Denne weekends atomkraft blogindlæg skal handle om en gammel kending: Davis Besse.
Sidst vi hørte om Davis Besse, var det om hullet i reaktorens låg, idag handler det om beton og snestorme.
Ejerne af Davis Besse var så heldige at en reaktor magen til deres var blevet opgivet i sin tid, men først efter at reaktorens tryktank, inklusive låg, var produceret og leveret.
Dette ubrugte reaktorlåg blev målt, vejet, undersøgt i alle ender og kanter og indkøbt.
Dernæst skar man et hul ind igennem "containment" bygningen så man kunne bytte lågene om.
Så begyndte balladen.
Det starter med at folkene med vandskæreudstyret undrer sig over hvor store brokker de kan skære af i den ene side, men ikke den anden side.
Dernæst opdager man nogle fine laminære revner, dvs. revner imellem forskellige lag af betonmuren.
Det skulle naturligvis undersøges nærmere, det blev det, bla. med en målemetode hvor et automatisk måleinstrument slår på betonmuren og lytter efter om det lyder massivt eller hult.
Resultatet var ikke godt, man fandt delamineringer hele vejen rundt om den cylinderformede bygning.
Efterfølgende er der lavet borehuller, boroskop undersøgelser (når det ikke blæser for meget) osv. osv. osv.
I maj 2012 har man endelig udredt "root cause" og konklusionen er at revnerne er opstået under den store snestorm i 1978, fordi man sparede malingen væk.
I slutningen af 1960erne, da reaktoren blev planlagt og designet, var der ikke noget normkrav om en fugtafvisende overfladebehandling, så det gjorde man ikke.
Dengang var atomkraft-boomet stadig i fuld gang og ingen regnede med at disse "midlertidige" reaktorer ville nå at køre mere end 15-20 år før fusionsenergien overhalede dem.
Betonen kunne, anslog man, sagtens holde dobbelt så lang tid, 40 år, den normerede designlevetid.
I 1978 kom der en længere periode med megen nedbør, efterfulgt af en snestorm med "arktiske temperaturer": 10-20 graders frost og wind-chill ned til -50°C.
Betonen havde absorberet meget vand, vandet frøs meget hurtigt -- og sprækkerne opstod.
Det er ihvertfald den konklusion man er nået til i den officielle "Root Cause report" og jeg har ingen faglig basis eller ballast for ikke at tro på fagfolkene.
Rapporten giver et interessant indblik i kvalitets og sikkerhedsholdninger igennem tiden.
Appendix 5 og 6 indeholder tidslinierne, heraf kan man se at den cylinderformede væg er støbt vinter-forår 1971, det kuppelformede tag støbes i efteråret 1973 og først i 1975 lukkes de sidste adgangsåbninger til.
I 1977 starter man reaktoren men først sommeren '78, efter snestormen, kommer den i fuld kommerciel drift.
Den første inspektion af betonbygningens overflade foretages tilsyneladende først 10 år senere i 1988 og finder "ingen synlig forandringer".
1991 inspektionen finder "ingen uacceptable forringelser", et tankevækkende, men vel ikke helt urimeligt skift af kriterie: Det ville være urimeligt at forvente at 20 år gammel beton så ny ud.
Fra 1999 og frem finder man afskalninger, men det bliver bedømt som værende ikke vigtigt.
Man lapper lidt hist og her.
Problemet bliver værre.
Man lapper videre.
Ingen reflekterer tilsyneladende over at man er indenfor designlevetiden og at afskalning slet ikke burde forekome.
Det minder alt i alt lidt (for meget) om den kendte historie om O-ringe i rumfærgens raketter.
Appendix 10, listen over "Construction Deviations" for denne betonbygning er også interessant, ikke mindst i lyset af f.eks Finlands tilsyneladende uendelige problemer med støbning af beton.
De bruger forkert cement (#57), de glemmer flyveaske(#3), de roder med vandet (#1, #359), de glemmer udsparinger (#382), bygningen kommer 175% mere ud af lod end specificeret (#5) og den er så langt fra cirkelform at skortstenens forankring må laves om (#457).
Det lyder ikke ret meget som en ISO-9000 oplevelse, men er formodentlig meget repræsentativt for boom-tiden omkring 1971.
FENOC, reaktorens ejere, og NRC, atomkrafttilsynet, er enige om at det er temmelig ligegyldigt for sikkerheden om der falder lidt beton af udenpå armeringen, når det er de 70cm beton inde bagved der skal lave arbejdet.
Det er muligvis, sandsynligvis, en sund og faktabaseret ingeniørvurdering, baseret på den bedste viden der har kunnet fremskaffes osv. osv.
Men i disse post-Fukushima tider, virker det mere end en anelse tvetunget, at bragetale om hvorledes sikkerhedskravene vil blive skærpet i det ene press-release, for derefter at sige "pyt" til en containment bygning fyldt med revner i det næste.
Status lige nu er at Davis Besse kører, men deres ansøgning om yderligere 20 års driftlicens bliver bekæmpet af alt hvad der kan krybe og gå, med alt hvad de kan finde af argumentation, herunder "konspirationen om den revnede beton" osv.
Endnu en gang ser vi hvorledes atomkraftbranchens lukkethed kommer tilbage og rammer dem i nakken: Hvis betonens historie og konstruktion havde været offentlig kendt siden 1971 var ingen blevet overrasket over at den skallede lidt af, men fordi branchen har kultiveret et uberettiget offentligt image af perfektion, kommer sandheden til at stå i skærende kontrast til glansbilledet, når den endelig kommer frem.
phk
