Corona og CO2 - skal vi droppe møderne?
Jeg blev "Corona-ramt" søndag morgen kl. 5.30 på vej til lufthavnen, for at give et inviteret foredrag til American Physical Society's legendariske Marts-møde i Denver, Colarado. En vild email på telefonen fik mig til at vende hjem igen med min kuffert, til en dejlig fri-søndag. "The APS 2020 is CANCELLED"
Marts-mødet et af verdens største og vigtigste møder for fysikere. Mere end 10000 forskere og industrifolk fra hele verden samles hvert år for at fortælle hvad der lige nu sker i deres laboratorier, finde inspiration, ideer, samarbejdspartnere, fremtidige arbejdsgivere og somme tider venner. Et kæmpe gedemarked med alt for mange mennesker, synes nogle. For andre er det stedet hvor man kan mødes og interagere med de bedste af de bedste i fysik. For mig er det lidt begge dele.
Mødet har været holdt i omkring 120 år, og mig bekendt aldrig været aflyst, så det er en "pretty big deal". Nogle af mine venner og kolleger var allerede i Denver, da emailen kom ud. Ikke så sjovt.
Kan I ikke klare det på Skype?
De jeg postede min beklagelse over aflysningen på facebook, kom det udmærkede spørgsmål op i som reaktion: ”er det overhovedet nødvendigt med de konferencer? Computeren er opfundet. Brug dog Skype og spar CO2. ”
Computeren er i høj grad opfundet, og der holdes i dag flere og flere møder ved hjælp af Skype og andre software løsninger (zoom, whereby etc), der ofte fungerer nogenlunde. Vi bruger stadig i gennemsnit 10-15 minutter på tekniske vanskeligheder i gennemsnit (Skype for Business), men vi kan mødes langt oftere via Skype end det ville være muligt at gøre i virkeligheden. Vi giver præsentationer, kommer med feedback og diskuterer livligt. Jeg har måske 3-4 skype møder om ugen, og uvurderligt til det, det duer til.
Så hvad er problemet - kan vi ikke bare opfinde en virtuel konference, Mega-Skype, så kan vi alle sammen spare bøvl, penge, tid og CO2? Og jo, det ville på en måde være dejligt, for:
Arbejdsrejser er hårde, irriterende og forstyrrende
Jeg bryder mig generelt ikke om arbejdsrejser. Jo længere væk jo værre. Eksotiske steder er allerværst, det tager ofte lang tid at komme derhen, er besværligt og udmattende, og jeg har alligevel aldrig tid til at se andet end hotellet og konferencestedet. Jeg sagde engang nej til et inviteret foredrag på New Zealand fordi jeg ikke kunne bære at skulle besøge dette sted (som jeg drømmer om at se) uden at have tid til at se andet end ud af vinduet. Rejser i arbejdet er sjældent noget jeg glæder mig til.
Det er selvfølgeligt spændende at møde folk man kan lære noget af, og sommetider kan jeg endda nå at se et glimt af noget lokalt (en kirke eller en spændende vej), men jeg ved også at når jeg er på konference, vælter det ind med arbejdsopgaver derhjemme, som kaster sig over mig i det øjeblik jeg kommer ind på kontoret.
Det er fysisk hårdt at være på arbejdsrejser. Jeg arbejder hele tiden, processerer indtryk, checker artikler, forbereder foredrag, sover dårligt, bliver syg. Selv når jeg er ude om aftenen med kolleger er jeg på arbejde. Der er ingen fritid, ingen pauser, altid en agenda. Efter 10 dages rejser med lufthavne, dårlig søvn, og intens hjerne-overforbrug har jeg brug for ferie. Ikke desto mindre rejser jeg meget hvert år, men forsøger at bringe det så meget ned at jeg ikke drukner i arbejde når jeg er hjemme. Her er det primært mit eget velbefindende og arbejdspres, og ikke så meget miljøet, der er min motivation. Så jeg var faktisk lettet søndag morgen kl 5.30 på Kgs. Nytorv station, da aflysningen forærede mig en hel uge hvor min kalender er nogenlunde fri.
Så hvorfor gør vi det? Er vi masokister?
