De, som er interesserede i at tage på safari i Østafrika, kommer med stor sandsynlighed til at bevæge sig rundt i den grønne mambas territorium. Den grønne mamba er en sky slange på ca. halvanden meter, som bor i træer, hvor den skjuler sig let pga. dens flotte limegrønne farve. Selvom bid fra den grønne mamba er sjældnere end for den sorte mamba, så skal et bid fra denne slange tages meget alvorligt pga. dens potente neurotoksisk virkende gift, der udviser et særligt interessant fænomen – synergi mellem toksiner.
Den grønne mamba (Dendroaspis angusticeps).
For nylig vendte min specialestuderende, Line Præst Lauridsen, hjem fra et forskningsophold på Instituto Clodomiro Picado i Costa Rica. Normalt arbejder Line med at udvikle moderne modgifte mod slangebid, men i Costa Ricas jungle forskede hun bl.a. i giften fra den grønne mamba. Line underlagde denne gift en såkaldt toksikovenomisk analyse for både at forstå giftens sammensætning og for at udpege hvilke toksiner, som var de medicinsk mest relevante at neutralisere med en moderne modgift – og Lines resultater var meget interessante.
Det viste det sig, at toksinerne i den grønne mambas gift ikke i sig selv er særligt giftige sammenlignet med toksinerne fra andre slanger. Men når toksinerne kombineres, opstår der en potent neurotoksicitet, som får den samlede gift til at være meget toksisk. Dette er et spændende molekylært fænomen, som kun visse gifte udviser, hvilket kaldes toksinsynergi. Line påviste dette fænomen ved at fraktionere giften og teste de enkelte komponenter, som ikke viste synderlige tegn på høj toksicitet, men når hun blandede fraktionerne, opstod de toksiske effekter.
Læs Videnskab.dk's populærvidenskabelige artikel om den grønne mamba her.
Set med evolutionære øjne kunne det tænkes, at den grønne mambas gift har udviklet toksinsynergi, da den således vha. kun en lille mænge gift kan opnå en meget større toksicitet, som normalt ville kræve større giftproduktion. Ved netop kun at skulle producere en lille smule gift, kan slangen dermed spare en masse energi. Det er nemlig en energimæssig bekostelig affære at producere gift for slanger. Så der er ingen grund til at producere mere end nødvendigt, hvorfor nogle slangearter, der før i tiden har været giftige, har mistet deres gift (læs om dette her).
Line foran Instituto Clodomiro Picado i Costa Rica, hvor hun udførte sin forskning.
Til sammenligning med den sorte mambas gift viste det sig, at den grønne mambas gift var fundamentalt forskellig. Dette var meget overraskende, idet den grønne- og sorte mamba er nært beslægtede. Den grønne mambas gift indeholder en gruppe af toksiner, der kaldes fascikuliner, som ikke findes i den sorte mambas gift. Når disse fascikuliner bliver injiceret i et slangebidsoffer eller et byttedyr, inducerer de kraftige rystelser sammenlignelige med et ukontrolleret spastisk anfald. Derudover indeholder giften også dendrotoksiner, som ligeledes inducerer ukontrollerbare bevægelser. Modsat de fleste andre gifte fra neurotoksiske slanger fandt Line ikke et eneste α-neurotoksin (hvilket er den farligste type toksiner i fx den sorte mambas gift). α-neurotoksiner virker ved at hæmme neuromuskulær transmission og dermed evnen til at bevæge sig.
Således tyder det på, at man tydeligt vil kunne mærke forskel på, om man er blevet bidt af en sort eller en grøn mamba. Bliver man bidt af den sorte mamba, vil det primære tegn være, at du bliver paralyseret, mens du ved et bid fra den grønne mamba vil dø af muskulær overaktivitet, der til sidst bliver for meget for systemet.
En vigtig del af Line's forskning var naturligvis også at undersøge, om det var grønne mambaer i bølgerne ud for Costa Ricas kyster. Som forventet fandt hun ikke nogen, da grønne mambaer kun findes i Afrika.
Heldigvis findes der effektive modgifte mod den grønne mamba. Line viste i sin forskning, at de dødelige effekter af grøn mambagift kunne neutraliseres vha. en sydafrikansk modgift. Hvis du bliver bidt af den grønne mamba, vil jeg derfor anbefale at blive det i Sydafrika.
Den fulde videnskabelige artikel om den grønne mambas gift udgivet i Journal of Proteomics kan læses her.
