Bullseye!
Kære raketvenner
For nogle uger siden var vi taget på ekskursion til Odense Faldskærmscenter for endnu en faldskærmstest, hvor vi testede den første Spica rumkapsel ballute og en mindre modifikation til hovedfaldskærmens udfoldelsessystem. Efter nogle tekniske udfordringer er det nu lykkedes mig at få data ud af loggerne, og resultatet er yderst opmuntrende.
Balluten på sin tur tilbage til Moder Jord.
Spica balluten
I nedenstående video kan I inden springene høre mine forventninger til flyveturen med balluten, hvor jeg forventer en faldhastighed på 110 km/t, og gerne lidt derunder.
og vi ramte den lige i bullseye!
Nedenstående er hastigheds- og G-målinger for balluten på sin tur ned fra knap 2,5 km's højde. I disse tests plejer jeg at bruge 1.500 meters højde som referencepunkt, da systemet på det tidspunkt sædvanligvis er stabiliseret.
Ahmad, vores testspringer, faldt med 107 km/t under balluten
Det kunne næppe være ramt bedre, da vi målte en faldhastighed på 107 km/t på det tidspunkt.
Og hva' så?
Det betyder sådan set, at vi begynder at kunne se enden af tunnelen i forhold til at skyde os ind på hvor stor balluten skal være til rumkapslen. Hvis vi vælger at sætte denne på den første rumkapsel, så vil de i fire km's højde falde med cirka 200 km/t, hvilket er målsætningen, i forhold til hvilken hastighed vi ønsker at opnå, når hovedfaldskærmen skal foldes ud. Af hensyn til G-påvirkninger tidligere på turen kunne vi dog godt tænke os, at kunne tage noget mere af toppen af farten inden vi rammer stratosfæren, hvor vi forventer at modtage den hårdeste opbremsning. Vi prøver derfor nu at se, hvor meget større en ballute vi har kapacitet til at producere, men nu er minimumskravet i det mindste opfyldt.
Spicaballuten som den så ud fra lige under.
Hovedfaldskærmen
Vi fik også testet en lille ændring til hovedfaldskærmens åbningssystem.
Hovedfaldskærmen fuldt åben
I forhold til tidligere lod vi faldskærmen være mere tillukket i første stadie af åbningsforløbet, hvilket gav et mere blidt forløb.
For at give et billede af effekten, har jeg lavet nedenstående sammensmeltning af to billeder, hvor man kan se første stadie lagt oven på den fuldt åbne faldskærm.
Komposit: første stadie af reefing og fuldt åben faldskærm
Ideen med at styre hvor hurtigt faldskærmen åbner er, at vi vil reducere de kræfter hvormed rumkapslen bremser op, for dermed at mindske risikoen for skader på udstyr og i sidste ende astronaut.
Ovenstående kompositbillede viser hvordan vi først lader faldskærmene folde sig meget lidt ud, inden de gradvist folder sig helt ud. Konsekvensen af dette er, at vi reducerer opbremsningen fra potentielt 6-7G til lige under 3G. Det lyder måske stadig af meget, men til til sammenligning har jeg målt hvor meget jeg udsættes for, i tre af mine seneste faldskærmsspring, hvor jeg opnåede terminalhastighed inden åbning af faldskærmen. I disse tre spring blev det til 4,6G, 3,8G og 4,0G, hvor jeg blot hang i seletøjet.
G-påvirkninger under mit seneste faldskærmsspring
Det er klart at sådanne opbremsninger ikke er direkte behagelige, men de er overhovedet ikke noget problem at komme videre fra, til næste fase af flyveturen.
Forudsigelse af rumkapslens landingspunkt
Da vi i sidste ende skal have styr på sikkerheden omkring en astronaut, arbejder vi også på at kunne forudsige rumkapslens bevægelse igennem atmosfæren og de vindforhold som er styrende for ruten den tager. Derfor er disse spring også en øvelse i at forfine disse beregninger.
Vores udfordring i disse faldskærmstests er altid at finde et exitpunkt fra flyveren, hvorfra ruten tilbage til springernes landingspunkt er kortest mulig, og faldskærmsudstyret ikke risikerer at gøre skade på 3. part.
Balluten lokaliseres med Yepzon trackeren
Ser man på ballutens bane, så lykkedes det også at bringe den til at lande inde på lufthavnens område, stort set præcis i den afstand og retning vi havde forventet fra udhopstedet.
Balluten landede indenfor lufthavnens hegn, lige til at tage hjem på få sekunder...
Lidt anderledes så det ud med hovedfaldskærmen, da den i stedet for at fortsætte ned fuldt udfoldet, valgte at klappe sammen og dermed faldt en del hurtigere end beregnet. Her var det netop væsentligt at vi havde taget højde for dette i planlægningen af springet, således at den blot landede i en mark.
Tre glade faldskærmsspringere
Mens de tre faldskærmsspringere kunne gå tilbage fra testen af hovedfaldskærmen kunne Sarunas og Greta drage på eventyr og finde hovedfaldskærmen, som i dagens anledning havde valgt at gemme sig i afgrøderne på en mark.
Sarunas samler hovedfaldskærmen op i en mark
Apropos reefing
I vores samarbejde med den hollandske universitetsraketgruppe, DARE , fik vi mulighed for at få lavet en unik test, i kategorien "det kunne være sjovt at undersøge...".
DARE hjalp os med at undersøge om, og i givet fald hvor meget, en ballute kan reefes, i det tilfælde at vi finder det nødvendigt at benytte den teknik dér også.
Med nedenstående video fik vi demonstreret at der i hvert fald er en øvre grænse for hvor meget den kan reefes, og stadig være stabil :-)
Men mere om de målinger på et senere tidspunkt.
Hjælp søges!
Det næste jeg kommer til at skrive om i den nærmeste fremtid, er på et område hvor vi mangler hænder der kan konstruere en rørføring fra en trykbeholder, igennem et ventilsystem og ud i en ballon. Det er en relativt simpel opgave, men måske noget som en af jer læsere kan byde ind på at hjælpe med? Flere detaljer skal nok følge, når jeg har fået beskrevet opgaven noget bedre...
Ad astra,
Mads