Nej. Men vi sætter alt ind på at lave så god forskning som muligt. Min forskning og min gruppe er helt afhængig af internationalt samarbejde, og disse opstår meget ofte når vi er afsted på konferencer. Det er her ideerne kommer væltende. Det er her ens tanker skifter spor og bevæger sig i nye retninger. Det er her man møder de udenlandske kolleger, det bare slår gnister med. Der sker bare noget andet når man taler med folk ansigt til ansigt, og ens mulighed for at komme på bølgelængde med elite-forskere fra USA eller Korea, er langt bedre når man møder dem. I mange asiatiske lande kommer det fysiske møde først. Enhver der har rejst i Korea eller Japan ved, at her skal man først ”bonde” til en ofte våd middag, før der kan være tale om at lave forretninger.
Den første vigtige samarbejdspartnere jeg fik var Bill Milne, som jeg var på bar med i San Francisco i 2002. Han var leder af Electrical Engineering på University of Cambridge, og vi endte med at lave en hel stak artikler og projekter sammen. Hans postdoc Ken Teo, er i dag en af mine vigtigste samarbejdspartnere i EU Grafen Flagskibet, som er et suverænt europæisk netværk af europæiske topforskere. Jeg ville have truffet nogle helt andre valg hvis ikke jeg tilfældigt havde mødt den gæve skotte og hans team i SF.
Sådan er det med en lang række af de andre forskere der er afgørende for de forskningsresultater vi har lavet. Det starter med at man mødes, og så ruller bolden derfra.
Grunde til at mødes og grunde til at lade være
Der er masser af artikler om undersøgelser om hvorfor konferencer er vigtige. I artiklen her, nævnes fem:
For at netværke - også med folk du normalt ikke ville finde på at kontakte
For at udvide sin viden og finde løsninger til problemer
For at præsentere dine ideer og arbejde til andre
For at folk kan møde dig
For at du kan lære ting udenfor dit speciale
For hvert af disse fem grunde, kan man spørge sig selv om: hvorfor skal man mødes fysisk for at kunne gøre dette? Kan alt dette ikke gøre elektronisk? Der er nemlig også nogle ret gode grunde til at lade være:
Sygdomme spredes hvor mennesker klumper sammen, og internationale konferencer er ca. den mest effektive måde at sprede en sygdom. Et APS møde har måske 60-70 nationaliteter samlet i et konferencecenter, og tager så hjem igen med al deres nye viden - og vira
Rejser koster CO2, tid og masser af penge. For mig er især tid en meget vigtig valuta, og for samfundet skal der spares på CO2 hvor der kan.
Konferencer er kaotiske og tilfældige, og intet bliver gemt/optaget/skrevet ned, så man senere kan gå tilbage til det. Man kunne organisere den viden der præsenteres på en mere logisk og effektiv måde, som var nemmere at finde, holde styr på, dele og bruge.
Det er virkeligt gode grunde til at blive hjemme. Alligevel er det katastrofalt hvis vi gør det (mener jeg). Årsagen til at vi ikke kan undvære det fysiske møde, har at gøre med vores biologi.
Ny software på ældgammel hardware
Vi er måske nok meget intelligente og højt avancerede væsner, men hardwaren er ikke opdateret siden den tidlige stenalder. Måske endda tværtimod (se nedenfor).
For mig er en af de allervæsentligste nøgler til at forstå menneskelig (og dermed sin egen) opførsel, at erkende at vores hjerner kan udrette fantastiske ting, men på mange vigtige punkter bærer præg af at være stenalder-hardware. Vi kan lære at integrere, ræsonnere, abstrahere og spille trommer i et dødsmetalband mens vi fremsiger 10000 cifre af Pi (det er der sikkert en japaner der kan), men vi har stadig de sammen stenalderhjerner. Stress er et godt eksempel. Når vi har for mange ting på arbejdet og føler at vi ikke kan nå dem, slår hjernen et hormon/neurotransmitter program kaldet ”stress” som er vildt godt hvis man skal flygte fra en sabeltiger. Well done, hjerne. Også når dette ”stress-program” er ved at slå ihjel, så er det stadigt det bedste stenalderhjernen kan diske op med.
