Børn på universitetet
Herligt! Selvfølgelig kan man lege interessen for natur- og teknik ind tidligt.
En formand for Ingeniørforeningen kan naturligvis kun være stærkt begejstret, når DTU og andre vælger at bruge tid og kræfter på, at løfte interessen for natur og teknik blandt de helt unge.
66 ansatte og studerende gennemfører en hel lørdag, hvor skolebørn igennem engageret undervisning og leg får et professionelt indblik i teknologiens og naturvidenskabens verden. Fantastisk.
Der er allerede pænt over 400 forældre, der har tilmeldt deres børn til www.børnenesuniversitet.dk
den 28. september, hvilket er tæt fuldt hus. Alle vil de høre DTU’s dygtige forskere fortælle om guldatomer og energi og om rumforskning og Universet. Efter foredragene er der forskellige workshops, hvor børnene blandt andet får mulighed for selv at bygge meteorkratere, lege atom, sætte ild til røg og isolere DNA fra bananceller.
Alle børn, der allerede er tilmeldt, og dem der skynder sig, at få en af de sidste pladser er uden tvivl sikret en suveræn – og tilmed gratis - efterårsoplevelse.
Og tillad mig så en politisk kommentar. Er det nok, at 500 børn får en topprofessionel dag med natur og teknik???
Nej, jeg mener, at alle skolebørn skal have mere og bedre natur og teknik, og at undervisningen i folkeskolen skal udføres af lærere med linjefag og i øvrigt være så praksisorienteret som muligt.
Man kan ikke lære tidligt nok, at naturvidenskaben er løsningen på mange af samfundets problemer. Danmark skal leve af dygtige og innovative folk, der skaber private arbejdspladser, ikke mindst inden for teknologien. Jeg ønsker alle børn en spændende dag!
