At blive Danmarks sejeste ingeniør
Ikke den mest intelligente. Ikke den flotteste. Ikke den mest succesfulde ingeniør, men tilsyneladende 'den sejeste'. Hvad ligger der egentligt i det? Det lyder ret sejt.
Og hvad indebærer det nu? For at leve op til denne titel må jeg så ikke længere gå med sokker i mine crocs? Og skal jeg til at fokusere mere på street respect? (noget jeg får opøvet til fulde her på min lille afstikker til Nicaragua, hvor knive og andre håndvåben er en del af den almindelig påklædning)……
Jeg spoler tiden tilbage til i morges, da jeg fik overrakt det gode budskab…..
Dagen, hvor jeg blev udnævnt til Danmarks Sejeste Ingeniør, startede meget godt. Jeg vågnede op i et 200 år gammelt herskabshus fra den spanske kolonitid i Granada, Nicaragua, og fik serveret den obligatoriske omgang ris og bønner til morgenmad, mens jeg kunne sidde og kigge ud over Lake Nicaragua og den lokale vulkan. Jeg kunne besvare mine e-mails i ro og mag og genere min lillesøster via facebook, som den gode storebror jeg jo er.
Det meste af dagen gik med at ligge i solen og blive forbrændt, mens jeg overvejede, hvad jeg dog skulle skrive på den blog, som Ingeniøren havde opfordret mig til at skrive.
Hvordan kunne jeg lyde sej uden at være en douchebag, eller PhDouche som det hedder i akademisk sammenhæng?
Et nicaraguansk gun show
Hen ad dagen blev jeg tilbudt et lift til San Juan del Sur af nogle engelske piger, som formentlig syntes, jeg så ret sej ud med mit tiltagende Robinson Crusoe look efter mange måneder uden frisørtid, en uge uden barbermaskine (som var glemt i Costa Rica) og en sveden aura af solbrændthed og perspiration. Jeg skulle blot møde dem kl 16.00 i den anden ende af Granada.
Dette viste sig at være lettere sagt en gjort! Jeg for vild i et slumområde, hvor jeg var ret sikker på, at hvis jeg ikke havde taget strækningen i marchtempo, var jeg blevet rullet mere end sædvanligt. Og selvom det er spændende at se et nicaraguansk gun show eller at bese de forskellige typer af macheter og dolke, som de typisk bruger under gadeforhandlingerne, så er det mindre spændende at miste pas, penge og kreditkort. Så er man pludselig ikke så sej mere.
Da jeg følte, situationen var ved at blive en smule for spændende med et par andre rigtig 'seje' hombres, der luskede lidt rundt i hælene på mig, droppede jeg tanken om at finde englænderne og kastede mig ind i en taxa for at køre halvvejs gennem landet (dog med nedslag i pris, da jeg fortalte taxachaufføren, at jeg ikke var amerikaner, men dansker) for at nå til San Juan del Sur. Efter en to timer lang tur, hvor vi fik grinet af de priser, som "nica'erne" kunne få amerikanerne til at betale, nåede jeg frem til mit hotel, som godt nok havde været nogenlunde billigt, men som havde set ok ud på hotels.com.
I indgangen til skuret (Hotel Atlantic City - nogen må have fået lidt for meget rom ved dåben, da betegnelsen "hotel" må betegnes som en seriøs upgrade og da det ligger på Stillehavssiden af Nicaragua) - sad der en dame i et bur, en letpåklædt kvinde, der tydeligvis var på arbejde, en stærkt hærget mand, der så ud til at benytte sig af den letpåklædte kvindes tjenester og mandens aggressive kamphunde. Efter at være blevet overfaldet en smule af den ene hund og have ærgret mig lidt over, jeg ikke havde fået den af Lægemiddelstyrelsen anbefalede rabiesvaccine, fik jeg nøglen til mit værelse.
Hotellets generelle design og indretning må siges at tilhøre stilarten "prostitutionsmord" med (blod) røde hånd- og fingeraftryk på væggene i værelset, plastikbetrukne møbler og det nyeste inden for lysstofrør. Altså med andre ord et rigtigt hyggeligt sted at sidde og skrive blog til Ing.dk
Dette fik mig videre til at tænke på, at man nok måtte være rimelig sej, hvis man kunne finde sig til rette dette sted. Efter at have tænkt lidt over mit blogindlæg, lagde jeg mig til rette... Eller jeg lagde mig i hvert fald... Og faldt i søvn til lydene af noget, der helt sikkert var ægte kærlighed.
Al lære hurtigere og udvikle sig mere
Men hvad har alt dette med ingeniørvidenskab at gøre? Og hvad laver jeg i Nicaragua, når jeg måske burde være i Costa Rica og forske i modgift mod den sorte mamba?
Årsagen til at jeg er i Nicaragua, og på så dekadent vis fejrer at jeg er blevet Danmarks sejeste ingeniør, på en arkitektonisk perle af et hotel i en republik, hvis hovedindtægt er baseret på bananproduktion skyldes naturligvis, at verden er skruet så skørt sammen, at hvis man virkelig ønsker at udrette noget for verdens fattige (i mit tilfælde ved at udvikle billigere og bedre slangemodgift, da en million fattige bønder i Afrika årligt bliver bidt af giftslanger, hvoraf 50-75.000 dør), så skal det helst ikke være for nemt. Man skal helst ikke have reel opholds- eller arbejdstilladelse - hvorfor jeg er på et såkaldt visa run i Nicaragua.
Dette er måske med til at gøre mig sej, idet at jeg nok ikke har valgt det letteste forskningsområde (som ikke eksisterede i Danmark, før Mikael Engmark, Jens Kringelum, Alexandra Bak Jakobsen og undertegnede gik i kast med det for to år siden) at kaste mig over, da midlerne ikke er nemme at finde, og man har skulle overbevise en hel del folk om, at det var en god idé, før man kunne gå igang... Og man skal på visa runs i Nicaragua - men det er jo business as usual.
Jeg tror generelt på, at det kan betale sig at kaste sig ud i nye og svære projekter. Det giver en mulighed for at lære hurtigere og udvikle sig mere, end hvis man følger mere gængse stier. Derfor er jeg også meget taknemmelig for at være blevet Danmarks sejeste ingeniør, da det bestyrker mig heri, og fordi det fortæller mig, at verden rent faktisk er modtagelig over for folk, som engagerer sig med noget, der stikker ud over det sædvanlige.
Jeg håber på, at det at jeg modtager titlen vil være med til at give andre troen på det samme, således at unge ingeniører (og andre unge generelt) tør følge deres drømme og go for it! Så hvis titlen kan styrke dette, vil det være mega sejt. Og kan den animere nogen til at få lyst til at give den en skalle inden for forskning af slangemodgift, vil det være endnu sejere!
