Affald skal først og fremmest ses som tabte ressourcer – også når det gælder skolemadpakker

Affaldsforebyggelse burde være en af de centrale strategier inden for cirkulær økonomi – dvs. at affald ses som tab af ressourcer, men ofte er der inden for cirkulær økonomi i stedet fokus på genanvendelse af affald – dvs. man ser affald som nye ressourcer. I dette indlæg viser jeg med udgangspunkt i de mange skolemadpakker, som børn hvert år kasserer i stedet for at spise dem, den store klimamæssige forskel på at se affald som tabte ressourcer og se affald som nye ressourcer.

En samarbejdspartner inden for klima og fødevarer, Bent Mikkelsen fra Københavns Universitet, spurgte for nylig, om man kunne beregne klimabelastningen ved, at 26 millioner skolemadpakker hvert år smides ud i Danmark og bliver til affald – i stedet for at blive spist. Tallet 26 millioner ikke-spiste madpakker pr. år var fundet gennem en survey.

Affald som tabte ressourcer

Når man skal beregne klimabelastningen fra affald, er det først og fremmest vigtigt at se affaldet som en TABT RESSOURCE – dvs. at man skal beregne den klimabelastning, der er ’indlejret’ i affaldet – her de 26 millioner madpakker – ved at beregne klimabelastningen fra produktionen af produktet.

Hvis man ikke kan forebygge, at et produkt bliver til affald, kan man i efterfølgende beregninger undersøge, om der er en klimagevinst ved at genanvende affaldet – igen de 26 millioner madpakker – hvis affaldet altså erstatter en anden råvare. Mere herom senere.

Modelmadpakke

I forbindelse med overslagsberegninger af produkters klimabelastning er det okay at beskrive et modelprodukt – her altså en modelmadpakke. Modellen kom til at se således ud – hjulpet på vej af det hjemlige køleskab og søgning på nettet over hvor meget fedtstof man kommer på et stykke brød m.m.:

• 2 skiver rugbrød = 4 halve stykker = 96 g

• Smør – 5 g smør pr. stk = 20 g

• Pålæg: 1 skive hamburgerryg = 15 g

• Pålæg: 1 skive ost 45% = 20 g

• Pålæg: 35 g æggesalat

• Pålæg: 50 g banan

Klimabelastning fra modelmadpakken

Næste skridt bestod i at hente data for produkternes klimabelastning fra Den Store Klimadatabase. Da jeg også gerne ville se, hvor meget ernæring der kommer fra de forskellige dele af madpakken, hentede jeg også tal for produkternes ernæringsmæssige energiindhold fra produkternes næringsdeklaration og fra www.madital.dk. Det er selvfølgelig en forsimplet vurdering af madpakkens næringsindhold alene at vurdere den ud fra dens energiindhold, da de fleste danskere ikke får for lidt energi fra kosten, men snarere ”forkert” energi ved en relativ stor del af energien fra animalske produkter.

Nedenstående tabel viser beregningen af modelmadpakkens klimabelastning og næringsindhold. Nederste linie i tabellen er for en 50% større madpakke – dvs. med 6 halve stykker rugbrød, men det er nok for meget til de fleste skolemadpakker.

Tabellen viser at en lille modelmadpakke ”indeholder”/har indlejret/”embedded” en klimabelastning på ca. 445 g CO2-ækv. Det er denne klimabelastning, der spildes når madpakken smides ud i stedet for at blive spist. Ca. 35% af klimabelastningen kommer fra osten, selvom osten kun bidrager med ca.11% af madpakkens næringsenergi. Omvendt bidrager rugbrødet kun med ca. 13% af klimabelastningen og ca. 36% af næringsenergien.

Hvor meget ”fylder” klimaspildet fra 26 millioner kasserede madpakker?

