen.
Sådan så det ud da vi testede Nexø II balluten ved nabobygningen.
Efter denne første grundlæggende verificering kommer vi til belønningen for de mange timer foran symaskinen: Så skal vi igen til Odense og smide Ahmad ud af et fly – denne gang med et emne der potentielt kan komme ud i rummet.
Ahmad under Nexø II balluten
Rrumkapslen
I rumkapselgruppen er vi i gang med at kigge på hvordan vi placerer astronauten, og mere præcist hvilken sædekonfiguration vi skal vælge. En brainstorming førte til at undersøge en kreativ løsning nærmere:
Vi har af Airwave Paragliding Klub fået mulighed for at låne et seletøj fra en paraglider, som vi kigger nærmere på om det er en farbar vej at gå.
Vi tester en seletøj fra en paraglider som astronautsæde
Der er selvfølgelig et par åbenlyse uhensigtsmæssigheder ved at hænge fra loftet, men vi har også set nogle muligheder i en sådan opsætning, såsom at astronauten nærmest kan være iklædt sædet og have nødudstyr med sig "i baglommen". Og så sidder man faktisk rigtig godt i sådan et sæde.
Indrømmet - Det er ikke meget plads der er til rådighed i rumkapslen.
Vi arbejder også på en skalamodel som vi skal bruge til forskellige testscenarier - deriblandt landingen i vand.
Flydeballoner til rumkapslen
Når nu jeg er blevet færdig med balluten, er tiden kommet til at vende snuden mod det mere jord– eller rettere vandnære.
Efter landing af rumkapslen vil vi jo gerne sikre os, at den forbliver flydende, hvilket vi har vi tænkt os at gøre med hjælp af flydeballoner. Vores foreløbige tanke har været at lave tre runde balloner, to til toppen af rumkapslen, og én til bunden.
Inspiration søges
Vi er dog i kommet i tvivl om detaljerne på om dette er den smarteste konfiguration, og/eller hvordan den i detaljer kan udføres. Rumkapslen, som i bund og grund kan betragtes som en tønde, med en luge på den ene side, som vi ønsker skal vende opad når alt er faldet til ro.
Spørgsmålet er så nu, hvordan vi ender med denne tilstand? Altså, SKAL det være tre balloner? Skal det overhovedet være balloner? Hvad med flydepølser, eller en anden form, som måske kan tvinge rumkapslen til at ligge på den rigtige måde? Hvad med rækkefølgen af hvordan vi puster dem op?
første flydeballon sammen med rumkapsel mockup
Alt dette vil vi gerne have jeres ideer til, så vi får vendt alle detaljer og muligheder på denne enormt kritiske sidste fase af den bemandede amatørrumtur…
Vi glæder os i øvrigt enormt til at deltage i to arrangementer i den kommende tid.
Unikt arrangement med fokus på rumfart
Foreningen Gifted Children har nemlig inviteret os med til to arrangementer for deres yngre medlemmer, og programmet bliver helt sikkert spændende, især takket være to af deres ambassadører. Det er personer der også har støttet op om vores projekt, så et samarbejde af denne type er naturligvis helt oplagt.
De to ambassadører vi skal være sammen med bliver:
Andreas Mogensen
Anja C. Andersen
Arrangementerne afholdes af Gifted Children, som er en forening for familier med højtbegavede børn. Gifted Children arbejder for at højtbegavede børn trives, således at børnenes ressourcepotentiale udnyttes til glæde for dem selv og samfundet.
Deltagerne ved arrangementet vil være Gifted Childrens unge medlemmer (7 – 25 år) fra det meste af landet, og vores bidrag bliver at lave (vand)raketter, sammen med dem.
Vi er allerede ved at forberede os til arrangementerne, og til det formål har vi testet Waterxø 9 3/4 en stille eftermiddag ved HAB.
Waterxø 9 3/4 ved liftoff...
Så der er fuld gang i den på alle fronter, og masser af aktiviteter i den kommende tid.
Ad astra,
Mads
