
I 1964 vandt arkitekt Erik Christian Sørensen (1922-2011) konkurrencen om at tegne et museum til udstilling af de fem vikingeskibe, der var fundet i Roskilde Fjord ved Skuldelev. Erik Christian Sørensen var en af det 20. århundredes store danske arkitekter, uddannet i 1942-47 på Kunstakademiets Arkitektskole, hvor han senere blev professor i bygningskunst.
(Foto: Ingeniøren 1964 / Erik Chr. Sørensen)

'Ikke alle er tilfredse med Vikingehallens byggestil, den rå, næsten uartige, beton på Strandengen i Roskilde.' Sådan lød beskrivelsen i Ingeniøren, da bladet i 1969 besøgte museet kort før åbningen. Bygningen var oprindelig budgetteret til at koste 4 mio. kr. men endte med en pris på 5,5 mio. kr. Staten betalte 3,4 mio. kr og Roskilde Kommune 1,5 mio. kr. Resten blev betalt af fonde. Museet blev ledet af civilingeniør Ole Crumlin-Pedersen, som kunne fortælle Ingeniørens læsere, at der allerede var planer om en udvidelse for at gøre plads til flere skibe.
(Foto: Ingeniøren 1969 / Bjarne Castella)

Ole Crumlin-Pedersen forsvarede museets arkitektur: »Jeg er begejstret for huset her. Både fra vores og arkitektens side er der gjort et meget stort arbejde for at få museet til at passe til skibene: Bevidst er der ikke brugt træ i byggeriet, fordi kun skibene skal være af dette materiale uden konkurrence fra vort århundredes træarbejder,« forklarede han til Ingeniøren.
(Foto: Ingeniøren 1969 / Erik Christensen 'Khris')

Større enighed har der været om, at rummet omkring skibene fungerede godt: »De store vinduer, vandet udenfor og de kraftige dragere i loftet og stenene på gulvet omkring skibene skal danne en naturlig ramme, så man føler sig sammen med skibene midt på den fjord, hvor de i sin tid sejlede som nye,« forklarede Ole Crumlin-Pedersen.
(Foto: Vikingeskibsmuseet)

I 1997 blev Vikingeskibsmuseet fredet. I fredningens begrundelse lød det, at hallen forenede 'konstruktiv klarhed og rå finish under indflydelse af japansk arkitektur og det arkitektursyn, der går under betegnelsen 'brutalisme'. Fredningsnævnet fandt, at 'det formmæssige modspil – mellem bygningens lyse skelet og de mere eller mindre skeletagtige, mørke skibsvrag – understreger både den bygningsmæssige ramme og indholdet: de udstillede skibe.' Samme år blev en række arbejdende værksteder indviet på øen ved siden af museet.
(Foto: Vikingeskibsmuseet)

Allerede på fredningstidspunktet var bygningen imidlertid i forfald. Museet hyrede den oprindelige arkitekt Erik Christian Sørensen til at udarbejde et renoverings- og udvidelsesprojekt, og heri var han lige så brutal, som museets arkitektur. Han mente nu – i 2006 – at bygningen teknisk var som 'en plimsoller', at det havde været en fejl at vælge denne type betonkonstruktion, og at fredningen var et udtryk for 'utidig begejstring'. Skulle man redde det bedste af bygningen – nemlig det indre, skulle den pakkes ind i en ny bygning – primært i glas, så det eksisterende museum stadig kunne ses. Kulturstyrelsen afviste imidlertid forslaget.
(Foto: Vikingeskibsmuseet / Erik Christian Sørensen)

I december 2013 ramte en stormflod museet. Stormen udstillede, hvor skrøbelig bygningen er i dag. Under stormfloden pressede vandet sig op mod glasset i bygningens nordside, som derfor måtte forstærkes indefra. Før stormfloden var museets rådgivere i gang med at undersøge, hvordan bygningen kunne renoveres, men nu blev klimasikring et nyt punkt på dagsordenen.
(Foto: Vikingeskibsmuseet)

En del ventilationsåbninger er placeret lavt. Derfor var der risiko for, at vandet kunne trænge ind i museet nedefra. Desuden er kloakerne ikke sikret mod stormflod og højvande.
(Foto: Vikingeskibsmuseet)

