Går det den forkerte vej i Kina?
Det er ikke nemt at blive klog på udviklingen i Kina i øjeblikket, heller ikke på energiområdet. Lad os se på hvad der sker, og ikke mindst hvorfor.
Først et øjebliksbillede
- Kina fortsætter med at investere i kulkraft. I 2018 blev der etableret 25,5 GW kulkraft og i første halvdel af 2019 17,4 GW.
- Udbygningen med sol- og vindkraft fortsætter. 2019 ser ud til at blive et rekord-år for vindkraft med mere end 32 GW installeret, mens udbygningen med solceller tager et dyk til forventet 29 GW efter et par rekordår med mere end 45 GW installeret effekt pr år.
- Forbruget af kul er generelt steget, men er faldet i elsektoren
Opdatering: Her er en oversigt over det kinesiske elsystem med udgangen af 2018 med installeret effekt og produceret elektricitet fordelt på krafværkstyper. "Thermal" referer til termiske kraftværker baseret på fossile brændsler, i altovervejende grad kul. Se mere om 2018 statistikken i CNRECs nyhedsbrev fra februar 2019. Den interesserede læser kan abonnere på nyhedsbrevet her.
Det er jo et flimrende billede, så for bedre at forstå udviklingstendenserne bliver man nødt til at gå nærmere ind på hvad der driver udviklingen.
New Normal inden for økonomien
Den generelle økonomiske udviklingstrend er lavere procentvise vækstrater, en slags blød landing efter den eksplosive vækst de seneste tyve år, også kaldet “New Normal”. Hovedelementer i New Normal strategien er, at det indenlandske forbrug skal tage over fra eksporten, at kvalitet skal afløse kvantitet, og at den energitunge industri som cement og stålproduktionen skal reduceres. Innovation er en vigtig del af strategien, og Kina skal være førende på en række højteknologisk områder - et element som spiller en stor rolle i handelskrigen mellem USA og Kina. Denne udviklingstrend betyder at væksten i energiforbruget langsomt stagnerer og afkobles fra den økonomisk vækst. I modsat retning trækker energiforbruget til datacentre, som er i kraftig vækst i disse år.
Den lange vej væk fra kul
På energiområdet er man gået i gang med en omstilling fra kul til gas, a-kraft og vedvarende energi. Den officielle målsætning for 2020 er at reducere forbruget af kul og at øge andelen af ikke-fossil energi til 15% af det samlede energiforbrug.
Det har i høj grad været den enorme luftforurening som har været drivkraften her, men også industripolitisk har man satset meget på udviklingen af vindkraft-industrien og ikke mindst produktionen af solceller - en satsning, som er en stor del af forklaringen på den voldsomme prisreduktion på solceller, som vi har set gennem de seneste 7-8 år.
Udviklingen væk fra kul har været hjulpet på vej af et stagnerende elforbrug i en række år, som dog de seneste år blev aflyst af høj vækst - mere end 8% årligt. I 2019 ser det ud til at væksten i elforbruget igen er aftagende, med en forventet vækst på omkring 3%.
Sol- og vindkraft i et vadested
Også udbygningen med sol- og vindkraft har fortrængt kul, hvor især udbygningen med solceller har haft en voldsom vækst, men vindkraftudbygning har være mere moderat.
Drivkraften bag denne udbygning har primært været støtte i form af produktionstilskud (de såkaldte feed-in tariffer), som generelt har været høje. Pengene kommer fra en statslig fond, som er finansieret via en afgift på elforbruget. Gennem mange år har indtægterne dog været mindre end udgifterne, så der er oparbejdet en stor gæld i fonden. Det, sammen med de faldende priser på sol- og vindkraft, har betydet at feed-in tarifferne generelt forsvinder med udgangen af 2020 (der er dog undtagelser). De afløses så af forskellige systemer, herunder et kvotesystem for udbygningen i de forskellige provinser, som skal sikre en vis minimumsefterspørgsel.
Desuden skal der gives garanti for afsætningen af produktionen fra anlæggene, og der skal være bedre vilkår for mindre anlæg i de befolkningstætte provinser i øst og syd. Lige nu står sol og vind i lidt af et vadested, hvor den trygge (men reelt usikre) feed-in tarif forsvinder, og andre virkemidler skal tage over. Det kan skabe turbulens i de nærmeste år, men til gengæld ser den langsigtede udvikling lovende ud, da økonomien i sol- og vindkraft forventes at være bedre end alternativerne i løbet af relativt få år.
Der er også kommet gang i udbygningen med akraft igen efter en pause. Som beskrevet i tidligere blog-indlæg er nye anlæg sat i drift og flere er under planlægning.
Nye kulkraftværker
På trods af den nationale målsætning om at reducere kulforbruget bliver der fortsat bygget nye kulkraftværker.
Forklaringen er kompleks, men skyldes i høj grad at en række provinser økonomisk er stærkt afhængig af kul, både kulproduktion og elproduktion fra kul. Generelt er det blevet mere risikabelt at investere i kulkraft. Tidligere havde anlæggene et sikkerhedsnet i form af sikkerhed for afsætning og fastlagte priser. Nye anlæg er ikke garanteret afsætning, og man er begyndt at indføre mere markedsbaserede priser som et led i den elmarkedsreform som blev igangsat i 2014.
Udbygningen med nye kraftværker, den vigende vækst i elproduktion og udbygningen med andre teknologier har også betydet at benyttelsestiden for de kulfyrede kraftværker er faldende. Der er i stigende grad rapporter om økonomiske problemer for kulfyrede anlæg og man ser nu en tendens til en konsolidering på selskabsniveau, hvor kulminer og kulkraftværker samles i samme selskab (fortsat statsejet).
Kul er for nedadgående, men for langsomt
Min konklusion på disse underliggende tendenser er, at det kommer til at gå den rigtige vej med hensyn til omstillingen af den kinesiske energisektor. Det er blevet mere risikabelt at investere i kulkraft, og det er blevet væsentligt billigere at investere i vind- og solkraft. Samtidig har VE-industrien fået en ikke-ubetydelig rolle i den samlede kinesiske økonomi, hvilket giver et ekstra incitament til at fortsætte og forstærke udbygningen med disse teknologier.
Desværre ser det ud til at gå for langsomt. Trægheden i omstillingen på provins-niveau er betydelig, elmarkedsreformen går langsomt fremad og udviklingen af et CO2 kvotemarked går endnu langsommere. Derfor er der brug for kraftigere brug af politiske virkemidler i den kommende fem-årsplan. Det vil jeg komme ind på i næste blog-indlæg.
