3-års fødselsdag: 102 blogindlæg senere
Den 23. marts 2012 udkom det første indlæg på bloggen "DTU Studenten" under titlen Laboratoriet med i S-toget. I dette mit første blogindlæg på ing.dk beskrev jeg, hvordan man med udgangspunkt i teoretisk og beregningsteknisk fysik kan have sit "laboratorium" - computeren - med sig de fleste steder, inklusive i S-toget.
Tidligere samme år var jeg faldet over Ingeniørens opfordring til, at interesserede ingeniørstuderende skulle melde sig som bloggere til ing.dk, og jeg blev som beskrevet i introartiklen om den nye blog "ansat", mens jeg var i færd med at skrive mit speciale på DTU. Senere i 2012 gjorde jeg min kandidatuddannelse færdig, og selvom jeg i en vis forstand fortsatte som student på DTU, ændrede vi alligevel bloggens navn til "DTU Indefra", da jeg i efteråret 2012 startede min ph.d. på DTU Fotonik.
De kolde facts om "DTU Studenten" og "DTU Indefra"
Jeg har i alt skrevet og udgivet 102 blogindlæg på ing.dk. Det svarer i gennemsnit til ét blogindlæg hver ellevte dag for bloggens tre år. Jeg udgav 34, 40 og 24 blogindlæg i hhv. 2012, 2013 og 2014, mens jeg pt. har udgivet fire blogindlæg i 2015.
Mine blogindlæg har et gennemsnitligt antal unikke sidevisninger på 1791, mens den tilsvarende median er 1491.
De fem mest læste blogindlæg er de følgende:
- LaTeX - hvorfor egentlig bruge andet? (6. april 2012)
- iPad'en som arbejdsredskab - Part 2: Apps (7. oktober 2012)
- Rejsekortet: Fleksibelt, billigt og nemt (16. juli 2013)
- Hvad er en stamfunktion til et polynomium? Og løsningen til en andengradsligning? Tjaa... (29. april 2012)
- Voksne studerende har ikke råd til livet (6. august 2012)
mens et enkelt af mine blogindlæg har været trykt i den fysiske udgave af Ingeniøren.
Blogindlæggene har i gennemsnit elleve kommentarer, og den tilhørende median er 7.
Alle ovenstående data er pr. 19. marts 2015.
Emner: iPad, fysik og nanofotonik, undervisning, ph.d.-liv, programmering.. Og meget andet
Sommetider spørger folk, hvad jeg så skriver om på min blog på ing.dk - hvilket jeg dårligt kan svare klart og tydeligt på, idet der virkelig har været mange emner igennem.
Jeg ved ikke, om det er en fordel eller ulempe at skrive relativt bredt - måske ville læsere være mere trofaste, hvis de vidste, hvad de fik. Men jeg kan i hvert fald godt lide ikke at have et snævert fokus i de emner, jeg skriver om, dog naturligvis uden at det emnemæssigt divergerer alt for meget.
For et stykke siden samlede jeg mine indlæg og ordnede dem efter emne, hvilket kan findes her. På denne side findes også mine personlige favoritter - som hverken er de mest læste eller kommenterede af mine blogindlæg!
Motivationen
Jeg kan godt lide at skrive, hvilket udgør den væsentligste motivation for at skrive ca. tre blogindlæg om måneden. Da jeg var yngre, ville jeg være journalist, og selvom matematik og siden fysik fik godt og grundigt fat i mig og blev den vej, jeg gik uddannelsesmæssigt, har min interesse for at skrive, og mere generelt at formidle, ikke fortaget sig.
At skrive, særligt om komplicerede og komplekse emner og problemer, er ekstremt lærerigt - for som Einstein udtrykte det, "If you can't explain it simply, you don't understand it well enough". Man tvinger, ved at skulle udtrykke sig på skrift til den interesserede lægmand, sig selv til at se emnet eller problemstillingen i et større perspektiv og se bort fra de utallige detaljer, man f.eks. i et ph.d.-projekt hver dag møder og arbejder med.
Derudover er det at skrive en blog en fantastisk ventil til at læsse idéer og tanker af - uanset om der er nogen, som læser det eller ej. Hvis der så derudover er læsere, som har indspark eller spørgsmål, er dette blot bonus.
Fremtiden
Om godt et halvt år skal jeg aflevere min ph.d.-afhandling, og når denne senere er blevet forsvaret, skal jeg videre i mit arbejdsliv - måske i forskning, måske i en virksomhed, måske i Danmark, måske i udlandet. Til den tid kan det så være, at min blog igen skal have et nyt navn - men jeg fortsætter i alle tilfælde gerne, for det er sjovt og lærerigt at blogge.
Hvad er godt og hvad er skidt?
Hvad kan du som læser godt lide ved min blog? Og ved blogs generelt? Er der noget bestemt, du gerne ville læse eller høre mere om - eller mindre om? Og hvad får dig til at kommentere og debattere blogindlæg? Skyd løs med ris og ros samt tanker og idéer - så får vi forhåbentlig endnu bedre blogs her på ing.dk.
Og nårh ja: Tillykke med de tre år til min blog!
