Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Greater Spaces: Mød de mennesker og den teknologi, der former vores liv

9. marts 2020 kl. 10:30
Artiklen er ældre end 30 dage

Velkommen til Greater Spaces, en blog af Majken Overgaard og Vanessa Julia Carpenter, hvor vi udvider fortællingen om, hvad teknologi er, og hvem der skaber den.

Vi taler med danske og internationale kvindelige rollemodeller inden for teknologi og indimellem disse interviews deler vi info om de mest interessante ting, der sker omkring os - med fokus på diversitet.

Det er 2020 - et nyt årti er ankommet! Teknologi er en stor del vores liv, hvad enten det er derhjemme, på arbejdet, i relation til vores transport eller endda på/i vores kroppe.

Som en del af dette skifte til et teknologibaseret samfund ønsker vi at øge fokus på inklusivitet og mangfoldighed i teknologi, da det er nødvendigt at den teknologi vi udvikler, som i så høj grad former vores liv, tager udgangspunkt i flest mulige mennesker.

Kvinder der arbejder tværfagligt med teknologi

For at udvide den nuværende fortælling om teknologi og inspirere en udvikling mod ikke-binære værdier, taler vi med kvinder, der arbejder tværfagligt med teknologi inden for hardware, software, kunst, kultur og design og deler info om deres praksis her på bloggen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Carpenter og Overgaard har skabt kunst, teknologi, virksomheder og begivenheder sammen i mere end et årti. Vi har lært hinanden at kende, fordi vi ofte var de eneste kvinder i de netværk, vi var en del af. Gennem årene har vi selv bidraget til at skabe nye netværk med fokus på at ændre teknologiens til det bedre.

I denne første blogpost interviewer vi hinanden og stiller de samme spørgsmål til os selv, som vi vil stille til de kvinder, vi interviewer.

Det er ikke ligegyldigt, hvilke data vi anvender

Hvad finder du spændende ved teknologi lige nu?

Majken: »Lige nu er jeg optaget af, hvad kunstig intelligens kommer til at betyde og hvordan mange nye algoritmer udvikles. Maskiner, der skal trænes, skal bruge en masse data. Her er det væsentligt, at vi har fokus på, at det ikke er ligegyldigt, hvilken data vi anvender. Vi bliver nødt til at gøre os overvejelser om, hvad vi gerne vil have maskiner lærer. Også i forhold til køn og diversitet.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vanessa: »Jeg er enig i dine betragtninger om AI. Vi bliver nødt til at have en bevidsthed om, at alle mennesker skal repræsenteres i den teknologi, der skabes. Det er præcis det, vi gør, når vi designer med henblik på diversitet og inklusion - vi har en bevidsthed om, at teknologi, skal repræsentere den verden, vi rent faktisk lever i.«

Hvorfor eller hvordan valgte du den her vej?

Vanessa: »Muligheden for at kombinere det kunstneriske element med udvikling af teknologi, har været min primære interesse. Hvordan man kan formidle teknologiske muligheder via. kunst. Senere fik jeg også et mere forretningsmæssigt fokus med i mit arbejde, dvs. jeg begyndte at reflektere over, hvordan vi kan designe teknologier, der hjælper mennesker med at leve mere meningsfulde liv.«

Majken: »Det kan jeg godt relatere til. Jeg startede med at studere kunsthistorie på universitetet fordi jeg troede, det var via kunsten, at vi ville kunne skabe ændringer. På nogenlunde samme tid fik jeg smag for computere og software, blandt andet fordi det var her at man rent faktisk udviklede teknologier, der revolutionerede verden. Kombinationen af de to er for mig ideel, fordi det giver mulighed for både at være visionær og påvirke samfundets udvikling.«

Man kommer let til at jagte den næste teknologi

Hvad har været din største fejltagelse det seneste år og hvad lærte du af det?

Vanessa: »Sidste år sagde jeg mit job op til fordel for en ny stilling inden for IoT. Jeg brugte en hel masse tid og energi på at køre alt i stilling bare for til slut at indse at virksomheden i virkeligheden slet ikke var noget for mig og jeg ikke bare ville jagte den seneste bølge inden for teknologi.«

»Nu har jeg i stedet startet min egen virksomhed hvor jeg er begejstret for at arbejde med mennesker og fremtidens teknologier.«

Majken: »Man kommer meget let til at jagte den næste nye teknologi i det her felt. Det er i høj grad også en af mine store og konstante fejltagelser. Det kendetegner den måde vi forstår teknologi på i dag, at der altid er fokus vækst og udvikling. Ofte i forhold til eksponentiel, økonomisk vækst frem for vækst og udvikling af diversitet og ligestilling via teknologi. «

Hvad er din største daglige teknologiske udfordring?

Majken: »Det er, at det ofte er vanskeligt at gennemskue digitale produkter. Hvordan anvender de mine data, hvad er det præcist, jeg giver ret til ved at bruge eller købe en ny app eller en ny telefon?«

Vanessa: »For mit vedkommende designer jeg lige nu nye produkter med mennesker, der ikke er vant til at arbejde med hardware. Og det er en stor udfordring at kommunikere de mange forskellige muligheder for dem. Mit mål er at åbne deres tanker for, hvad der rent faktisk er muligt! Det er en sjov udfordring, men også én jeg altid har kæmpet med i mit arbejde.«

Digitale rettigheder og teknologi, der gør os effektive

Hvad forestiller du dig sker inden for teknologi de kommende fem år og det næste årti?

Majken: »Om fem år håber jeg på, at vi er blevet mere bevidste teknologiske forbrugere. At vi har udviklet love, der kan beskytte vores privatliv online og at vi ihvertfald inden for ti år har fået skabt et charter for digitale rettigheder, hvor de rettigheder, vi har opnået i relation til afskaffelse af diskrimination også håndhæves på internettet.«

Vanessa: »Jeg forestiller mig, at der de kommende fem år vil komme fokus på at udvikle meningsfulde teknologier. Lige nu er der en tendens til at vi ikke udvikler teknologi, der gør os mere effektive eller produktive, men snarere hvordan vi kan blive bedre mennesker. Det håber jeg vil være fuldt realiseret inden for de næste fem år. Og jeg håber, at vi i løbet af de kommende ti år bruger teknologien til at passe bedre på os selv. I stedet for at være slaver af den.«

Hvad har været dit favorit-projekt indtil nu og hvorfor?

Vanessa: Min PhD-afhandling. Fordi den i så høj grad relaterer til alt det arbejde, jeg har udført gennem tiden. Både den kunstneriske og aktivistiske indsats og den måde, jeg forener det i mine designs.

Majken: »Det har helt klart været realiseringen af Catch, fordi det er en platform, der forener min viden om kunst og teknologi samt interesse for at se initiativer og individer vokse og indfri både et menneskeligt og bæredygtigt forretningsmæssigt potentiale.«

Hvad skal vi holde øje med i fremtiden?

Vanessa: »Os!«

Majken: »Ha, det er rigtigt. Det er vigtigt at skabe forståelse om, at hele verden bruger teknologi og det ikke kun silicon valley, der skal sætte dagsordenen for hvad der udvikles og hvilke forretningsmodeller, der trækkes ned over internettet og alle vores devices.«

Tak for at læse med så langt :) Vi glæder os til at blogge de næste mange måneder og fortælle om de nogle af de mange kvinder i vores netværk, som vi synes arbejder på nye og anderledes måder med teknologi. Vores første interview er med Paula Petcu, der bygger sine egne humanoide robotter. Så stay tuned!

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger