At blive bidt af en giftig slange kan i sig selv være slemt nok, men nogle gange kan den efterfølgende alternative behandling være værre. I dette indlæg ser min masterstuderende, Cecilie Knudsen, på nogle af de mest ”kreative” behandlingsmetoder, der har været anvendt mod slangegift gennem tiden, hvilket både inkluderer sprut og duer.
Af Cecilie Knudsen aka. "Big Black Mamba"
De fleste har nok en naturlig respekt for giftige slanger, og hvis de ikke har det, ville de få det af at være studerende i Tropical Pharmacology Lab på DTU. En stor del af at være modgiftsforsker under oplæring er nemlig at tilbringe en frygtelig masse tid på at læse om alle de forfærdelige ting, som slangegift kan gøre ved menneskekroppen. Jeg må have læst godt på lektien – i hvert fald var jeg svært bekymret, da jeg en costaricansk morgen i januar fik stukket en telefon i hånden og blev bedt om at filme en af Costa Ricas mest dødbringende slanger helt tæt på. Slangen var en godt halvanden meter lang Bothrops asper, også kaldet den ultimative pit viper, som i dagens anledning skulle malkes. Få dråber gift fra denne notorisk irritable slange kan koste én livet. Den eneste i lokalet, der var mere nervøs end mig, var den franske læge, der netop var ankommet til det costaricanske forskningscenter for at lære at malke slanger.
Malkning af slange.
Udover at læse om slangegifts mange effekter tilbringer jeg også en del tid på at læse om, hvordan man kan bekæmpe dem – og det kan næsten være ligeså uhyggeligt. For godt nok har vi i dag modgift, men førhen har man forsøgt sig med alverdens behandlingsformer, der er så bizarre og hasarderede, at det må anses for et mirakel, at nogle patienter overhovedet overlevede.
Bothrops asper - Costa Ricas farligste slange.
En af de mest uhyggelige behandlingsmetoder, jeg har læst om, er elektrisk stød. Det er mig uklart, hvordan det kan virke som en god ide at give sig selv stød, hvis man allerede er blevet forgiftet. Ikke desto mindre har stød været en populær behandlingsmetode helt op til halvfemserne. Man kan således i et studie læse om en amerikansk mand, der efter allerede at være blevet bidt af sin kæledyrsklapperslange 14 gange og være blevet allergisk overfor modgift, besluttede sig for, at hvis han blev bidt en 15. gang, ville han altså prøve noget nyt. Da det uundgåelige skete, og han blev bidt i ansigtet, fik han naboen til at forbinde sin bils tændrørsledning til sin overlæbe, hvorefter naboen gassede op. Den dumdristige klapperslangeejer mistede straks bevidstheden og måtte kort efter fragtes til hospitalet. Her måtte han undergå en operation for at få fikset sin afbrændte overlæbe, og det blev i øvrigt konstateret, at hans forgiftning havde været mild og relativt let kunne behandles.
En anden behandlingsmetode man ofte hører om, er at skære hul ved bidsåret og suge giften ud. Det ville måske være en god idé, hvis det ikke var fordi, at studier viser, at det typisk kun er 0.04-2% af giften, der faktisk bliver fjernet på denne måde. Dertil kommer risikoen for at skære vigtige nerver eller sener over, og at man i øvrigt inficerer det åbne sår med bakterier fra sin mund eller ved at bruge en kniv, der ikke er steril. Der er selvfølgelig også den krølle på halen, at mange slangegifte virker netop ved at forhindre blod i at størkne, og der er jo ingen grund til at gøre slangens arbejde for den ved at få sig selv til at forbløde. At skære, stikke og suge er derfor en rigtig dårlig idé, der stærk frarådes rent lægeligt, hvis man er blevet bidt af en slange.
Andre har taget udtrykket ”fight fire with fire” til sig og bedømt, at den bedste måde at slippe af med slangegift må være at brænde det bort med rødglødende jern, ætsende væsker, pistolkrudt eller smeltet voks. Der er forskellige forklaringer på, hvorfor dette skulle være hjælpsomt, men ingen af disse forklaringer anses i dag for at være baserede på solidt videnskabeligt grundlag. Nogle er gået i modsatte grøft og har i stedet forsøgt at fryse bidsåret. I et enkelt tilfælde afprøvede et slangebidsoffer efter sigende en lidt anden indgangsvinkel til det med pistolkrudtet og skød sin egen finger af efter at være blevet bidt, men dette har heldigvis aldrig være almen praksis.
Gammelt avisudklip. Ukendt kilde.
Nogle har fået den lyse idé, at slangegiften ikke kan sprede sig fra bidsåret ud i kroppen, hvis man snører stramme forbindinger om den bidte legemsdel og derved afskærer blodtilførslen. Det er måske også rigtig nok, men strategien virker noget uovervejet givet, at de fleste legemsdele trods alt har brug for blod for at undgå vævsdød, som i værste fald kan nødvendiggøre amputation. Endnu andre har forsøgt sig med stryknin, karbolsyre, urin, ammoniak, diverse planteekstrakter, såkaldte slangesten, der på magisk vis kan suge giften ud, eller at gå til traditionelle healere. Det absolut mærkeligste, jeg har læst, har i modsætning til alle de ovennævnte ”terapier” heldigvis nok aldrig været anvendt i praksis. Den pågældende teknik blev opfundet i 1735 af den britiske due-entusiast, John More, der i sin bog Columbarium har dedikeret et helt kapitel til, hvordan duer kan bruges til at kurere alverdens dårligdom, inklusiv slangebid. Måske vi skulle overveje at skifte strategi i Tropical Pharmacology Lab?
