Dagbog: Den vagtsomme ulv og kranierne
En enlig ulv har de sidste dage frekventeret området, og vi har af og til kunnet observere den i kikkerten, når den ude på isen har ledt efter rester af den sæl, som jeg skød for lidt tid siden.
Den er imidlertid umådeligt agtpågivende - sikkert fordi den er alene, og således på ingen måde kan tillade sig at løbe blot den mindste risiko.
Vi kan se, hvordan den cirkulerer på kilometers afstand, vejrer, vurderer, fristes, men vender om. Det er sikkerhed frem for alt, og selv ikke en slunken ulvemave, får den til at nærme sig hytten.
Morten har slået telt op udenfor, hvor han i dagevis har siddet med sine kameraer parat til at tage fotos, hvis den skulle nærme sig. Han har kun fået sovet ganske få timer, hvor han til trods for søvnen har haft alarm på hver halve time, for at være klar. Natten til i går, måtte han dog have 5 timer sammenhængende, da trætheden fik overtaget.
Indimellem har vi kørt skift på "ulveobservatoriet", for at dække så mange af døgnets timer af som muligt, men endnu uden resultat.
I går fulgte den os med alle sine ekstremt veludviklede ulvesanser på henved 3 kilometers afstand, idet den tog en stor bue inde fra bakkerne, rundt om os mod syd, hvorpå den øgede afstanden til omkring 4 kilometer, krydsede fjorden og forsvandt i bakkerne mod vest på den anden side af fjorden.
På jagt
Morten og jeg besluttede så, at vi ville holde fri fra observatoriet og gå på skiture med pulke i stedet.
Jeg gik på en 20 km lang tur mod syd fra Sorfiord og op i elvlejet for at jagte hare og rype.
Det var en umådeligt smuk dag, med let vind fra syd, kun 7 graders frost, tyndt skydække og mod nord en smuk og skarp afgrænsning af skyerne mod fuldstændig klar lyseblå himmel.
Jeg fulgte bakkernes vestlige skråninger, idet jeg håbede, at en suppehare ville nyde eftermiddagsvarmen og byde sig til. Som jeg trak afsted langs uren, spejdende med kikkerten efter liv, opdagede jeg, at der foran på tværs af min rute, var en bred og vældig skrænt, på henved 20-30 meters højde.
Det er elvlejets udmunding i Sorfiord, og her får man et godt indtryk af, hvorledes elvens enorme vandmasser i forårs- og sommertiden vælder ud i fjorden, mens skræntens permafrost bliver borteroderet og mudder og sand skyllet ud i fjorden.
Det var et smukt syn, og jeg fulgte skrænten rundt mod sydøst, idet jeg ledte efter et sted at gå ned i elvlejet.
Gang på gang studerede jeg snedækkede sten, som på afstand lignede harer, men som ved nærmere eftersyn var uden liv.
Pludselig stod jeg overfor en dyb V-formet kløft, der gik på tværs af min retning, en kløft, som jeg ikke kunne se en mulighed for at hverken entre eller forcere. Måske hvis jeg tog skiene af og lod pulken glide foran mig, og jeg rutsjede på buksebagen ned ad en snefane, men hvis dette skulle lykkes, så ville jeg fortsat risikere at blive stoppet længere nede af sne, et fald eller af sten.
I stedet vendte jeg om, og fandt så efter nogen søgen, en knap så stejl slugt, som jeg forsigtigt gik ned ad, ud mod elvlejet. Det lykkedes, og vel nede, kunne jeg for alvor nyde synet af mudderskrænten, som havde en samlet længde på omkring 3 kilometer eller mere.
Jeg forcerede de kraftige skruninger af frosset flodvand, krydsede elvlejet og fandt et godt sted til en gang Turmat. Det var da turmad af verdensklasse - sidde her mutters alene i denne fantastisk smukke isverden og nyde en gang chiligryde, som hurtigt gav et godt boost af energi - lige, hvad der skulle til på en sådan jagttur.
Jeg fortsatte ind i elven, men vendte om efter yderligere et par timer, da der ikke var skyggen af liv. Det blev således en pauver jagttur, hvor eneste medbragte vildt, var øverste del af et moskusoksekranie uden horn.
Overgået på kranier
Jeg var tilbage i hytten klokken 21.15, og ved midnat kom Morten retur fra en 30 km lang ski- og pulktur. Undervejs havde ulven flere gange betragtet ham på kilometers afstand. Havde studeret ham fra fjerntliggende fjeldtoppe og lynhurtigt som en skygge gledet væk igen.
Han fortalte, hvordan han havde følt sig betragtet, og pludselig opdagede, hvordan ulven på toppen af en snefane i silhuet mod aftenhimmelen stod og betragtede ham. Da han stoppede for at finde kikkerten frem, forsvandt den om på den anden side.
Den legede kispus med os, og den havde en enestående evne til at spille sine kort bedre end den bedste pokerspiller.
Da Morten gled op foran hytten med pulken, lå der et vældigt og imponerende moskuskranie med de smukkeste horn på pulken - et noget flottere trofæ end det jeg havde medbragt.
Han havde også fundet et særdeles velbevaret stykke træ, med en tydelig knast, så man rigtigt kunne se strukturerne i træet. Et enormt antal årringe giver en indikation af et meget langsomt voksende træ, som vi fortsat tænker er omkring 3-5 millioner år gammelt. Måske nogle af Jer læsere har viden herom, I vil dele med os?
Vi har nu lavet aftale med Terry og Olaf om en fornyet tur rundt i fjordene og på Ellesmere Island, for at se, om vi kan finde et ulvepack, der er mere fotogene end vores skyggeulv ved hytten.
Anders 3. maj 2019
