Normalt bruger slanger deres gift til at dræbe! Verdens eksperter inden for toksinologi er i hvert fald enige om, at slanger primært har udviklet deres gift for at kunne nedlægge og fordøje byttedyr. Men spiller gift også en defensiv rolle? Generelt er de fleste dyrearter instinktivt bange for slanger – med god grund. Derfor afholder de sig fra at nærme sig giftslanger (medmindre vi taler om en af de dyrearter, som har slanger blandt deres bytte, såsom kongekobraen, visse ørnearter og enkelte gnavere). Der er dog en undtagelse til denne regel: Primater!
En spyttende kobra (Naja mossambica) i aktion.
Primater spiser umiddelbart ikke slanger (dog med os mennesker som en af undtagelserne!). Men primater er kendt for aktivt at dræbe slanger ”profylaktisk”, selvom slangerne ikke nødvendigvis udgør en fare i øjeblikket. Primater har et højere intelligensniveau, hvilket bl.a. kendetegnes ved evnen til at planlægge. Ved at dræbe slanger, inden de udgør en fare, kan primater således øge deres fremtidige chancer for at overleve uden at blive bidt af en giftslange. En anden forskel mellem primater og de fleste andre dyrearter er, at primater kan finde ud af at bruge redskaber og våben. Således kan en slange, der er giftig ikke alene nøjes med sit bid til at forsvare sig, da en primat kan finde på at bruge en pind eller sten til at slå slangen ihjel fra afstand. Dette er rigtig træls, når man har brugt flere millioner år på at udvikle superpotent gift, der kan lamme ens bytte og ens ”overfaldsmænd”. Dog har visse slangefamilier fundet en løsning på dette!
Iflg. herpetologen (slangeforskeren) Harry Greene fra Cornell University har slanger tre forskellige steder i verden uafhængigt af hinanden udviklet evnen til at spytte deres gift op til mange meter. Udviklingen af denne spytteteknik kræver, at slangens giftkanaler i tænderne drejes en smule, så de vender ud mod den overfaldsmand, som står over for slangen. Det interessante ved, at dette er sket 3 forskellige steder i verden på tre forskellige tidspunkter, er, at det falder sammen med, at primater (endda mennesker) er dukket op i områderne kort tid forinden (kort tid skal her ses i evolutionær sammenhæng). Da jeg for to uger siden var til International Society of Toxinology’s 18th World Congress i Oxford, stillede Harry Greene stillede spørgsmålet omkring, hvorvidt udviklingen af de spyttende kobraers evne til at spytte deres gift var et eksempel på menneskets indvirkning på evolutionen. Og dette er bestemt plausibelt.
De afrikanske spyttende kobraer (fx Naja mossambica og Naja Nigricollis, der findes syd for Sahara) har en gift, der er domineret af phospholipaser. Phospholipaser er enzymer, som kan nedbryde væv, og for de spyttende kobraers vedkommende er disse phospholipaser så potente, at de kan medføre blindhed, hvis de havner i øjet på et offer (eller overfaldsmand). Til gengæld kan de ikke slå et bytte eller en overfaldsmand ligeså hurtigt ihjel som fx neurotoksiner, som ikke-spyttende kobraer har mange af. Således er det tænkeligt, at de spyttende kobraer netop har udviklet både evnen til at spytte samt potente phospholipaser for at kunne skræmme fjender væk fremfor at nedlægge bytte. De spyttende kobraer bruger i hvert fald ikke spytteteknikken, når de selv jager. Dette tyder derfor på, at slangegift udover at blive brugt til at nedlægge bytte også bruges som en defensiv strategi for at overleve i naturen.
Imens de spyttende kobraer har brugt tid på at udvikle deres spytteteknik og gift, har vi primater dog heldigvis opfundet solbriller! Jeg vil derfor stærkt anbefale brug af solbriller, når man er på den afrikanske savanne – både for at se sej ud, men også for at undgå at blive spyttet i øjet af slanger!
