Behovet for at producere noget
De fleste dage i ugen har jeg et ubændigt behov for, på den ene eller anden måde, at producere noget. Og hvis det ikke lykkes, kan det godt ske, at jeg går en anelse frustreret i seng.
Produktet kan tage mange former. Det kan være resultater og beregninger til en kunde eller en kollega. En analyse. En note eller et dokument. En grundig e-mail med status for arbejdet eller et projekt. Eller noget femte, hvor arbejdet og indsatsen materialiserer sig i en eller anden konkret form, til gavn for mig selv, min arbejdsgiver, mine kolleger eller en kunde.
Men nogle dage sker det bare ikke. Arbejdet går trægt, resultaterne lader vente på sig, man venter på input til at komme videre, og produkt bliver der intet af. Det kan være frustrerende og uforløst.
Nedenfor følger et par konkrete metoder til at skabe produkter. De kræver alle, i større eller mindre grad, en ekstra indsats. Men min erfaring er, at den tid og energi, man lægger i dem, betaler sig i det lange løb, fordi man bliver gladere og mere produktiv.
Skriv en arbejdsjournal
Jeg har før slået på tromme for det brugbare og produktive i dagligt at skrive en arbejdsjournal. Den hjælper til at systematisere analyser, undersøgelser og tanker, man i løbet af dagen arbejder med.
Derudover kan den, hvis der ikke skulle vise sig et andet produkt på en arbejdsdag, udgøre dette produkt. Arbejdsjournalen er et konkret vidnesbyrd om, hvad du har brugt din tid på, hvad du har lært, og hvad der skal gøres fremadrettet.
Gør lidt ekstra ud af de midlertidige resultater
Er man i en problemløsningsproces - hvilket ingeniører jo ofte er - vil der sommetider være en del skridt og midlertidige resultater, før den endelige løsning findes. Det færdige produkt er denne endelige løsning, og processen for at nå dertil kan synes lang og ukonkret.
En fremgangsmåde kan derfor være at skabe nogle delmål. At kalde nogle af de midlertidige resultater for produkter, således at man også i processen fremkommer med nogle produkter.
Under min ph.d. gjorde jeg ofte dette; gjorde lidt ekstra ud af nogle midlertidige resultater, f.eks. når jeg skulle have møde med mine vejledere. Så brugte jeg lidt mere tid på at forberede en præsentation og sætte plot af de midlertidige data op, end de måske ved første øjekast fortjente.
På den måde skabte jeg et produkt, og jeg blev som en bonus mere tilfreds med mine fremskridt, når jeg havde "pakket dem pænt ind".
Gør noget aktivt efter læsning
Jeg prøver, både privat og professionelt, at læse så meget, som jeg kan finde tid til.
Når jeg læser bøger og aviser i fritiden, er det for min fornøjelses og nysgerrigheds skyld, og jeg gør kun sjældent noget for at processere læsningen.
Når jeg læser som del af mit job, har det typisk et specifikt formål; jeg har brug for ny viden eller indsigt, eller jeg har behov for input til at løse eller forstå et konkret problem.
Målet er således viden og indsigt, og for at maksimere udbyttet af læsningen gør jeg ofte noget aktivt under og efter læsning; jeg opsummerer de centrale pointer samt gemmer de væsentligste illustrationer og figurer. På den måde har jeg, som med arbejdsjournalen, et konkret produkt, når jeg er færdig.
Idéen at gøre noget aktivt og skrive noter i forbindelse med læsning, er bestemt ikke ny. Jeg har bl.a. været inspireret af denne side, hvor det hævdes, at "Taking note ensures you expand your knowledge. Everything else is either wasted time or reading for fun".
Eksempel på noter fra læsning i lærebog
Skriv en blog
Har man noget på hjerte og idéer i hovedet, er en blog et ideelt sted at konkretisere sine tanker - og samtidig skabe et produkt. Uanset om bloggen har mange læsere eller ej, træner man samtidig sin evne til at formulere sig sammenhængende og præcist.
#PhD tip: "Even if no one else reads it, start [a blog] (...) Practicing the act of writing is all that matters". https://t.co/Kx9N67HmZC
— Jakob R. de Lasson (@Jakobrdl) 7. april 2016
Mit seneste blogindlæg var udkommet af et par uger med læsning og diskussioner med et par kolleger om et konkret problem. Jeg havde oven på disse uger en trang til at gøre læsningen, diskussionerne, noterne og mine tanker til noget konkret, til et produkt. Og det blev således til dette blogindlæg.
Ryd op i dit rod
Du har sikkert både usorterede stakke med papirer på dit skrivebord og filer, som du lige hurtigt har gemt et midlertidigt sted på din computer.
Brug et øjeblik, mens du alligevel venter på at kunne komme videre, på at få ryddet op i rodet. Skal papirerne arkiveres? Eller scannes og gemmes digitalt? Eller smides ud? Og hvad med filerne på computeren; hvor skal de hen?
Det vil føles som et produkt at få disse ting ordnet.
Dine strategier og metoder?
Hvilket forhold har du til at producere noget, dagligt eller ugentligt? Og har du strategier eller metoder til at producere noget meningsfyldt, når det egentlige produkt lader vente på sig?
