Abenegle og kinesisk heksemedicin mod slangebid

I skrivende stund sidder jeg i et fly 11 km over Sibiriens stepper på vej hjem fra the 19th World Congress of the International Society on Toxinology (IST), som fandt sted i Haikou i Sydkina. Normalt er de fleste præsentationer til ISTs konferencer af en karakter, som vi i Vesten ville kalde videnskabelig, men til denne konference blev Vestens videnskabelighed blandet ret meget sammen med Østens mystik. Bl.a. afprøvede jeg tarantelgift på egen krop og fik en velsignelse, så jeg med garanti bliver rigtig rig – det glæder jeg mig til.

Det er med en blanding af stolthed og skuffelse, at jeg tænker tilbage på mine seks studerendes indsats til konferencen. Godt nok fik de ros for deres videnskabelige arbejde og deres professionelle fremtræden, og samtlige studerende vandt priser for deres fremlæggelser og posters. Men de var godt nok nogen tøsedrenge og -piger, når det kom til at være på fremmed grund. Ingen af dem ønskede at spise abenegle, andetunger, tørrede tarantelben, gevir, fuglereder, tørrede søheste, søpølser eller silkeorme og bragte således en vis skam over Tropical Pharmacology Lab for deres fælles fejhed, da vi ellers forsøger at være et modigt laboratorium. Kun de kinesiske pigers ven, Søren Dam, spise en enkelt kyllingenegl for at vise os andre, at han havde boet i Hong Kong og var i ét med lokalbefolkningen. Deres undertegnede vejleder udviste naturligvis kulturel forståelse og alment verdensmandskab ved glædeligt at spise kyllingefødder, fyldt tyndtarm og andre asiatiske specialiteter – og denne gang med bedre held end i Indien. Måske det kræver en PhD, før de bliver lidt mere modige?

Selvom de stakkels studerendes kritiske tilgang til det kinesisk køkken måske var for hård, så var deres skepsis over for flere af konferencens indlæg mere berettiget. Et af de mere spøjse indlæg var ét, hvor vi hørte om, at et lokalt hospital havde behandlet mere end 1000 slangebid om året med traditionel plantemedicin i over 20 år med kun 6 dødsfald som følge (de må virkelig kunne noget med deres plantemedicin, siden de kunne behandle flere bid, end der årligt officielt registreres i Kina). Blandt de mere interessante ingredienser i deres miksturer fandtes skolopendere og yellow snake powder. Dette indlæg kom i samme kategori og lige efter mit eget foredrag om bioteknologisk modgift – hvilket kan få én til at tænke lidt over, hvad kineserne tænker om ens egen forskning og hvor meget det har at gøre med heksedoktorer. I et andet foredrag hørte vi om en rod, som indeholdt et aktivt stof, der havde en lille smule effekt (in vitro), hvis man doserede det ved 0,5 M. For de, som er uvante med kemiske koncentrationsangivelser, så svarer en sådan koncentration til, at man skal sprøjte 15 kg rent aktivt stof ind i en patient, eller at patienten hurtigt skal spise 600 kg af roden, hvis vedkommende blev bidt af en slange – så her er det med at spise hurtigt!

Efter konferencen tog fire af de studerende, min samarbejdspartner Aneesh fra IONTAS og jeg videre på en todages udflugt som en del af konferencens sociale program for at opleve lidt mere af Kina. På denne tur var det en smule svært at se kommunismens stærke tilstedeværelse, da alt kostede penge (særligt buddhistiske templer og besøg hos etniske minoriteters landsbyer), og alt havde VIP indgange og køer – i kommunismen er alle lige, men nogen er trods alt mere lige end andre. Effektiviteten af hotel check ins (selv på hoteller, som var del af vestlige kæder) var dog helt sikkert efter kommunismens regler! På turen havde vi endnu en fornøjelse af lidt traditionel kinesisk medicin – og igen måtte den stakkels vejleder ofre sig og teste edderkoppeproduktet foran de rædselsslagne studerende. Edderkoppeproduktet bestod af lækker tarantelgiftspray, som man kunne smøre på sig selv de steder, hvor man havde ondt. Heldigvis var de psykiske smerter fra de studerendes mobning aftaget betragteligt, eftersom Cecilie Knudsen var taget hjem et par dage i forvejen, og jeg derfor ikke behøvede at indtage tarantelgiftsprayen intravenøst eller oralt. Jeg kunne nøjes med at smøre lidt på en underarm (selvom denne ikke som sådan var øm). Lugten af tarantelgiftsprayen var egentligt ret god, om end dette formentligt skyldtes, at produktet nok havde minimalt indhold af gift og maksimalt indhold af vand med citrongræsessens. Produktet havde umiddelbart følgende negative bivirkninger: Man blev fedtet og gul. Men det havde også følgende positive virkninger: Jeg havde fortsat ikke ondt i min underarm, og de studerende syntes, jeg var ret sej. Så alt i alt vil jeg give tarantelgiftspray 4 ud af 5 søpølser og en halv pose tørrede abenegle.

Jeg vil lige slutte af med at nævne, at der rent faktisk er fundet aktive stoffer i kinesisk medicin, som i dag bruges i vestlige farmaceutiske produkter. Min formodning er dog, at langt de fleste traditionelle planter og miksturer indeholder alt for lidt stof til, at det har en påviselig gavnlig effekt at indtage den traditionelle medicin, som foreskrevet på kinesisk. Der er derfor sikkert en masse spændende forskning forbundet med at isolere de aktive stoffer og teste dem i ren form. Men det får mig ikke ligefrem til at afvige fra min forskningsgruppes planer om at lave menneskelige antistoffer mod slangebid – særligt fordi vi til konferencen kunne vise, at det rent faktisk virker!