Vi har i Movia count-down skærme ved i alt 2.000 af vore større stoppesteder, hvor passagerne med realtidsinformation kan se, hvornår de næste busser afgår. Det er en god service, særligt for passagerer, der ikke bruger rejseplanen.
Derfor vil vi gerne have skærmene ud til flere af vores ca.14.000 stoppesteder. Udfordringen er, at selvom elektronik og skærme generelt er blevet billigere, så gælder det samme ikke for leverandører af count-down-skærme – de er fortsat ret dyre, med en pris på ca. 25.000 kr. inklusive moms pr. skærm.
Derfor har vi gennem længere tid være på jagt i både ind- og udland efter billigere løsninger. Desværre uden held. Vi kan købe mange store og flotte skærme, men ingen billige.
Så vi havde brug for en billigere løsning, men det er lidt svært for en offentlig virksomhed, når det ikke findes på markedet. Vi indledte derfor et samarbejde med DTU X Tech Entrepreneurship for at finde ud af, om der kunne findes en mindre og billig løsning, i daglig tale en discountdown-model. De dygtige studerende kom med et bud på en prototype med udgangen af 2020 med en pris på ca. 1.300 kr. Der blev ikke taget højde for batteri levetid, driftsvilkår mm.
Det gav os blod på tanden, og vi indledte et samarbejde med virksomhederne Adibus og Ektos, der er specialiserede i at udvikle elektronikprodukter om at få udviklet et proof of concept. Da meget af Ektos’ udviklingsafdeling ligger i Ukraine, har det taget lidt længere end beregnet, men vi har netop modtaget et bud på en løsning med en skønnet pris på 5.000 kr. inklusive moms, se video, indtalt af Bjarne Madsen, der sammen med Jesper Lindegaard Khouri-Gantzel leder projektet:
Vi er meget tilfredse med det foreløbige resultat. Næste trin er derfor, at vi får produceret 25 prototyper, som vi fra starten af næste år kan teste ved stoppesteder på Sjælland. Movias bestyrelse har netop afsat 1 mio. kr. til den opgave.
Hvis denne test også går godt, så bliver den næste opgave at sende i udbud at få produceret vores discountdown-enheder, som kommuner og regioner kan bestille til at sætte op ved stoppestederne.
Jeg synes, det er en rigtig spændende opgave, men den er også svær. For hvad gør vi som offentlig virksomhed, når vi har et ønske, som markedet ikke umiddelbart kan levere? Derfor har det været rigtig godt at have samarbejde med DTU og få de studerendes hjælp til at tænke uden for boksen. Det videre arbejde med et dedikeret udviklingsselskab med at udvikle en prototype er også meget lærerigt. Vores håb er, at vi kan ende med at få et godt koncept, som til sin tid kan sendes i udbud hos mulige leverandører.
Vi overvejer at lægge dokumentationen ud som public domain, så andre leverandører kan arbejde videre på konceptet, for så kunne vi håbe, at der kan komme endnu bedre løsninger, som både vi og andre trafikselskaber kan få glæde af i de kommende år.
