Der er både jobs og klima i mere pant
Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen offentliggjorde i går, at der kommer pant på flasker til juice og saftevand fra 2020. Det er virkelig gode nyheder, fordi det øger vores kompetencer inden for plastgenvinding og så er det godt for klima og miljø.
Hånden på hjertet: Det er næppe nogen af os, der i virkeligheden holder af at skulle forbi flaskeautomaten, når vi er ude at handle ind. Men jeg er alligevel glad for, at miljøminister Jakob Ellemann-Jensen har skaffet flertal for, at vi alle skal have lidt mere i posen, når vi tager forbi flaskeautomaten fra 2020. Og det er der to gode grunde til.
For det første er det bydende nødvendigt, at vi lærer at genbruge flere af vores materialer. Og for det andet skaber vi en fordel på sigt for os selv og vores virksomheder ved at have restriktive regler.
Genbrug mere; fremstil mindre
Plastik bliver jo fremstillet af olie. Derfor er det en markant CO2-synder, som vi bør begrænse vores forbrug af. Omvendt er jeg ikke blind for, at plastik faktisk også kan være med til at reducere transport-vægt og madspild.
Vi har brug for at omstille vores produktion, så den bliver bæredygtig. FN har sat specifik spot på problemet og gjort det til nummer 12 af deres 17 verdensmål.
Vi har alle set, hvordan efterladt plastik havner på strande og i skove og havene. Og der er desværre endnu mere plastik i naturen, end det vi ser. Det havner desværre på havbunden inden i dyr, og findes tilmed i så mikroskopiske størrelser, så vi også selv kommer til at spise det.
Det er åbenlyst, at vi har brug at producere anderledes og ikke mindst genbruge det, der ellers ville være blevet til skrald.
Heldigvis er det jo ikke bare surt arbejde at genbruge materialer. Der er faktisk forretning i det.
Kan en spand redde verden?
Da jeg for to uger siden åbnede Tech-teltet på Folkemødet, var jeg blevet bedt om at tage et stykke banebrydende teknologi med. Mit banebrydende produkt var en plastikspand.
Spanden var fra Schoeller Plast Enterprise, og det banebrydende var, at den er lavet af 100 % genbrugsplastik. Det er lidt af en bedrift, fordi normal genbrugsplast normalt indeholder en vis del helt nyt og ubrugt plastik.
Spanden er dog lidt et pilotprojekt, fordi det kræver en meget grundig sortering af genbrugsmaterialet, før det kan genanvendes.
Lige præcis der er en øget pantmængde en udstrakt hånd til de danske virksomheder, der arbejder på at udvikle bæredygtige plastprodukter. De efterspørger god plast at genbruge, siger Plastindustrien
Ikke alt er dog fryd og gammen. Vi genbruger ganske små mængder af vores samlede plastik og der mangler især en ensartet løsning for indsamling af plast fra forbrugerne. Men det er en helt anden sag.
Her og nu synes jeg, Jakob Ellemann-Jensen har set helt rigtigt. Vi kan godt have lidt flere flasker i retur-posen, hvis det betyder et bedre klima og danske arbejdspladser. Der er lang vej, men pant på flere flasker er et godt skridt i den rigtige retning.
