Galatheablog: Numre på tagene
Ingeniør i Air Greenland Peter Thulesen har skrevet til mig i forbindelse med bagsidehistorien om numrene på tagene i Narsaq, hvor jeg skriver, at de i den lille by holder traditionen med at male numre på tagene i hævd. Numremalingen startede i Narsaq og omegn, da amerikanerne skulle have noget at navigere efter, når de skulle ind til deres lufthavn i Narsarsuaq.
Peter Thulesen skriver blandt andet:
Informationen vedr. tallene på husene er ikke helt korrekt, idet tallene har en mere generel historisk betydning for flyvning i Grønland end for navigationen ind til lufthavnen i Narsarsuaq.
Bl.a. er tallene vist på USAF's WAC kort over Grønland, og tallene blev påmalet huse i alle byer og bygder i Grønland under 2. verdenskrig, velsagtens efter store problemer for amerikanerne med navigeringen. Ofte er tallene malet på bygninger som tidligere har tilhørt KGH.