John More mente i 1735, at duer kunne bruges til at kurere slangebid. Sætning fra Columbarium or the pigeon-house being an introduction to a natural history of tame pigeons; Printed for J. Wilford: London, 1735.
Tanken om enten at skulle lide af forgiftning eller undergå en af disse behandlingsformer ville være nok til at få de fleste til at ønske sig et glas stiv whisky. Måske er dét grunden til, at whisky og andre alkoholiske drikke også har været anvendt som kur mod slangegift. For som man kan læse i en af mine yndlingsforskningsartikler: ”In the early 1900s, whiskey was the preferred antidote but produced many side effects, some desirable” [2]. Selvom whisky måske kan dulme nerverne lidt, kan fuldskab også maskere nogle af symptomerne ved neurotoksiske slangegifte og gøre det svært for læger at finde ud af hvilke symptomer, der skyldes hvad. Derudover har man ikke holdt sig tilbage, når det kom til at kurere folk med alkohol: Der er faktisk en del patienter, der er endt med at dø af alkoholforgiftning snarere end slangebidsforgiftning. Da der i øvrigt ikke er nogle beviser for, at alkohol skulle hjælpe (snarere tvært imod), ville jeg derfor nok ikke rette mig efter W. C. Fields’ råd: ”Always carry a flagon of whisky in case of snakebite and furthermore always carry a small snake”.
Som rigtige forskere var vi selvfølgeligt nødt til at lave vores egen test af behandling af slangebid med alkohol i Tropical Pharmacology Lab; dog uden slanger, da vi ikke kunne finde nogen med kort varsel. Øverst ses Andreas supervisere eksperimentet, mens de forskellige testpersoner ses nederst. Fra venstre mod højre: Søren, Line, Carina, Rasmus, Kamille, mig selv, og Albert. Credits: Mia Øhlenschlæger.
Hvad er årsagen til, at så mærkværdige behandlingsmetoder har været (og nogle steder stadig er) almindeligt anvendte? Én af grundene kunne være, at giftige slanger kun relativt sjældent forgifter mennesker, selvom de bider dem. Når en giftig slange bider uden at sprøjte gift ind, kaldes det et tørt bid. Tendensen til at give tørre bid afhænger af slangearten og kan variere fra 0% (fx er den sorte mamba kendt for altid at indsprøjte gift) til 80%. Det skyldes blandt andet, at de fleste giftige slanger hverken er interesserede i eller i stand til at spise mennesker – giftslangerne er simpelthen for små (om end de største kvælerslanger er store nok – de er blot ikke giftige). Det tager slanger meget tid og energi at producere gift, så de fleste slanger gemmer giften til det, den er beregnet til; at angribe byttedyr, de rent faktisk kan spise. Hvis giftslanger føler sig truede, kan det dog ske, at de skifter taktik og anvender gift som en forsvarsmekanisme i stedet for en angrebsmekanisme. I så fald kan de finde på at bide og forgifte mennesker, uanset om vi ser appetitlige ud eller ej. Når man er blevet bidt af en giftig slange ved man ikke altid fra start, om det var et tørt bid. Derfor vil de fleste nok vælge at søge behandling med det samme. Hvis biddet så rent faktisk var tørt, og man ikke er blevet forgiftet, kan det ligne, at behandlingsmetoden virkede. Hvis rygtet efterfølgende spredes, at man blev bidt af en giftig slange og kureret af en underlig behandlingsmetode, ja så kan én fjer blive til fem høns. Eller måske fem duer.
At behandling af forgiftning ikke bliver testet og evalueret ordentligt er stadig et problem den dag i dag. Det skyldes delvist, at det kan være svært at få lov til at teste en ny behandling, hvis der allerede eksisterer én, der virker, når folks liv er i fare. Men det skyldes også, at der ikke er strenge krav om klinisk evaluering af modgift. Dvs. at hvis man er skruppelløs nok og har en dårlig modgift, kan dette være et incitament til aldrig at få sin modgift ordentligt testet. Og hvad er i grunden forskellen på whisky, duer og modgift, hvis ikke det netop er grundig klinisk evaluering af, om skidtet virker?
Heldigvis er der også gode modgiftsproducenter derude med gennemtestede produkter og forskningsgrupper rundt omkring, der arbejder på at finde på endnu bedre behandlingsmetoder (når de altså ikke sidder og blogger). Rådet må dog stadig lyde, at det er bedre helt at undgå at blive bidt af giftige slanger, end at satse på at alt kan ordnes med modgift. Derfor var min franske kollega og jeg også taknemmelige for, at vores *Bothrops asper *var blevet godt og grundigt bedøvet, inden vi gik til værks for at høste de dyrebare giftdråber, vi skulle bruge til vores forskning tilbage i januar.
