De gør det i Detroit: Mød Carla Diana som udvikler fysiske produkter, der inddrager fremtidige teknologier.

Carla Diana udvikler fysiske produkter, der inddrager fremtidige teknologier. Hendes arbejde spænder over avancerede robotter til forbundne husholdningsapparater og hendes designs har været på forsiden af både Popular Science, Technology Review og New York Times Sunday Review. Hun er designer, forfatter og underviser og har for nylig lanceret en 4D Design kandidatuddannelse på Cranbrook Academy of Art i Detroit, USA. Hun samarbejder med Socially Intelligent Machines Lab på University of Texas, Austin, omkring udvikling af kunstig intelligens og maskinlæring i robotter og fungerer som Head of Design for virksomheden Diligent Robotics. Hun har skrevet den populære børnebog LEO the Maker Prince: Journeys in 3D Printing, hvor læsere kan downloade og 3D-printe karakterer fra bogen og udgiver en bog om smart design, My Robot Gets Me: How Social Design Can Make Products More Human på forlaget Harvard Business Review Press. Hun er medvært på Robopsych en podcast der udkommer hveranden uge og har fokus på design og den psykologiske effekt af interaktionen mellem menneske-robot. https://www.robopsych.com/robopsychpodcast

7 spørgsmål med Carla Diana:

1. Hvad finder du spændende ved teknologi lige nu?

Det er virkelig interessant at se, hvordan robotteknologi i dag kan være tilstede i vores hverdag uden at vi tænker på dem som robotter. Hos Smart Design var jeg leder af udviklingen af interaktionsdesignet til Neato Robotics-projektet og jeg var interesseret i at skabe en til at følese af, at der blev kommunikeret med mellem robot-menneske på en naturlig måde, ikke for påfaldende fremmed eller ny. Vi oplever dette på en anden måde lige nu med for eksempel Amazon Echo, Siri eller Cortana ... Ha, det er sjovt, jeg sagde lige ”Alexa”, og hun reagerede. Ikke nu Alexa! Og det er spændende at undersøge, hvordan vores opførsel manifesterer sig på en fysisk måde ud over via stemmen, med bevægelser, lys eller lyd. Der er lige nu en mulighed for designere for at udvikle et nyt sprog omkring dette i relation til maskinen.

2. Hvorfor eller hvordan valgte du den her vej?

Jeg har 3 primære identiteter: 1) Leder af 4D Design ved Cranbrook Academy of Art, hvor jeg har skabt og lanceret et nyt kandidatprogram, der fokuserer på at udforske fysisk interaktion samt skabe et interdisciplinært miljø ved blande kunstnere, teknologer og designere. 2) Jeg leder designudviklingen for en opstartsvirksomhed, der hedder Diligent Robotics, der fokuserer på at levere autonome, programmerbare robotter til hospitaler. 3) Jeg har mit eget kreative studio, hvor jeg udforsker håndgribelig interaktion på en mere åben måde.

Fælles for alle disse aktiviteter er udforskningen af interaktion i den fysiske verden, og jeg kom dertil ved først at studere og arbejde indenfor mekanisk teknologi, mest fordi jeg ikke vidste, at sådan noget som produktdesign eksisterede. Derefter studerede jeg 3D-design på Cranbrook i en kunstnerisk ramme, hvor vi fokuserede på kreativitet og kritik. Selv for 20 år siden kunne jeg tydeligt se, at de digitale og fysiske verdener ville mødes og jeg besluttede at fokusere min karriere omkring dette møde. Jeg arbejdede med industrielle design virksomheder, der var i gang med at omlægge til det digitale. Og til sidst oprettede jeg mit eget studio i 2012, hvor jeg prøvede at skabe balance mellem det akademiske og industrielle. Jeg elsker muligheden for at forestille sig fremtiden, der findes i den akademiske verden, men savnede at have en direkte indflydelse på et produkt, der er i folks hjem, som de lever med.

3. Hvad har været din største fejltagelse det seneste år og hvad lærte du af det?

På Cranbrook rekrutterede jeg en temmelig forskelligartet gruppe studerende fra forskellige lande og racer og køn, men er på en eller anden måde endt med en gruppe bestående af fire mænd (uddannelsen er en pilot og er blevet gennemført med 4 studerende red.). Der er konkurrence om de bedste kandidater og jeg havde tiltrukket en ekstremt talentfuld og fremragende gruppe, men mange af dem rejste videre til andre institutioner på grund af økonomiske eller geografiske udfordringer. Vi kæmper stadig med mangfoldighed på det her område, der beskæftiger sig med teknologi. Hvad jeg har lært af dette, er, at jeg stadig har brug for at gøre en indsats. Da jeg studerede mekanisk teknologi i 80'erne, var jeg den ene af ​​to kvinder i en klasse på 40. Jeg antog, at vi var kommet længere end vi nok er og at det derfor ville være nok med beskrivelsen af vores nye kandidatprogram, med mig som leder og at være på Cranbrook, jeg troede, at mangfoldigheden ville komme af sig selv, men jeg lærte, at jeg var nødt til at gøre en indsats og tilskynde dem til at deltage i vores kandidatprogram.

