Copenhagen Atomics på støtten
Denne blog er skrevet af Jon Loldrup som gæsteblogger. Den indgår i en lang intern debat, vi har haft og fortsat vil have om, hvordan vi skal finansiere projekter i Copenhagen Atomics. Jeg har som bekendt selv været med i Copenhagen Suborbitals og set, hvordan det der har været muligt at lave ”rocket science” for småpenge, hvis et stort antal folk er villige til at arbejde gratis, og hvis et endnu større antal er villige til at støtte projektet. Vi planlægger at lave den første indsamlingskampagne enten før sommerferien. Formatet er stadig til debat, og vi mangler fortsat et par personer, som kan hjælpe os med videoproduktion, grafik og infographics og 3D grafik. Hvis du kender nogle, så sig til :-)
Af Jon Loldrup:
CA på støtten For et par måneder siden kom jeg, i et lettere opstemt humør, til at fremsætte et forslag i en kommentar til et blogindlæg fra Copenhagen Atomics (CA). Min kommentar gik på, om det mon ikke var en knaldgod idé at oprette en støtteforening for CA. Sådan en har Copenhagen Suborbitals for eksempel, og den har CS vidst haft megen glæde af.
Ud over 4 thumbs up (og 2 ned..) hørte jeg dog ikke meget videre til det. Men så en god uges tid senere blev jeg ringet op af Thomas Jam Pedersen fra Copenhagen Atomics. Han ville høre om jeg nu vitterligt var mig (hvilket jeg kunne bekræfte), og om jeg i så fald stadig var frisk på lige at lave sådan en støtteforening. Joo, det kunne det da måske faktisk være en ganske spændende at give sig i kast med. Vi fik snakket lidt frem og tilbage, om Copenhagen Atomics, om opstartsvirksomheder generelt i Danmark, om kapital, mangel på kapital, om CS og RaketMadsen og meget andet.
At finde økonomisk støtte til store langsigtede vildt ambitiøse udviklingsprojekter, er som at finde den hellige gral. Det er ikke noget, man bare lige gør. Men har vi måske fundet en ny åre her i Danmark? En særlig måde at gøre tingene på? Kan vi genbruge og generalisere modellen fra CS+CSS? Hvad er mon betingelserne for denne models succes? Hvad gør et projekt så tilpas attraktivt, at det kan opretholde en støtteforening?
Under vores snak fik Thomas og jeg identificeret flere forhold, der bør være på plads, inden man opretter en støtteforening:
Den organisation, der skal modtage støtten, skal være i stand til løbende at udføre arbejde, der nogenlunde svarer til de indsamlede midler. Hvis organisationen mangler ‘man power’ og måske ligger stille i perioder, så bliver situationen svær at retfærdiggøre over for støtterne. Lige fra da CS startede, havde de folk på fuld tid i deres værksted. De kunne levere en lind strøm af ‘rumgenstande’ med dertil hørende blogindlæg, der udpenslede de mange kvaler, der måtte overkommes på vejen til det endelige design. Støtterne blev hele tiden holdt til ilden.
Midlerne skal gå direkte til det spændende hardware. At udbetale løn, rejselegater eller andre “irrelevante” udgifter på støtternes regning duer nok ikke. Modellen med en støtteforening er altså, når man kigger på den helt lange bane, begrænset til den fase af projektet, hvor det hele bliver drevet af frivillige kræfter, og før det (eventuelt) er blevet spundet op til en overskudsgenererende kapitaliseret maskine. Sidstnævnte form er nok nødvendig på et tidspunkt for at kunne levere det bundtræk, der skal til, når halvdelen af verdens energiproduktion skal omstilles til at være baseret på thoriumreaktorer.
Der skal leveres en lind strøm af beretninger om, hvordan arbejdet går. Det nytter ikke noget, at værkstedet kører på fuld knald, hvis der kun bliver skrevet ét blogindlæg om måneden. Den implicitte kontrakt mellem støtterne og organisationen er, at organisationen til stadighed leverer ‘teknisk underholdning’ til støtterne.
Vi fik også snakket om, hvilke fordele og ulemper en støtteforening har sammenlignet med andre former for pengeindsamling:
En fast, stabil månedlig indtægt, som ikke er koblet op på specifikke delmål, gør det dejligt nemt at budgetplanlægge. Den fordel skal man ikke undervurdere. Penge kan distribueres og anvendes mere effektivt, når man har mulighed for at planlægge sine udgifter langsigtet.
Støtterne skal ikke hver måned aktivt tage stilling til, om de nu fortsat ønsker at støtte organisationen. Overførslen sker automatisk, f.eks. via netbank, og velgøreren skal først foretage et aktivt valg, hvis vedkommende ønsker at stoppe sin støtte. Det har en udglattende effekt på strømmen af penge.
