Den “dyre” klimaomstilling
Et samlet kor af eksperter og journalister har gjort sig store anstrengelser for at fortælle, at klimaomstillingen bliver dyr. Det kan jo være meget fornuftigt ikke at foregøgle befolkningen at man kommer gratis til en så stor omstilling, som er nødvendig for at nå 70% i 2030 (og 100% i 2050 eller før), men de forskellige udsagn har mere bygget på holdninger og forventninger end på analyser og fakta. Det er en af de store undladelsessynder, som den tidligere regering og folketing må tage på sin kappe, at man ikke har sørget for et analyseapparat og analyseresultater for klimaomstillingen frem til 2050. Mere fundamentalt er der brug for at forstå hvad man taler om, når man taler om “dyrt” - hvad og for hvem. I det hele taget ville en sådan begrebsafklaring være nyttigt, både når man snakker om mål og virkemidler.
Jeg vil gerne lægge ud med starten på en sådan afklaring - i håbet om, at andre vil blande sig via kommentarsporet. Min tilgang er nok præget af en ingeniørtilgang til tingene og kan sikkert med fordel suppleres med en mere stringent økonomisk tilgang.
Min (udokumenterede) påstand er, at klimaomstillingen ikke nødvendigvis er særlig dyr for samfundet, og at en kreativ brug af de økonomiske virkemidler - skatter, afgifter og tilskud - kan sikre at omlægningen gennemføres uden afgørende at øge uligheden i samfundet. Vaner og livsstil må nødvendigvis ændres, her må politikerne ikke have berøringsangst, men økonomisk set behøver gennemførelsen af klimaplanen ikke at skabe øget ulighed.
Er det dyrt?
Udgangspunktet for tankegangen er, at omkostningerne ved klimaomstillingen skal relateres til de samfundsøkonomiske omkostninger og fordele. Derefter kan man via forskellige virkemidler fordele de økonomiske fordele og ulemper ud fra de politiske prioriteringer man anlægger.
Teoretisk set vil man uden en samlet udledningsramme vælge at gennemføre de tiltag som giver et samfundsøkonomisk overskud og undlade at gennemføre tiltag, som giver underskud. Med et klimamål om 70% reduktion bliver opgaven at rangordne tiltagene og gennemføre de tiltag som billigst muligt leverer de 70%’s reduktion.
Ved analysen af de samfundsøkonomiske fordele og ulemper er det naturligvis nødvendigt at sammenligne med en situation hvor tiltagene ikke bliver gennemført. Med andre ord, det er nødvendigt at fastsætte en omkostning for udledningen af CO2 og andre klimagasser som afspejler de tilsvarende skadevirkninger. En anden vigtig faktor er den samfundsøkonomiske kalkulationsrente, som har stor indflydelse på den samfundsøkonomisk rentabilitet af et tiltag. Traditionelt har man i Danmark regnet med en forholdsvis høj rente på samfundsøkonomiske investeringer, men man kan med stor ret argumentere for, at den bør være lille (eller måske negativ) når det drejer sig om at undgå langsigtede, men ødelæggende konsekvenser af klimaforandringerne.
Da en række tiltag (især på energiforsyning og energiforbrugsområdet) i forvejen er rentable ud fra en snæver projektøkonomisk kalkule, er det min forventning, at den samlede samfundsøkonomiske regning for klimatiltagene er relativt beskeden med anvendelse af en rimelig kalkulationsrente og en rimelig udledningspris for CO2 og andre klimagasser.
Skatter, afgifter og tilskud skaber incitamenterne
Med listen over “least-cost” tiltag i hånden kan man så se på, hvilke incitamenter, der skal til for at gennemføre dem. Ud over deciderede påbud og forbud er økonomiske virkemidler som skatter, afgifter og tilskud rimeligt effektive virkemidler, hvis de er indrettet fornuftigt.
Skatter, afgifter og tilskud virker på to måder - dels som et incitament og dels som et middel til omfordeling blandt de berørte parter. Klimarådet, de økonomiske vismænd og senest Det Radikale Venstre har peget på at “den skarpeste kniv i skuffen” er CO2-afgifter i bred forstand. Igen ud fra en teoretisk tilgang er det uomtvistelig et effektivt værktøj, men i praksis er denne vej fyldt med forhindringer, når CO2- (eller rettere drivhusgasafgiftens) størrelse skal fastsættes for alle produkter. Hvis man i forvejen har valgt de forskellige klimatiltag ud fra en samlet samfundsøkonomisk vurdering, bør man uden problemer kunne bruge skatte-, afgifts- og tilskudspaletten meget mere frit. F.eks vil en differentieret moms på fødevarer kunne bruges til at fremme sund og klimavenlig mad, EU-tilskuddene kunne omlægges til klimastøtte til landbruget osv. samtidig med at ulighedseffekterne blev kompenseret ved ændringer i indkomstskatten, forhøjelse af de forskellige offentlige ydelser eller ved mere direkte kompensationer til forskellige virksomheder. Hovedsagen må være, at disse kompensationsmekanismer ikke afgørende svækker incitamentet til en klimaomlægning.
Er statsfinanserne det store problem?
Tilbage er så påvirkningen af statsfinanserne. Og her kan det jo godt være dyrt at klimaomlægge, når man som samfund er blevet så afhængig af et skatte- og afgiftprovenue, som man er i dag. Men når man har fundet de samfundsøkonomisk bedste tiltag for at nå de klimapolitisk mål og indrettet incitamentsstrukturen så en omlægning er mulig uden afgørende ulighedsskabende effekter, er statskassen jo det mindste problem. Specielt i en situation hvor staten tjener penge på at låne penge, er det en unødig selvskabt plage at snakke om “hul i statskassen” og “ufinancerede udgifter” - i hvert fald i perioden frem til 2030 (på længere sigt må man alligevel gøre sig uafhængig af skatter og afgifter på klimabelastning).
Der er selvfølgelig også med denne tilgang en række forhindringer der skal overvindes, f.eks. i forhold til budgetloven og forpligtelserne i forhold til EU i den forbindelse, men det kan regeringen jo passende tage op i forbindelse med udviklingen af EU Green Deal.
Er det så realistisk?
Det er svært at sige, om sådan en tankegang har en mulighed når klimaplanerne skal på plads. Det må være en rimelig forventning, at både klimamyndighederne og klimarådet har fokus på de samfundsøkonomisk omkostninger i bred forstand, når paletten af tiltag skal sættes op, og det må forventes, at det analytiske beredskab til at foretage sådanne vurderinger bliver kraftigt forbedret i de kommende år. Skatteområdet har altid vist sig at være ekstrem vanskelig at ændre, blandt andet fordi der er så mange modsatrettede interesser på spil. Tanken om en lånefinansieret omlægning via statskassen er sikkert også noget af en mundfuld at sluge for traditionelt tænkende politikere og embedsmænd. Omvendt er gevinsten, at man kan håndtere den sociale udfordring ved den nødvendige omlægning langt bedre, hvis de snærende budgetbånd blev løsnet. Specielt da det er en bunden opgave for politikere at levere en klimaplan, der kan realisere 70% målsætningen, selv om det måske ikke helt er gået op for dem endnu.
Jeg håber på modige politikere og embedsmænd, men kan godt være i tvivl. Hvad tænker I?