Rådgiverne kom desuden frem til, at glasset og stålprofilerne i nordfacaden skal udskiftes med glas, der kan modstå bølger og eventuelt vraggods. Glasset skal desuden kunne frafiltrere ultraviolet lys for at beskytte skibene.
(Foto: Vikingeskibsmuseet)

Placeringen i vandkanten har accellereret udviklingen i de betonskader, der begyndte at opstå allerede i 1990'erne.
(Foto: Vikingeskibsmuseet)

Betonen skaller af flere steder, så saltvand kan trænge ind til armeringen, som er begyndt at ruste. I 1990’erne blev kun særlige områder betonrenoveret – mens hele bygningen blev sandblæst, fik repareret afskallede områder og påmalet en særlig plastikhud.
(Foto: Vikingeskibsmuseet)

Særligt hårdt angrebet er de steder, hvor betonen blev renoveret, mens plastikhuden tillige har forhindret vand i at komme ud af betonen og derfor også forstærket korrosionsproblemerne på resten af bygningen.
(Foto: Vikingeskibsmuseet)

Før stormfloden var der allerede eksempler på krybningsskader i bjælken under vinduerne i facaden mod vandet.
(Foto: Vikingeskibsmuseet)

Desuden plages bygningen af ujævn sætning. Den vestlige del af bygningen sætter sig således mere end den østlige. Der er kommet revner i facaden og gulvet. Sætningerne er desuden problematiske for skibene, da de stativer, som de sammenlimede skibsplanker er sat op på, er boltet ned i gulvene. Sætningerne kan derfor skævvride stativerne og skade skibene.
(Foto: Vikingeskibsmuseet)

I midten af 1990’erne blev bygningens tag efterisoleret, men den eksisterende tagpapbelægning blev hverken fjernet eller gennemhullet.

Det har skabt damptryksproblemer, som betyder, at vandet nogle steder trækker gennem betonen og udvasker kisel.
(Foto: Vikingeskibsmuseet)

Problemet er foreløbig løst ved at opsætte kasser under loftet, hvor kisel opsamles. Vikingeskibsmuseets rådgivere har vurderet at reparation af betonskaderne, lettere modernisering, udskiftning af glasset i ruderne mod havet med et stormflodssikret glas med UV-filter og stormflodssikring af bygningen vil koste museet omkring 85 mio. kr. Men da også taget, membranen under bygningen og et alvorligt sætningsproblem skal fikses, vil en fuldstændig renovering blive dyr. Indtil videre har museet ikke været i stand til at få staten eller fonde med på en renovering, så nu vil museet have bygningen affredet, så man står frit til at bygge nyt.
(Foto: Vikingeskibsmuseet)

