Guitar effektpedal med molekylær elektronik?
Molekylær elektronik er for mange forskere det forjættede land, som ser ud som om det er tæt på, men på en eller anden måde ikke kommer ret meget nærmere lige meget hvor længe man vandrer. Tænk at kunne fremstille milliarder af elektroniske komponenter der er identiske ned til hver enkelt atom, blot ved "at blande ting sammen, filtrere og varme" (tilgiv mig, kemikere derude). Tænk hvis hele det periodiske systems uendelige muligheder for kombinationer, ja hele det gigantiske bibliotek af organiske forbindelser og sammensætninger var til rådighed til at skræddersy funktionaliteten af morgendagens elektronik. Tænk hvis transistorer, modstande og andre nøgle komponenter kunne laves i nanometer størrelse? Tænk... hvis elektronikken samlede sig selv... selvorganiserende elektronik, på linie med levende organismer (der jo i en forstand også samler sig selv, blot tilført vand, sol, ilt og kartoffelchips).
Det er svimlende perspektiver, men inden perspektiverne får en til at se dobbelt, er der en god chance for at besværet med at lave molekylær elektronik i klassisk forstand (1 komponent = 1 molekyle) gør en rigeligt søsyg. Molekylerne er ikke SÅ nemme at overtale til at samle sig til integrerede kredsløb, og det er ikke SÅ nemt at få netop 1 molekyle til at sætte sig det rigtige sted.
Heldigvis, hvis man slapper lidt af med den lidt ekstremistiske ide om det absolut skal være individuelle molekyler i hvert kontaktgab er det ikke helt så slemt. Hvis de er helt identiske, kan man sådan set godt have en masse af dem monteret i parallel, og hvis ellers ikke konfigurationen - præcis hvordan de hver især sidder på de kontakter der forbinder dem med omverden - er meget variable for molekylerne, er der en chance for at de mange molekyler "synger i kor" (og helst ikke flerstemmigt), dvs udfører den samme funktion på samme måde og derfor virker som 1 komponent. Bevares, den viden man i dag har om organisk elektronik bliver flittigt brugt til at lave ledende polymerer og andre smarte materialer til OLEDs, solceller og bøjelig elektronik - men den våde drøm (hov hov - disse systemer oftest bliver fremstillet i væskefase - hvad tænkte du da på?) og den hardcore molekylære revolution, lader vente på sig.
NU ER det sådan at der er en særlig del af "elektronikken" hvor performance har en fuldstændig anden konnotation end f.eks. diskussionen om hurtige CPU'er. Rock n roll elektronik. Siden Jimi Hendrix gjorde wah-wah pedalen berømt, har elektrificeret rock i bredeste forstand, været langt mere imødekommende overfor elektronisk kredsløb med usædvanlig eller interessant karakteristik, elektronik der opfører sig dårligt på en god måde. Transistoren blæste på kort tid radiorøret væk fra verdenskortet, og halvlederelektronik er på (næsten) alle måder en langt overlegen teknologi. Hvis vi stadig havde haft radiorør, ville verden se meget anderledes ud - glem computere som vi kender dem, internet, kommunikationsteknologi. Men indenfor rock n roll elektronikken, har radiorøret gudestatus. Den klodsede glas fidus der bliver afsindigt varm og forvrænger selv ved lav forstærkning, er LIGE PRÆCIS det der får guitarister verden over til tegnebogen, fordi det *lyder *godt. En god rørforstærker koster gerne 5-10 gange mere end en transistorforstærker der kan spille lige så højt, meget renere og er langt mere pålidelig. Til gengæld investeres i meget omhyggelig og kompliceret modellerings teknologi, så transistorforstærkerne minutiøst kan efterligne rørernes strengt taget håbløse output karakteristik og opførsel --- haa ha, tal om at hævnen er sød! Der bliver lavet fremragende transistorforstærkere, men i duellen mellem transistor og rør, er rør-forstærkning ubetinget champion.
Tilbage til molekylær elektronik.
Min kollega, Mads Brandbyge (ekspert i mange ting, deriblandt molekylær elektronik), som ved at jeg er glødende musik entusiast, kom glædestrålende ind med sit fund: en forsker der fremviser en guitar effekt pedal baseret på molekylær elektronik i en youtube video. Ikke rør, ikke transistorer, men molekylære junctions, der leverer den moderate og ørevenlige forvrængning som transistorkredsløb har så store problemer med at generere. Ifølge udvikleren - en person med det mistænkelige navn Dr. Scientist - som i øvrigt laver mange slags guitarpedaler, har man med molekylære junctions langt bedre muligheder for at kontrollere og manipulere lyden end med traditionelle kredsløb (hm - hm -). Lyden man hører er fin, men ikke så anderledes end sådanne pedaler plejer at lyde.
Det er rigtigt spændende - medmindre det er fup - at der er et regulært kommercielt produkt baseret på molekylære junctions. De skal jo ikke bare virke en gang, men igen og igen, ved forskellige temperaturer, tåle at blive smidt rundt i tasker, komme om bord på fly, tåle masser af fugt og øl... ja der er en grund til at mange effektpedaler er bygget som miniature atom beskyttelsesrum. Guitarister er ikke søde ved deres grej.
[video: https://www.youtube.com/watch?v=9EJIihaLV9g]
SÅ: er det fup eller fakta? "Dr. Scientist" - Nick Jaffe - siger på den ene side at udviklingen er støttet af University of Alberta og NINT - National Institute of Technology. Han har på den anden side ikke noget som helst med UA eller NINT at gøre ved en hurtig Google search. Derimod er han en flittig musiker, blogger, underviser og pedal-opfinder. Han siger at han har to molekylære junctions på hhv 2 og 6 nm der leverer den "clipping" - dvs den afskæring af signalet der leder til generering af overtoner --- forvrængningen. Og de lyder åbenbart ret forskelligt... hm...
Så hvor kommer disse junctions fra? Hvem har lavet dem? Findes der en stabil elektronisk komponent / transistor der er baseret på molekylære junctions, som han bare har lodddet i, eller har han virkelig selv været i gang med bunsenbrænderen?
På NINT er der faktisk en del aktiviteter indenfor molekylær elektronik... se f.eks. denne pdf hvor Rick McCreery viser nogle karakteristikker der minder lidt om det "dr. scientist" tegner på sit whiteboard. Der er også billeder af test strukturer, man med lidt god vilje kunne forestille sig at Nick Jaffe (dr. scientist) smutte ned i en IC holder... hvis ellers nogen har ladet ham gøre det. I videoen skriver at han at selv om udviklingen er "støttet" af NINT, er indholdet i videoen helt for egen regning - og der er heller ikke citeret nogen anden fra NINT.
(Disclaimer: jeg ved ikke om figurerne her har det mindste med guitarpedalen at gøre - men det kunne godt være forskning i sådanne strukturer fra NINT som Nick Jaffe påstår at hans pedal udnytter)
Jeg skriver sgu til ham og spørger! Det ser ret suspekt ud - men det VILLE være lækkert hvis det nu skulle gå hen at være rigtigt nok. Skal jeg have sådan en pedal ? Hm, i sidste ende er det jo ligegyldigt om det er rør, transistorer, molekylær elektronik eller nisser der laver de sprøde toner - sålænge det lyder godt og ikke går i stykker 3 minutter før man skal på scenen... og lige der, er jeg nok ikke så tillidsfuld. Så har jeg mere fidus til min rørforstærker, trods alt, ægte milliteknologi.
Vi får se.... (og høre)...
