Er jeg det sidste menneske i Danmark, der har problemer? Den sidste dansker, der ind imellem får arbejdsopgaver, som jeg ved ikke kan lade sig gøre? Jeg tror det faktisk, for når jeg taler med kolleger og venner, har de aldrig problemer. De har kun udfordringer. De synes aldrig, noget er umuligt - det er bare vanskeligt.
Problemer eksisterer simpelt hen ikke længere i Danmark. Og det er da herligt: Danmark - verdens første problemfri nation. Det må da kunne bruges offensivt i den globale markedsføring af vort land. Man ser allerede det internationale konkurrenceparameter svinge ud til vores fordel. En nation befolket af innovative og geschæftige optimister. Mere kunne Bendt Bendtsen da ikke ønske sig.
Som den unge progressive projektleder, jeg læste om forleden, der udtalte, at han ligefrem hadede sig selv, når han en sjælden gang så begrænsninger frem for muligheder. Han er en del af den "tænk positivt"-bølge, der i det seneste årti er strømmet ind over os, og som efterhånden har fået lukket munden på de sidste problembørn.
En amerikansk ''think positive-guru'' sagde engang, at det bare handler om at tage den optimistiske brille på. Det gjorde han altid selv. Derfor var han lykkelig og havde for eksempel aldrig svært ved at finde en parkeringsplads. Han tænkte bare intenst på en ledig plads, og så dukkede der altid en op - også selv lørdag formiddag i den værste shoppingtid. Rørende simpelt. Og susende skræmmende.
For hvad gemmer der sig bag denne tvangsoptimisme? En undertone af, at det altid er din egen skyld, hvis du ikke kan klare dine opgaver. Det er jo aldrig opgaven, der er for stor, men dig der er for lille - rent mentalt. Og er det ikke netop det, der let fører til det selvhad den unge - og ellers optimistiske - projektleder oplever? Mislykkes du, er det fordi, du ikke har den rette tilgang til "udfordringen". Eller som en chef engang sagde: "Det er ikke et spørgsmål om, hvordan du har det, men hvordan du ta'r det". Og ta'r du det ikke på den rigtige måde, så har du et problem... nå, nej.