I dag arbejder Vikingemuseet efter en ny helhedsplan, der indebærer, at der skal bygges en ny bygning til at huse Skuldelev-skibene. Desuden skal ankomstcentret flyttes over til havneøen, så det bliver tydeligt, hvilken del af museet, der er gratis adgang til, og hvilken del, der kræver betaling. Desuden vil museet gerne bygge et hus til det rekonstruerede skib Havhingsten og et område dedikeret til undervandsarkæologi. Slots- og Kulturstyrelsen skal nu vurdere museets ønske om affredning.
(Foto: Vikingeskibsmuseet)
Bygningen er snart i ringere stand i skibene - det vil være vanvid at reparere mere på den gamle beton-klods. Håber de får held af affredningen og får bygget noget nyt klimasikret og med ordenlig indeklima-kontrol til en fornuftig pris. Museet ER trods alt kun indpakningen til det, der virkeligt er bevaringsværdigt, vikingeskibene.
Jeg er ikke arkitekt, men bygningen minder lidt om bygning 101 på DTU (Lyngby). Der er dog med tiden renoveret en del.
Jeg ville det tro det var kulturarven der er fredet altså skibene - ikke bygningen. Bygningen e ri høj grad opført for private midler, så hvorfor i al verden skulle det overhovedet fredes disse oplysninger må gerne komme frem nu, så vi kan lære af sådanne uoverlagte impulsbelsutninger?
Der er efter min mening ikke grund til at skyde på arkitekten
Beton fra midten af 1900 tallet og fremefter er fremstillet af cement med problematiske pakningsegenskaber, der ytrer sig ved porøsitet i støbningen.
Gennem årene er der foretaget en masse "krumspring" for at redde de manglende pakningsegenskaber i cementen i form af tilsætning af forskellige pulvere - flyveaske og mikrosilica, som imidlertid destabiliserer cementens granulometri og forårsager udskilning af de enkelte komponenter. Effekten kan ses på f. eks Storebæltsbroens pyloner samt søjlerne, der bærer Ringstedbanens bro over motorvejen ved Vallensbæk, hvor "arkitektens yndlingsaversion" - den jævne, kedelige grå betonoverflade - er afløst af overflader med "spræl" i farverne.
Det kunne være en ide at frede bygningen som eksempel på byggefejl og hovedet-under-armen planlægning. Bygningen er ideel, da stort set samtlige fejl der kan opstå undervejrs er repræsenteret.
Arkitektonisk er den også et eksempel på standens selvforherligelse. Fremtrædende arkitekter raser og sammenligner en affredning med ekstremisters vandalisme af oldtidsminder i Mellemøsten.
Overdrag bygningen til Statens Byggeforskningsinstitut som et rædselskabinet til skræk og advarsel til kommende generationer under et passende navn. Må jeg foreslå Satans Byggeforvirringsinstitut.
Hvordan kan en kedelig grå og almindeligt firkantet kasse med store vinduespartier blive anset for egnet til fredning ? Begejstringen er da løbet helt af med nogen.
Det vigtige er på ingen måde bygningen, men derimod dens indhold !
Når noget så historiskt unikt og vigtigt skal beskyttes skal der bygges KENDT KVALITET og kontrolleres om det efterleves og der skal langtidstænkes for hele museeumsområdets fremtid og udvikling. En udvikling som ikke er stagnerende og fastlåst og i hvert tilfælde ikke skal være umuliggjort af en eller anden tilfældig bygning, som nogen har fundet mere interessant, end hvad den er opført for. Tåbeligt, så få det dog omgjort, i stedet for at sidde og snakke og skubbe papir rundt !
Tidligere var arkitektuddannelsen en overbygning på en håndværkeruddannelse. Kendskabet til materialerne var en forudsætning for at kunne udarbejde duelige tegninger til bygninger som også indeholdt kunstneriske værdier, men det krævede talent som ikke alle besad.
Sådan er det ikke mere. Hovedparten af nutidens arkitektstuderende har ingen håndværksmæssige færdigheder. Alligevel er det muligt a blive professor i høvlspåner, fordi uddannelsen er lagt under Kunstakademiet hvor talent er erstattet af floskler.
Når arkitekter omtales som anerkendte, er det ikke nødvendigvis fordi de har fremstillet noget etisk brugbart. De er anerkendte fordi standen er berygtet for at tildele hinanden priser og udmærkelser. Der findes ingen anden faggruppe med så mange forskellige priser og udmærkelser som arkitekter der skal dække over manglende talent.
Selv bor jeg i en landsby ikke langt fra hvor arkitekten PH Henningsen en overgang boede. Han tegnede bl.a. også nogle murede trapper i lokalområdet, hvor eksemplet hos min genbo er en meget elegant løsning. Det var den murede trappe i mit hus ikke, så da jeg i min øresnegl hørte, at nogle arkitektstuderende ville registrere PH's arbejde i lokalområdet med henblik på en fredning, fik jeg travlt.
Jeg nåede det, så da de arkitektstuderende kom, tilbød jeg storsindet at de kunne få trappen foræret hvis de selv fjernede murbrokkerne. De lå i en bunke i forhaven.
Det er fint at eksperimentere, og det er fint at indrømme når resultatet ikke står mål med intentionerne. Sådan er det ikke med arkitekter. Kritik mødes af hyperventilerende floskler mens lugtesaltet går på omgang.
Jeg er sikker på at PH i sin himmel er taknemmelig over at han misfoster diskret blev fjernet i mit hus for ikke at plette hans eftermægle.