Det samlede klimaspild fra de 26 millioner spildte madpakker er 445 g CO2-ækv x 26 millioner, hvilket bliver ca. 11.600 tons CO2-ækv.
Ifølge Concito’s beregning fra 2017 af husholdninger klimabelastning er klimabelastningen fra en gennemsnitlig borgers samlede årlige forbrug, inkl. belastningen fra brugen af samfundets infrastrukturer, 17 tons CO2-ækvivalanter pr. år. Dvs. at det årlige klimaspild svarer til 11.600 tons CO2-ækv /17 tons CO2-ækv/dansker = 682 danskeres årlige CO2-belastning – afrundet altså ca. 700 borgeres årlige CO2-belastning.

Med en belastning på 95 g CO2-ækv pr km i en rimelig effektiv personbil kan de 11.600 tons CO2-ækv. også omregnes til 122 mill km kørsel i bil – svarende til 3000 gange rundt om Jorden! Store tal, der måske/måske ikke viser, at de mange spildte madpakker er et stort spild af ressourcer og klimabelastning.

26 millioner spildte madpakker som ny ressource?

Hvis madpakkerne bliver affaldssorteret som organisk affald og bliver anvendt til produktion af biogas og organisk gødning vil der ifølge en rapport fra Aarhus Universitet om klima- og miljøeffekter af biogasproduktion kunne opnås en klimagevinst på 65 kg CO2-ækv/tons biomasse i et anlæg, der behandler 50% gylle og dybstrøelse og 50% organisk affald.

Ifølge rapporten er der medregnet både gevinster ved substitution af energi, udledninger af metan og lattergas og ændret kulstoflagring i jorden ved biogas sammenlignet med typiske håndtering af biomasserne. Klimaeffekten er i rapporten opgjort både på grundlag af de anvendte biomassemængde og bruttoenergiproduktionen.

Dvs. at der ved anvendelse af de 26 millioner madpakker som ny ressource kan opnås en klimagevinst på 65 kg CO2-ækv/tons biomasse x 26 mill x 0,236 10E-3 tons = ca. 400 tons CO2-ækv.

Denne klimagevinst på 400 tons CO2-ækv svarer til 400x100/11.600 % = ca. 3,4 % af klimabelastningen fra produktionen af de 26 mill madpakker. Dvs. der er en gevinst på kun 3-4 % af det der går tabt ved, at madpakkerne er produceret, men ikke bliver spist.

Affaldsforebyggelse er vigtigst - og komplekst

Beregningerne viser endnu en gang, at vi først og fremmest skal se affald som tabte ressourcer! Derfor er affaldsforebyggelse som primær cirkulær økonomi strategi så meget vigtigere end genanvendelse: Hellere undgå at tabe 96-97% af produkternes klimabelastning end at genvinde 3-4%! Men affaldsforebyggelse er komplekst, fordi man ikke "bare" ser på det affald, der opstår og hvad man kan gøre ved det. Affaldsforebyggelse kræver, at man forstår HVORFOR et produkt - her en skolemadpakke - har tabt værdi for brugeren!

Derfor kræver udvikling af strategier for affaldsforebyggelse tæt samspil mellem teknologiske og sociologiske analyser af det specifikke lineære systems produktdesign og produktbrug i samarbejde med både producenter og brugere. Dvs. at udvikling af strategier for at forebygge spildet af madpakker kræver analyser og samarbejde i de ret forskellige tekniske og sociale rammer omkring både tilberedning og spisning af madpakkerne i husholdningerne, skolernes fokus på mad og madlavning, klima og landbrug m.m.

At forstå de mange forskellige baggrunde for at den daglige madpakke i en del tilfælde ikke bliver spist, er et stort og komplekst arbejde, da rammerne i de forskellige husholdninger og skoler givetvis er forskellige. Men hellere forsøge at reducere mest muligt af de 96-97% af klimaspildet fra de spildte madpakker ved at forebygge spildet - end kun ’redde’ de 3-4% af klimabelastningen gennem produktion af biogas og organisk gødning lavet af spildte madpakker!