En støtteforening har dog også visse ulemper, selv når de grundlæggende betingelser for en dens eksistens er blevet opfyldt:
De løbende indtægter fra støtteforeningen kommer hele moderorganisationen til gode. Som betaling forventer støtteforeningens medlemmer løbende at blive orienteret om, hvordan det går. Dvs. nogen skal skrive blogindlæg og lave videoer og den slags. Men hvad nu hvis det er meget sjovere at stå ved drejebænken, end det er at skrive blogindlæg? Det fælles gode kan hurtigt blive ramt af ‘the tragedy of the commons’, hvor ikke alle bidrager til de leverancer, der er nødvendige for at holde støtteforeningens medlemmer til ilden. Jeg ved ikke, om dette er et alvorligt problem i praksis, men det kunne man måske undersøge nærmere ved at undersøge et eksisterende datamateriale. Man kunne f.eks. prøve at plotte frekvensen af blogindlæg fra CS over tid. Hvis de tal viser en dalende blogproduktion, kunne det være et tegn på at CS er ramt af ‘tragedy of the commons’. Det ville dokumentere, at denne type risiko er en reel størrelse og ikke blot en teoretisk overvejelse.
En støtteforening er en struktur der leverer støtte på tværs af projektgrænser. Det er meningen, at støtteforeningen skal følge moderorganisationen i lang tid. Moderorganisationen vil typisk starte som en rent frivillig indsats, men det kan tænkes, at den langsomt overgår til at være et mere kommercielt foretagende, efterhånden som teknologien modnes, og potentielle kunder begynder at dukke op. Hvornår skal støtteforeningen så sige tak for dansen og lukke ned for støtten? Når moderorganisationen har demonstreret sit kerneprodukt succesfuldt? Når der er “tilstrækkeligt” med kunder i biksen? Når moderorganisationen begynder at udbetale løn for visse opgaver? Det kan være svært at fastsætte klare kriterier fra starten af: krav, som støtteforeningen kan fremsætte over for moderorganisationen som betingelser for støtteforenings støtte. Moderorganisationen er tillige næppe interesseret i at være alt for fast bundet af et meget specifikt regelsæt udstukket af støtteforeningen. Den vil gerne have lov til at udvikle sig organisk af de veje, som viser sig lettest og mest frugtbare. Skal moderorganisation alligevel vælge at tage hensyn til støtteforeningen og evt. lade sig binde, eller skal den blot lade støtteforeningen leve (eller lide, eller dø) med de valg, moderorganisationen nu tager?
De overvejelser som moderorganisationen skal tage stilling til, findes i tilsvarende format hos støtteforeningen: Hvordan skal støtteforeningen reagere, hvis den oplever forhold, som den ikke er tilfreds med? Skal den holde pengene tilbage? Eller blot lade sit medlemstal bløde? Skal støtteforeningen således aktivt tage bestik af, hvor og hvornår den vil give penge, eller skal den blot være en ‘dump pipe’?
Hvis man skal opsummere de mange overvejelser, kan man sige, at en støtteforening er Rolls Royce’en inden for crowd funding: den leverer lækker køreglæde (hvis man er til Rolls Royce’er..), men kan være “dyr” i drift på andre punkter: man skal have en tilstrækkelig moden moderorganisation for at kunne holde støtteforeningen velkørende.
Der er mange, der har foreslået CA, at de skulle tage og prøve “klassisk” crowd funding: dvs. gå ud med specifikke enkeltstående delprojekter og bede om finansiering af disse. Det er en slags Big Bang model, hvor man laver en masse ståhej og får én stor pose penge i starten af projektet, som så skal holde projektperioden ud. Denne model er på mange måder den diametrale modsætning til en støtteforening: den leverer en økonomisk indsprøjtning, men gør det på en meget simpel måde, der ikke tager hensyn til organisationens langsigtede pleje. Modellen kræver stadig en masse arbejde, men i kraft af dens simplicitet undgår den også nogle af de finurlige skavanker, en støtteforening kan medføre. For eksempel er der næppe nogen risiko for ‘tragedy of the commons’: ved direkte crowd funding af enkeltprojekter, er aftagerne af pengene næsten uundgåeligt de samme som dem, der skal stå for selve indsamlingen. Det skaber en meget direkte forbindelse mellem indsats og udbytte: vil du have dit projekt finansieret, må du selv op på hesten. Der er ingen lind strøm af støttemidler at falde tilbage på.
Hvor står CA i alt dette her? Helt grundlæggende tror jeg på, at Copenhagen Atomics har den »star quality«, der er nødvendig, for at en støtteforening overhovedet kan komme på tale: de har et vildt ambitiøst mål, med kæmpe barrierer, der skal overvindes. De må gennemføre det for flaskepant og lommeuld, og, nå ja, vi snakker om intet mindre end kernekraft i Danmark! what's not to like? Men er CA klar til en støtteforening? Og kan de se tilstrækkeligt med fordele til at opveje risikomomenterne? Måske vil CA for nuværende foretrække cowboymodellen med projektspecifikke kampagner: No pain, no gain. Men hvem ved, måske om nogle år? Hvis man endelig finder sig selv i en situation, hvor man kan levere en lind strøm af delprojekter og den dertil hørende tekniske underholdning, så kan støtteforeningsstrukturens udvalgte lyksaligheder måske vise sig svær at takke nej til ;)
