Djævlen er i detaljen - men kan du huske detaljen?
En mandag morgen for et par uger siden var jeg på vej på arbejde efter en afslappet weekend.
Jeg tjekkede, kort inden jeg nåede til TICRA, min e-mail på telefonen, og en ny e-mail fra en kunde, vi er ved at løse en opgave for, tikkede ind.
Ugen forinden havde jeg sendt kunden en opdatering på opgaven, og jeg havde påpeget, hvad der måske - troede jeg - kunne være en mindre knast. Jeg var dog ikke bekymret for, at det skulle være et stort problem.
E-mailen blev en brat opvågning: Der var i sandhed tale om et problem, som vi var nødt til relativt hurtigt at finde en løsning på.
Det småregnede og føltes med ét som mandag morgen.
Opgaven handler om at designe en såkaldt hornantenne - som jeg før har skrevet om - der skal opfylde en række lovbestemte krav. Når vi har leveret designet, får kunden dette og kan fremstille antennen, f.eks. til brug på en satellit eller ved kommunikation med satellitter. Antennen skal fungere i to frekvensbånd, idet den typisk skal sende og modtage på forskellige frekvenser.
Problemet bestod i, at antennens opførsel ikke mødte alle kravene i det ene af disse frekvensbånd - og desværre det mest kritiske af de to.
Min chef og jeg kiggede straks på problemet. Vi besluttede at træde nogle skridt tilbage i designprocessen og forsøge at nå et andet design derfra. Udgangspunktet, dvs. hvor langt vi skulle gå tilbage, diskuterede vi, og i blandt et par kandidater valgte vi ét tidligere design, som vi ville gå videre fra.
Jeg fortsatte derpå designprocessen - som i praksis foregår med avancerede matematiske optimeringsalgoritmer - og i denne uge gjorde vi status over designet.
Hornantennen var på visse parametre blevet bedre og på andre værre, men globalt set var vi ikke nået til et bedre design. Vi var, følte vi, havnet i en blindgyde.
Vi overvejede derfor påny at gå nogle skridt tilbage og prøve en anden fremgangsmåde. Vi blev enige om at tage et andet udgangspunkt end to uger tidligere, og vi forstod i første omgang ikke, hvorfor vi havde prioriteret, som vi havde to uger tidligere - og altså ikke taget det udgangspunkt, vi nu ville prøve.
Det var to uger siden, men jeg kunne ærligt ikke huske argumenterne. Jeg kiggede derfor tilbage i min arbejdsjournal, hvor jeg i detalje havde forklaret vores grunde til at vælge, som vi gjorde. Og forklaringen gav mening med de informationer, vi for to uger siden havde haft. Siden var vi blevet klogere, og det var derfor nu mere oplagt at tage et nyt startpunkt.
I den her proces slog det mig - igen - hvor vigtigt det at skrive arbejdsjournal er. Det var to uger siden, og jeg kunne ikke huske detaljerne. Ikke fordi min hukommelse fejler noget, men fordi der undervejs havde været mange andre detaljer igennem hovedet.
Detaljerne, jeg har arbejdet med i dag, husker jeg givetvis uden problemer om en halv time. Og i aften. Men hvad med i morgen? Og i næste uge? Jeg husker dem nok ikke, men det gør min arbejdsjournal - hvis jeg husker (!) at skrive den.
Nogle gange trækker det tænder ud at journalisere dagens arbejde, når klokken er mange, og man er træt i hovedet. Men jeg har lært, at det kommer tifold igen - dels for at tømme hovedet, før man går hjem, dels for at kunne vende tilbage til detaljerne, argumenterne og resultaterne på et senere tidspunkt.
Så lad mig høre: Kan du huske detaljerne, du arbejdede med for to uger siden?
Hvis ikke var det måske på tide at begynde at skrive en arbejdsjournal.