4. Hvad er din største daglige teknologiske udfordring?

At blive overvældet af at skulle etablere et laboratorium med udstyr. Jeg undersøgte alle mulige former for udstyr og talte med kolleger, der kører andre vellykkede laboratorier om deres bedste praksis og præferencer, men i sidste ende havde jeg brug for at kende mine studerendes behov. Da 4D-uddannelsen er ny, havde jeg dem ikke, da jeg byggede lab’et. Desuden bruger vi så meget forskelligt udstyr, og det er vanskeligt at prioritere, hvad vi skal fokusere på. Vi er virkelig fokuserede på det man kan mærke og se, men selv med det fokus skifter vi fra digital fabrikation til robotteknologi, elektronik og til ‘mixed reality’.

5. Hvad forestiller du dig sker inden for teknologi de kommende fem år og det næste årti?

Vi er i et meget betydningsfuldt øjeblik lige nu med pandemien, hvilket har fået mig til at tænke meget på fremtiden. Teknologi spiller en overraskende stor rolle, og derfor tror jeg, at vi i de næste fem år vil se en endnu større omfavnelse af teknologi. Der har været mange tilbageslag omkring 'vi ønsker ikke så mange skærme', 'alt dette føles meget kunstigt', men gennem hele denne pandemi-krise har folk værdsat den værdi, som teknologien har givet deres hverdag. Der har været en virkelig tragisk og pludselig opmærksomhed mod de ting, som vi som designere har forestillet os i årtier omkring telekommunikation, videokonferencer og omkring opbygning af fællesskaber mellem mennesker på tværs af forskellige dele af verden. Da jeg skrev min børnebog for 6 år siden var 3D-printere stadig relativt sjældne - visionen var, at have objekter tilgængelige i skyen, som enhver kunne downloade og printe. Denne COVID-krise har vist os, hvordan en græsrodsbevægelse om at bruge 3d-printere hjemme kan være en styrke for vores samfund (Læs mere om de danske makere mod corona: https://www.tv2lorry.dk/lorryland/frivillige-printer-3d-vaernemidler-i-kampen-mod-corona. Jeg tror, ​​at folk i de næste 5 år vil bygge videre på de idéer, der har været beta-testet her under krisen.

I det kommende årti bliver det interessant at se, hvilken vej pendulet vil svinge i forhold til om vi vil eller ikke vil omfavne teknologi. Lige nu er et skelsættende øjeblik, men der er også en masse bekymringer omkring sikring af privatlivet, folk vil gøre alt for at afbøde denne krise, vi er i, og de vil tage beslutninger om at dele data, hvis det redder liv, men jeg tror, ​​vi i de kommende 10 år vil opleve et stort tilbageslag. Jeg tror, ​​at en af ​​de virkelig uheldige ting, der ser ud til at komme ud af denne krise, er, at de store virksomheder bliver større. Google, Apples, Microsoft og virksomheder, der ligner dem. Så mange opstartsvirksomheder vil ikke kunne overleve, det er en virkelig hård tid for dem. Jeg tror, ​​at vi bliver nødt til at genopbygge de næste 10 år. Hvad der kunne ske nu, er, at de større virksomheder vil opkøbe de mindre virksomheder.

6. Hvad har været dit favorit-projekt indtil nu og hvorfor?

Bortset fra at opbygge 4D-design på Cranbook, som er min nuværende favorit, fordi det er en kombination af alle tidligere indsatser i mit liv og chancen for at opbygge et helt fællesskab, der forhåbentlig fortsat vil vokse. Men jeg er også meget glad for mit tidligere projekt børnebogen - LEO the Maker Prince: Journeys in 3D Printing. Det var virkelig en mulighed for at eksperimentere med et globalt samfund af makere og med idéen om distribueret design. Det er ikke et projekt, jeg har tjent penge på, men det var et, der havde sit eget liv i verden. Jeg kunne se glæden hos mennesker, der 3D-printede figurerne i bogen, tog fotos af dem og delte dem på sociale medier og skabte deres egne historier omkring dem. Et bibliotek i Skotland - det første bibliotek i Storbritannien, der havde en 3D-printer, brugte bogen sammen med synshæmmede børn, der kunne holde og røre ved figurerne. Det var ikke en del af min oprindelige idé eller design, men da jeg hørte den historie, gjorde det mig så begejstret for potentialet ved at sende projekter ud i verden og se, hvor de ender.

7. Hvad skal vi holde øje med i fremtiden?

Vi er i krise og vi bruger teknologi til at håndtere vores følelsesmæssige helbred på. Ved at lave ting som at oprette video-fester, eller aktiviteter i klasseværelset som at sende børn på skattejagt i deres hjem og have - denne fusion af tech og virkelighed. Det, man skal være opmærksom på, er, at vi er i en tragisk krise, og at mennesker har intense følelsesmæssige behov for trøst og for at afbøde ensomhed, og de bruger teknologi til det. Det bør have vores opmærksomhed.

Følg med i Carlas arbejde her:

• Carla's Website: https://www.carladiana.com
• Cranbrook 4D Website: https://cranbrookart.edu/departments/4d-design/
• Diligent Robots Website: https://diligentrobots.com/
• Instagram Carla: https://www.instagram.com/carladiana
• Instagram Cranbrook 4D: https://www.instagram.com/cranbrook4d/
• Podcast: https://www.robopsych.com/robopsychpodcast

Greater Spaces er en blog af Majken Overgaard og Vanessa Julia Carpenter, hvor vi udvider fortællingen om, hvad teknologi er, og hvem der skaber den. Vi taler med danske og internationale kvindelige rollemodeller inden for teknologi og indimellem disse interviews deler vi info om de mest interessante ting, der sker omkring os - med fokus på diversitet.