Fra naturlig til kunstig intelligens
En cobot (collaborative robot) residerer på hospitalsgangene i Pittsburg, USA. Her gør den sig nyttig ved at hente kaffe og oplyse personalet om ledige lokaler og lignende. Skal den derimod med elevatoren må den bede om hjælp fra en tilfældig forbipasserende. Den er simpelthen ikke er udstyret med fingre, der kan trykke på elevatorknapperne. Den hverken ligner eller taler som et menneske - faktisk minder den mest om noget fra tidlig Science Fiction B-film og den kommunikerer kun på skrift følg linket. Den er udviklet af et team ledet af Manuela Veloso, som er professor i KI og Robotteknologi ved Carneige Mellon University og leder af J.P. Morgan AI Research.
Kort sagt; der er ingen tvivl om, at denne service-cobot er en maskine.
I den modsatte ende af skalaen finder vi Googles chatbot Duplex, som er en software robot, der lyder og interagerer meget lig et menneske følg linket. Faktisk har den formået at simulere et menneske i en sådan grad, at Google for nylig fik høvl for at narre folk til at tro, at Duplex reelt var et menneske, når de kommunikerede med den i forbindelse med bordbestilling på en restaurant.
Så hvor sætter vi grænsen for hvor meget maskiner skal ligne og opføre sig som mennesker, før vi vil interagere med dem?
Velosos service-cobot, som er ganske vellidt blandt de hospitalsansatte, hverken ligner eller lyder som et menneske, men dens åbenlyse begrænsninger og ærlige fejlbarlighed er måske netop dét, der gør, at de ansatte synes om den og anvender den?
Googles Duplex er som bekendt også vældig populær og omtalt, men den lader til også at skabe mistanker blandt brugerne, måske fordi den i sin fejlfrie kommunikation, blev helt umenneskelig og derved uforudsigelig?
For at tage stilling til disse maskiners kvalitet, formål og i sidse ende berettigelse, må vi forstå hvad de gør for og ved os - med udgangspunkt i vores behov og ønsker.
Altså; vi skal blive skarpere på, hvad vi mennesker er for størrelser; hvad gør et menneske til et menneske?
Et menneske
Definitionen på et menneske kan lyde på flere måder. Spørger du biologen får du en spændende fortælling om arter i kød og blod. Filosoffen vil forklare dig om vores evne til (selv)erkendelse og antropologen og sociologen taler om konstruktioner og dynamikker, der opstår når vi lever sammen. Som psykolog vil jeg derimod først trække dig med ned spædbarnets vugge og dernæst op i dets hjerne hvor jeg især vil fokusere på, hvad man kalder de suveræne kognitive funktioner.
Kimen til vores naturlige intelligens ligger dér, men den realiseres kun, hvis vi vandes med næringskilder som kærlighed og tryghed.
Viljen til overlevelse
Jeg har en datter på snart seks måneder, som i disse dage er ved at begribe, at hun, ud over sine to hænder og mange fingre, også har fødder og tæer, der kan gribe om ting.
Hver gang hun får fat i noget, kigger hun med et intenst og forventningsfuldt blik op på mig, og først når jeg har nikket anerkendende eller rystet misbilligende på hovedet (læs: har udbrudt stor jubel eller rynket brynene), fortsætter hun sin leg og færd op ad sin stejle læringskurve.
Gertrud, som hun hedder, er ved at erfare, at hun har en krop, med hvilken hun kan interagere med omverdenen.
Og hun er ved at forstå, at hun har en vilje, med hvilken hun kan få ting til at ske og få sin mor til at smile begejstret og give hende mad og tryghed; hendes aktuelt primære behov.
Gertrud har en iboende vilje til at overleve længst muligt, og dette kræver tilpasning, hvis hun skal lykkes med sit foretagende. Hun skal få mest muligt ud af sin fysiske og mentale formåen og omgivelsernes muligheder.
Hun skal lære at være et dygtigt menneske, der kan indrette sig efter omgivelserne og på intelligent vis indrette omgivelserne efter sig. Noget, vi mennesker kan lære at blive ret dygtige til.
Et spørgsmål om tillid
For at Gertrud får mest muligt ud af sin iboende overlevelsesvilje, er hun nødt til at have nogle grundlæggende fakta på plads:
Hun er nødt til at have tillid til og derved tryghed ved sin egen fysiske formåen.
Hun er nødt til at stole på, at hendes fem sanseindtryk er korrekte.
Hun skal have mærket og være rimelig fortrolig med sine fem grundfølelser (angst, vrede, sorg, afsky, glæde) og derved sin mentale tilstand.
