Danske Lottes møde med den japanske mamushislange
Mamushi lyder måske som et sødt japansk kælenavn eller som navnet på en mindre farlig pokémon. Men man skal ikke tage fejl! Mamushien er Japans næstfarligste slange og årsagen til, at en dansk ingeniør for to år siden kom ud i en livstruende situation.
Den japanske mamushi er Japans næstfarligste slange.
I skrivende stund er jeg på vej til Venom Week i Kingsville, Texas, hvor jeg er så heldig at være blevet indbudt til at fortælle de førende nordamerikanske slangegiftseksperter om min forskning inden for moderne modgifte. Som sædvanligt har mine studerende intensiveret mængden af spørgsmål og tilsendelsen af bibellange dokumenter op til (og under) afrejse, så jeg ikke kommer til at kede mig med det store udvalg af nye filmudgivelser i flyets underholdningssystem på vejen over Atlanten. Jeg kunne godt bruge en slangesnaps eller slangesake lavet på habu…
Da der desværre ikke serveres slangesnaps eller habuslangesake om bord på flyet, må tankerne i stedet fare over til den japanske slange kaldet mamushi (Gloydius blomhoffii), som jeg indirekte stiftede bekendtskab med for ca. to år siden. På daværende tidspunkt lå der en mail i min indbakke fra medingeniør, Lotte, som uheldigvis havde overset netop en mamushislange i Japan med det resultat, at hun blev bidt og fik sig en ret voldsom oplevelse. Dengang vidste jeg nærmest ingenting om japanske slanger, andet end at de var lange og ikke havde arme eller ben, så jeg måtte ty til lærebøgerne og læse op på tingene.
Overordnet set havde Lotte et hændelsesforløb, der mindede en del om min tidligere studerende, Martins forløb. Det skulle dog vise sig at være endnu mere alvorligt og tage endnu længere tid at komme sig efter bidet. Nogen dage efter biddet, henvendte Lotte sig og ville gerne vide mere om, hvordan hun skulle forholde sig efter at have modtaget intensiv og livreddende behandling i Japan.
Lottes fod 2 dage efter biddet. Anklen ville normalt have været synlig, hvis hun ikke var blevet bidt.
Den japanske mamushi er en hugorm, som faktisk også lever i Kina og Korea. Pga. dens gode kamuflage, er mamushiens jagtstrategi at lægge sig i baghold og angribe, når et byttedyr (typisk gnavere, fugle, insekter og firben) kommer forbi. Den bliver ikke synderligt stor (typisk 45-80 cm), men har en ret potent gift, som indeholder en kompleks blanding af hemotoksiner, vævsødelæggende cytotoksiner og flere slags neurotoksiner, der påvirker nervesystemet. Hvert år er bid fra denne slange derfor skyld i 2-3000 hospitalsindlæggelser og ca. 10 dødsfald i Japan. Typisk kræver et bid fra mamushien 7 dages behandling på hospitalet efterfulgt af en måneds ambulant behandling. Udover alvorlige lokale cytotoksiske effekter og (indre) blødninger har mamushiens bid også givet anledning til nyresvigt, synsforstyrrelser og ufrivillige aborter hos gravide kvinder. Så den må siges at være en ret styg slange. Langtidseffekterne fra dens bid er dog ikke særlig velbeskrevne – i hvert fald ikke på et sprog jeg er i stand til at læse. Derfor kontaktede jeg for nylig Lotte for at høre, hvordan det gik næsten to år efter hendes bid.
Lottes lår 1 uge efter biddet. Der ses tydelig indre blødning.
Den dag i dag har Lotte det heldigvis godt og mærker ikke så meget til biddet. Men igennem længere tid oplevede hun en række besynderlige ting ved sin krop. Efter at have taget medicin mod for lavt stofskifte i over 18 år, oplevede Lotte i de første seks måneder, at hendes stofskifte steg så meget, at hun måtte trappe voldsomt ned for sin medicin. I dag er hun dog tilbage til sit gamle niveau, hvor hun atter har for lavt stofskifte. I over et år efter biddet havde Lotte ondt i sine led – særligt i hænder og fødder. Dette betød, at hun ikke kunne gå barfodet i sandet ved stranden eller åbne mælkekartoner. Heldigvis er disse ubehageligheder også næsten væk. Sidst men ikke mindst oplevede Lotte, at hun var væsentligt mere syg med småsygdomme, såsom forkølelse, som hun normalt aldrig fik. Da der vides meget lidt om langtidseffekterne af slangebid, kan det være svært at bestemme helt nøjagtigt, hvilke af disse effekter, der direkte kan relateres til slangebiddet, og hvilke (særligt småsygdommene), der måske er tilfældige sammenfald. Der kan dog ikke herske tvivl om, at et bid fra den japanske mamushi er en voldsom affære, der sætter kroppen i yderste alarmberedskab. Det er derfor ikke usandsynligt, at flere af de symptomer, som Lotte oplevede lang tid efter slangebiddet, på en eller anden måde kunne være relateret dertil – om ikke andet som indirekte uspecifikke effekter, fordi kroppen har været igennem så slem en omgang.
Lottes fødder halvanden måned efter biddet. Der ses stadig tydelig hævelse på højre fod.
Lottes alvorlige oplevelse med mamushien er desværre ikke et enestående tilfælde – slet ikke hvis man kigger uden for Danmarks grænser. I hele verden bides rundt regnet 5 millioner mennesker årligt af giftige slanger. Heraf får 2-2,5 millioner en direkte forgiftning. Af disse dør omkring 80-150.000, og yderligere 3-400.000 får permanente skader. Derfor har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i sommeren 2017 inkluderet slangebid på listen over verdens mest negligerede tropesygdomme. I den forbindelse har jeg været så heldig at blive udnævnt som rådgiver i den WHO arbejdsgruppe, som skal lægge strategien for, hvordan slangebid forhindres og behandles i verden. Jeg ser derfor meget frem til at nå Kingsville. Ikke kun for at udbrede viden om min egen forskning, men også for at lære fra de mange forskere og læger, der har været i feltet en menneskealder længere end jeg selv.
