Er det snart slut med tidsskriftsmastodonterne?
Den seneste uge har budt på interessant nyt, hvis man altså er interesseret i Open Access for videnskabelige resultater. Det svenske Kongelige Bibliotek – der står for fællesaftalen mellem svenske universiteter og udbyderne af tidsskrifter – har efter lang tids forhandling med Elsevier, besluttet at opsige aftalen om abonnementer på tidsskrifter, gældende for alle svenske læreanstalter.
For de der ikke kender Elsevier, er de en af verdens største publiceringshuse for videnskabelige artikler. De har 2500 tidsskrifter i deres stald, og en årlig omsætning på omkring 20 mia. DKK. Elsevier har høje profitmarginer, i 2017 på 37%, og bliver ofte kritiseret for deres praksis på copyright-området, og for at nedprioritere ordentligt peer review til fordel for at få flere artikler igennem (meget afhængig af det enkelte tidsskrifts redaktører).
Sagen i en nøddeskal er denne: De store publiceringshuse har, set fra universiteterne og skatteborgernes side, en ret ublu forretningsmodel. Forskerne forsker, finansieret primært af staten. Når et resultat skal udgives, sætter man sig ned og skriver en artikel. Den skal som udgangspunkt skrives så den er fiks og færdig til publicering. Artiklen sendes til et tidsskrift, hvor en (typisk ulønnet) redaktør finder passende (ulønnede) referees, og sender artiklen i peer review. Referees giver kommentarer på artiklens videnskabelige indhold – og ofte også på den pædagogiske præsentation – sender dem til redaktøren, som beslutter om den skal publiceres med det samme (accept), itereres en lille smule (minor revisions), itereres en hel del (major revisions) eller afvises (reject). Afhængig af beslutningen køres processen nogle gange.
Artiklen kommer derefter igennem et korrekturtjek. Da man selv står for at levere tekstombrydning og figurer, kan den herefter udgives.
Når andre forskere eller studerende på universiteter rundt omkring herefter vil læse artiklen, må de betale for dyre abonnementer. Typisk kan abonnementer kun købes i pakkeløsninger, så universitetet eksempelvis må abonnere på alle Elseviers 2500 tidsskrifter, og ikke bare dem man er interesseret i. I skrivende stund går 25% af Lund Universitets mediebudget på i alt 56 mio. SEK til Elsevier, så det er ikke småpenge der er tale om.
Man kan spørge sig selv om hvilken værdi et forlag som Elsevier tilfører, der berettiger en profitmargen på 30-40%. Og det er hvad man nu har gjort. Resultatet er at svenske uddannelsesinstitutioner ikke får adgang til nye artikler fra Elseviers portefølje.
Konsekvensen på længere sigt af denne beslutning, er der naturligvis ingen der kender endnu, men man har lov at gøre sig forhåbninger. Inden for mit eget felt har tidsskrifterne længe ikke bidraget med andet end at give lidt ekstra prestige til en artikel, da indholdet kan findes tilgængeligt gratis på preprint-servere som arXiv. Denne praksis er naturligvis god, men det er nok også den der har givet det sidste skub i forhold til ovenstående konflikt. Efterhånden som flere og flere områder har indset at man selv kan gøre artikler offentligt tilgængelige, er tidsskrifterne begyndt at opkræve en sum fra forfatterene, før de vil udgive artiklen – hvis altså den skal være åbent tilgængelig. For universiteterne gør dette naturligvis tidsskriftskarrusellen til ren Ebberød Bank, da man nu både betaler for forskningen, betaler for at udgive den, og betaler for at læse den igen. Med dette in mente håber jeg de danske universiteter snart vil følge efter.
Det mest spændende bliver hvilken konsekvens det får for peer review-systemet, der er helt essentielt for at kunne sortere i kvaliteten af videnskabelige resultater. Men (som man også har kunne læse i Ingeniøren) er dette system allerede under pres, ikke mindst af presset på forskere for at publicere kvantitet frem for kvalitet. Man kan kun håbe at et nødvendigt opgør med publiceringshusene også vil medføre en længe ventet gentænkning af dette system.