Stenalderhjernen, og hvordan vores hjerner skrumpede da vi blev flinke
Det viser sig endda at den udvikling der har foregået de sidste 10000-15000 år har givet os mindre hjerner og muligvis mindre intelligens, siden stenalderen. Siden vi begyndte at være rare ved hinanden og bo i flokke, og erstatte "survival of the fittest" med "survival of the friendliest", er vores hjerner skrumpet med ca 150 ml, dvs ca. 10 % (eller lidt mere). Denne "self-domestication" har forlængst forvandlet ulven til pekingesere og andre glade, logrende afarter. Så nu ved i hvordan det ender :D ... Dette er ikke nødvendigvis dårligt. Vi har er bare i mindre grad individualister o i højere grad sociale væsener - dvs at flere, mindre hjerner tænker bedre end isolerede, store hjerner. Så det er survival-of-the-fittest på flok-niveau, og ikke individ niveau. Welcome to the hive! (Kilde : Decrease of Human Skull Size in Holocene). (Der er også andre teorier om den mystiske hjerneskrumpning, fx at med mindre muskler har vi brug for mindre hjerner til at styre kroppen - se her).
I Washington Post artiklen, The Science of Being There: why meeting are so important, kodes “bundlinien”, hvad der kommer ud af det I forhold til resultater, nøje sammen med empati, tillid, forbindelse og intimitet, der - endnu - ikke kan transmitteres effektivt via skype eller et web-kamera. MITs Human Dynamics Lab har fulgt en række "performance driver" medarbejdere og har samlet data fra elektroniske badges om alt fra stemmeføring til kropssprog. Resultaterne viste at ansigt-til-ansigt kommunikation er betydeligt mere effektivt end off-line kommunikation - teams der mødes "rigtigt" performer bedre. Jeg har ikke gået dybere ind i studiet for at se om det er god forskning, men det er ikke ligefrem en konklusion der overrasker mig.
Mennesker mødes og god forskning opstår
Jeg har langt, langt bedre føling med de studenter, medarbejdere og kolleger jeg taler med personligt, end dem jeg ringer eller skriver med. Her er det for mig vigtigt at skelne mellem den form for kommunikation der er tale om:
- Opstarts, kreativitet eller konflikt samtaler - er elendige på email, og dårlige på skype
- Status, vedligeholdelse eller praktiske samtaler - kan bedre foregå per email, og er fint på skype
Når alle partnere er enige om konteksten og ikke er ude på at ændre "projektet", så er det fint med digital kommunikation - ellers kan det være problematisk.
Man kan godt sende "husk at købe tomater" på en SMS, men "Hvad skal vi gøre for at redde forholdet?" er nok sværere at få noget godt ud af.
Jeg havde været i gang med at starte et vildt spændende men tricky projekt op med forskningsgrupper i Spanien, omkring et fantastisk materiale de har opfundet, og som vi gerne vil samarbejde med dem om. Efter en del rodede og klumpedumpede Skype møder, og mange, mange emails, tog vi (mig og min kollega Mads Brandbyge) fat i tyrens horn ved nældens rod, og rejste ned for at tale med dem. I løbet af en eneste dag kom vi så langt op af banen i forhold til at definere hvad der skulle ske, at det sendte projektet i en klart nyere og bedre retning. Det hjalp utroligt meget at have diskussionen face-to-face, og vi opdagede en lang række ting vi havde overset. Og så kom også tilliden på plads, den tillid intet kan lade sig gøre foruden.
VR og AR møder - kom med dem!
Det kunne være fantastisk hvis Virtual eller Augmented reality, højere båndbredder og andet "emergent" teknologi kan hjælpe os med at lave ny viden og teknologiske løsninger, i samarbejde med verdens klogeste hoveder - uden at fyre CO2 og skattekroner af. Indtil da er rejser og konferencer en fuldstændig essentiel del af vores arbejde - mit arbejde. Min stenalderhjerne er ikke klar til ideskabelse, konfliktløsning, networking og brainstorming via kamera, og ikke klar til at sidde 4 dage og se foredrag på computeren. Det ville være spild af tid.
Jeg mener at det sidste vi har brug for i lille Danmark, er at forskere og studenter bliver hjemme fra det internationale samfund, og sender dem e-mails i stedet. Det vil med sikkerhed gå ud over forskningens kvalitet, og det er en meget høj pris at betale - Verden skriger på nye og bedre teknologiske løsninger på stadigt mere komplekse, globale problemstillinger.
Jeg er "bare" en fysiker, og hverken antropolog, hjerneforsker, psykolog eller sociol-et-eller-andet. Denne blog er et personligt indlæg, som hjertens gerne må nuanceres, modsiges og kritiseres. Og hvis de så er fact-baseret bliver jeg nærmest lykkelig. Jeg elsker facts! Kan ikke leve uden. Også selvom vi må nøjes med at skrive indlæg i tråden på skift, istedet for at mødes over en kop kaffe - og klare det samme på 10% af tiden, med langt højere kvalitet.