Hun skal have rimeligt styr på, hvad hun kan forvente sig af reaktioner fra omverdenen, når hun agerer sådan og sådan:
At mor kommer, når hun kalder, fordi hun har brug for hjælp (eller er sulten). At far griber hende, hver gang han kaster hende op i luften i leg. Altså at folk omkring hende vedbliver med at løse hendes basale behov for føde og tryghed, og at folk generelt set agerer og taler sandfærdigt over for hende.
Gertrud behøver altså en krop, som hun kan sanse og agere i verden med, og hun behøver en vilje til overlevelse for at kunne fungere i verden og i forhold til andre mennesker.
Lærer hun at mestre alt dette, bliver hun et intelligent væsen, der på dygtig vis både kan overleve og i harmoni sameksistere med andre mennesker.
En god krop
Hvor stiller disse menneskelige grundvilkår udviklere af intelligente humanoide robotter? Er de lige så relevante for udviklingen hér?
Når man udvikler en maskine med lyd-, billede-, lugt- og føle-sensorer, er man godt på vej til at udvikle en "kunstig krop", der kan simulere at sanse omverdenen, sådan som et menneske kan det. Hermed har man også givet maskinen mulighed for at lagre disse sanseindtryk og altså have "minder" derom. Minder er lig med erfaringer, og erfaringer giver retningslinjer for, hvad vi skal og ikke skal - de hjælper os til at agere i verden og vigtigere; at være sociale væsener. Så langt så godt.
Velosos service-cobot har en form for krop, men derimod hverken ligner den eller lyder den som et menneske. Den er begrænset såvel fysisk som kognitivt. Alligevel kan vi relatere til den og dens behov for hjælp.
Googles Duplex chatbot har derimod ingen krop, men lyder til forveksling menneskelig og interagerer til perfektion verbalt og kognitivt som et menneske. Alligevel kan vi blive vrede over at blive snydt, når vi opdager, at vores samtalepartner netop ikke er et menneske men foregiver at være et.
Hvor stiller det os? Og hvori ligger det humanoide, hvis det ikke (kun) er kropslige elementer?
Findes der en algoritme på mennesket?
Det er stadig en kompleks størrelse, som vi skal vende tilbage til. De to ovenstående eksempler tjener til at eksemplificere, at der ikke som sådan kan opstilles én algoritme for KI eller udvikles ét sæt enslydende dogmer for rette grad af menneskelighed, når det kommer til den perfekt interagerende robot. Krop eller ej; Den skal i hvert fald indgyde tillid, når vi kommunikerer med den.
Så måske bør KI-udviklere (særligt dem af Generel Kunstig Intelligens (AGI)) ikke bekymre sig så meget om at ville simulere menneskets fysiske fremtoning (udseende, stemme, gestikulation med videre) til perfektion, men derimod flytte fokus over på specifikke psykologiske mekanismer i og mellem mennesker.
De bør gå benhårdt efter at skabe tillid frem for alt og etablere ’relaterbarhed’ i mangel på bedre ord.
Tryghed avler tryghed
Robotten skal fremstå ærlig i forhold til dens egne behov (udføre sin funktion og opnå sit formål) og synes at ville imødekomme vores behov, som både omhandler den konkrete opgave vi står over for OG at vi skal opleve os trygge i situationen.
Som mennesker kender vi til at være begrænset i vores fysiske og mentale udfoldelse og derfor at være nødt til at bede andre om hjælp. At have brug for andre for at kunne fungere og i sidste ende overleve er særdeles menneskeligt og er som beskrevet en del af vores (naturlige) intelligens.
Hele vores eksistensgrundlag bygger på at kunne indgå i velfungerende sociale relationer og derved overleve med al den luksus i form af beskyttende og kærlige relationer, vi kan forestille os.
Som I kan se, så er menneskets intelligens en kompleks størrelse, som kræver granskning af menneskets væren og væsen. For at vi kan vurdere hvordan udviklerne af KI kommer i hus med opgaven, skal vi kigge dybere ind i tilknytningen mellem barn og forældre.
Nøglen til intelligens ligger i evnen til at forstå hinandens mentale liv og dermed blive dygtige til at kommunikere med hinanden.
Hvordan KI-udviklerne - og Gertrud - løser denne svære opgave, vil jeg skrive om i min næste blog.
Er der nogle af jer intelligente mennesker derude, som har gode erfaringer med en eller flere humanoide robotter?
Og hvad har I gjort jer af interessante iagttagelser af jeres babyer eller børn i deres udvikling til intelligente væsner? Og måske draget paralleller til robotter i jeres stille sind?
Hav en fortsat god dag. Astrid
