En cyberpunker vil frelse verden
Jeg tilbragte en hel aften sammen med en selverklæret cyberpunker i starten af september på årets Techfestival i København.
Det er ikke så tit, at man hører det udtryk brugt mere. Men Jaromil bruger det om sig selv og sit arbejde.
Han lænede sig ind over min mikrofon og sagde med italiensk accent: "I like to do strange things with computers."
Han hedder egentlig Denis Roio og arbejder for dyne.org, der nok hacker og bygger open source teknologi, men de er ikke mere farlige for samfundet end, at de modtager EU-midler til at arbejde med udvikling af digitalt demokrati lokalt i europæiske byer.
Og en cyberpunker er jo bare en person, som går op i privatlivets fred online, og som mener, at vi som individer skal have kontrol over vores teknologi. Den skal ikke være en lukket boks, der er kontrolleret af firmaer eller stater.
Jaromil er inspireret af de nye politiske bevægelser, der kom til verden efter finanskrisen. Flade hierakier og en uformel arbejdsform, som dog kan være svær at sætte i system, men han prøver med apps til afstemninger og fordeling af social kapital via systemet Freecoin.
Dyne.org bygger decentrale sociale netværk og platforme, som fremmer og understøtter demokratisk deltagelse, samarbejde og beslutninger.
Projektet D-Cent skal decentralisere beslutningsprocesser i europæiske hovedstæder.
I Barcelona byggede man en digital platform, der skulle være et et redskab til at bygge en demokratisk, åben og gennemsigtig by ved at styrke borgernes deltagelse i definitionen og udviklingen af politikker.
I Reykjavik byggede man en digital platform, der gør det muligt for borgerne at indsende ideer om, hvordan man bruger en del af byens budget i deres nabolag.
Projektet DECODE skal forhindre, at store private monopoler som fx Uber eller Tinder har kontrol med datastrømme og gemmer dem i siloer, som gør dem utilgængelige på en måde, så de ikke længere kan gavne samfundet og desuden fratager brugerne kontrollen.
I stedet skal man bygge en datacentrisk digital økonomi, hvor data, der genereres og indsamles af borgere, IoT-nettet og sensornetværk, er tilgængelige for bredere fælles brug med passende beskyttelse af personlige oplysninger.
Som et resultat kan innovatører, startups, ngo'er, kooperativer og lokalsamfund drage fordel af disse data til at bygge apps og tjenester, der svarer til deres behov og til det bredere samfund.
Du kan høre Jaromil i podcasten Techtopia og møde ham personligt på konferencen Driving IT hos IDA fredag d. 3. november
